*Her er hele sandheden om din foræt!* sagde faren tørt, mens han rakte sønnen en USB-pind.
Mikkel kiggede igen på sit ur. Han havde bestilt bord på *Den Hvide Sal* Københavns dyreste restaurant. Freja var allerede ti minutter forsinket, og det var nok til at få humøret til at synke.
Punktlighed var en af de ting, Mikkel satte aller højest.
Han sukkede og blærede igen menukortet, selvom han godt vidste, hvad han ville bestille.
Trætheden og den ubehagelige samtale med faren gjorde tankerne ukludrede. Netop som han ville til at ringe til Freja, gik døren til restauranten op.
*”Elskede! Undskyld, jeg er sen!”* Hun var der pludselig, som en lille hvirvelvind i en lyseblå kjole, der understregede hendes slanke figur.
Hun bøjede sig ned og gav ham et let kys. Hun duftede af forårsblomster og noget så hjemligt, at hans irritation forsvandt i løbet af et sekund.
*”Du kender, hvor vigtig punktlighed er for mig,”* prøvede han at lyde streng, men hans læber trak sig alligevel op i et smil. Det var umuligt at blive sur på hende.
*”Men jeg,”* Freja skød ham et skændigt blik, *”elsker, når en så smuk mand venter på mig i en restaurant. Fattede du det? En stodder på cykel blokerede vejen, og så en gammel dame, der gik over fodgængerfelt for langsomt!”*
Mikkel lo.
*”Jeg kender dig. Du brugte sikkelig en halv time på makeup.”*
*”Hvad snakker du om!”* Hun så forarget ud. *”Kun tyve minutter!”*
Han ville ikke få øjnene væk fra hende. Hendes kastanjebrune hår faldt i bløde bølger over skuldrene, de blå øjne skinnede, og grinhaserne gjorde smilet endnu mere fortryllende.
Hver gang han så på hende, kunne han ikke tro sin lykke. De havde mødtes for to år siden, været sammen i halvandet, og forlovet i et. Og nu…
*”Skål for os?”* Mikkel løsnet sit champagneglas.
*”For os,”* svarede Freja. I hendes blik var der et glimt af noget, der fik hans hjerte til at vende sig.
De bestilte og faldt straks i snak om dagen. Freja fortalte levende om sit arbejde på klinikken, om en sjov episode med en lille patient, hvordan overlægen altid kaldte hende *”gyldne syvende”*.
*”Hvad med dit arbejde? Projektet med din far?”* spurgte hun, mens hun forsigt tog en stykke laks.
*”Det går fint,”* sagde Mikkel med et skuldertræk. *”Tidsplanen er bare, som altid, presset.”*
Freja nikkede, men så, som om det bare lige faldt hende ind:
*”Når vi taler om tidsplaner… Hvornår sætter vi egentlig en dato for brylluppet?”*
Mikkel stivnede. Nu var det der igen.
*”Freja, vi har snakket om det. Når projektet med far er færdigt…”*
*”Ja, ja, ja, jeg husker det godt,”* afbrød hun utålmodigt. *”Men det har været sådan i et halvt år! Jeg vil ikke vente mere. Vi har været forlovet i et år. Hvorfor udskyder du det?”*
*”Jeg udskyder ikke. Det er bare ikke det rette tidspunkt.”*
*”Og hvornår bliver det rette tidspunkt? Når jeg er halvtreds? Jeg vil være din kone, forstår du? Ikke bare kæreste, ikke en forlovede din kone!”*
*”Freja, jeg har så meget arbejde lige nu…”*
*”Åh, kom på! Som om du skal gøre mere end bare møde op til brylluppet!”*
*”Det handler ikke om det,”* Mikkel begændte at blive irriteret. *”Jeg vil have, at alt skal være perfekt.”*
*”Det er jeg også!”* udbrød hun. *”Og ved du, hvad der vil være perfekt? Et bryllup på en ø! Det har vi snakket om. Jeg har allerede kigget på kataloger. Maldiverne, Bali, Seychellerne vælg selv! Alt er arrangeret, vi skal bare dukke op.”*
*”Bryllup på en ø igen! Har du brug for lutter glamour? Eller skal alle bare blive misundelige?”*
Freja skævede til sin tallerken:
*”Sådan er det alvor? Du tror, jeg er sammen med dig på grund af pengene? At jeg kun vil have et luksøsbryllup?”*
*”Er det ikke rigtigt?”* ordene slap ud, før han kunne stoppe dem. *”Alt det her er om bryllupper, rejser, alt det, du vil opleve… Jeg hører aldrig, at du bare vil være sammen.”*
*”Du er uudholdelig!”* hendes øjne fyldtes med tårer. *”Jeg vil bare være din kone! Og du finder på latterlige undskyldninger! Hvis du ikke vil giftes, så sig det!”*
*”Jeg finder ikke på ting!”* Mikkel hævede stemmen så meget, at flere gæster vendte sig. *”Hvorfor presser du mig altid?”*
*”Fordi jeg elsker dig, din stoddert! Men du forstår det ikke! Måske du slet ikke ønsker det!”*
Mikkel rejste sig brat og smed et par tusinde-kronesedler på bordet:
*”Ved du hvad? Jeg gider ikke diskutere det nu. Ringe, kun når du har roet dig.”*
Han marcherede ud, uden at se sig tilbage på Frejas forstyrrede blik eller de dæmpede hulende lyde bag sig.
***
Mikkel kørte gennem byen med alt for høj fart.
Den nye BMW huggede sig ind i svingene. Han skæred musikken op, forsøgte at overdøve sine tanker, men det hjalp ikke.
Hvorfor var alt blevet så kompliceret med Freja? Da de mødtes, var alt anderledes. Han huskede deres første møde.
Han havde kommet for at hente papirer på sin fars klinik. Hans far, Erik Mikkelsen en af landets førende hjertekirurger og ejer af en række private klinikker havde altid insisteret på, at forretning skulle forblive i familien.
Mikkel, den eneste søn og efterfølger, havde altid været omgivet af særlig opmærkomhed. I skolen, på universitetet, på arbejdet alle behandlede ham anderliges.
Ved femogtyve år var han allerede træt af piger, der kun så ham som en pengepåse og en social status. Lægmodeller, karrierekvinder, selskabsdroner de bar alle det samme maske, gemte kalkulerende blikke bag smil.
Og så mødte han Freja.
Hun stod ved stuegangen og udfyldte papirer. En enkel hvid sygeplejerskeuniform, håret sat i en pælk. Da hun så op og smilede, føltes det som om hans hjer var vendt på hovedet. I hendes blik var der ingen falskhed kun ægte varme og et særligt lys.
Han fandt
