Mette skyndte sig hjem. Klokken var allerede ti om aftenen, og hun ville bare hjem, spise aftensmad og lægge sig. Hun var træt efter en lang dag. Hendes mand, Søren, var allerede hjemme, havde lavet mad, og deres søn, Emil, på 12, var blevet fodret.
Mette arbejdede i en lille frisørsalon og havde haft vagt i dag. Efter at have ryddet op, tændt alarmen og låst døren, var det blevet sent.
Vejen hjem gik gennem en lille park. Der var normalt roligt og fredeligt. Om dagen sad ældre damer på bænkene, men om aftenen var der ingen, og der var gadebelysning, så det var ikke uhyggeligt.
Men i aften var en af bænkene ikke tom. To børn sad tæt sammenklemt – en dreng på 9-10 år og en lille pige på omkring fem. Mette sænkede farten og gik hen til dem.
»Hvad laver I her? Det er sent! Kom nu hjem!«
Drengen kiggede grundigt på hende, strøg pigen over håret og holdt hende tættere ind til sig.
»Vi har ikke noget sted at tage hen. Vores stedfar smed os ud.«
»Hvor er jeres mor?«
»Hos ham. Hun er fuld.«
Mette tøvede ikke længe.
»Kom med mig. I kan blive hos mig i nat, så finder vi ud af det i morgen.«
Børnene rejste sig tøvende. Mette tog pigen i hånden og rakte den anden hånd til drengen. Så tog hun dem med hjem.
Hun forklarede det hele for Søren og Emil. De kendte hendes gode hjerte og sagde ikke så meget, men viste børnene, hvor de kunne vaske sig, og satte dem til bords. De sultne børn spiste forsigtigt, men med stor appetit alt, hvad de fik.
Bagefter gik Mette over til naboens datter, der gik i første klasse, og spurgte efter noget tøj til pigen. De fik masser af ting, for i hver familie lå der jo altid tøj fra børn, der var vokset fra det.
Mette badede Laura – så hed pigen – og klædte hende i rent tøj. Drengen, Jonas, vaskede sig selv og fik også rent tøj, som Emil ikke længere brugte.
Hun lagde dem til at sove sammen i stuen på sofaen, for Laura ville ikke skilles fra sin bror, og han holdt hende konstant tæt ind til sig.
De trætte og mætte børn faldt hurtigt i søvn. Mette sendte Emil i seng, mens hun og Søren hviskede længe om, hvad de skulle gøre.
Næste morgen stod hun tidligt op, fulgte Søren afsted til arbejde – hun havde sen vagt.
Da børnene vågnede, fik de morgenmad, og Mette besluttede at følge dem hjem. Hun havde vasket deres tøj, som var tørt nu, og gav dem det med i en pose.
Børnene viste vej til deres hus, som lå lige i nærheden. Lejligheden på tredje sal var ulåst, og de trådte ind og stod ved døren. Mette blev stående ved siden af. Hun ville se denne kvinde i øjnene – spørge, hvad hun havde tænkt på hele natten, mens børnene var væk.
Ud fra soveværelset kom en ung, men slidt kvinde med et stort blåt øje. Hun så ligegyldigt på børnene og sagde:
»Nå, I er kommet… Hvem er det?«
»Det er tante Mette. Vi sov hos hende.«
»Nåh, godt.«
Og så gik hun tilbage. Mette var målløs. Var det her moren?!
Men pludselig kom kvinden tilbage og sagde:
»Kom med ud i køkkenet.«
Mette fulgte med. Mærkeligt nok var der fattigt, men pænt. Intet lå og rodede, tallerkenerne var vasket, og gulvet var rent. Selv hendes morgenkåbe var ren, selvom den var gammel og manglede knapper.
»Sæt dig.«
Mette satte sig. Kvinden sad overfor, kiggede på hende med sit blå øje og spurgte:
»Har du børn?«
»Ja, en søn på 12.«
»Hør her. Hvis der sker noget med mig, så vær sød at passe på mine børn. De er gode børn.«
»Men dig? Vil du forlade dem?«
»Jeg kan ikke stoppe. Jeg har prøvet. Og han lader mig ikke.«
Hun nikkede mod soveværelset, hvor der lød snorken.
»Tag til politiet!«
»Det har jeg prøvet. Han får 15 dage, og så kommer han hjem og slår mig endnu værre. Og jeg kan ikke undvære alkoholen længere. Jeg drikker hver dag. Men han smider børnene ud. Han er ikke deres far.«
»Hvor er faren så?«
»Han druknede, da Laura var et år. Siden har jeg drukket.«
»Arbejder du?«
»Jeg vaskede gulv i en butik. Men jeg blev fyret i sidste uge for at møde for sent.«
»Og ham?«
»Han tjener lidt her og der. Vi klarer os på en måde.«
Hun så Mette ind i øjnene og gentog:
»Hvis der sker noget, så lad dem ikke være alene. Jeg kan se, du er god. Besøg dem i børnehjemmet, hvis det skal være.«
Mette rejste sig og gik mod døren. Hun kunne knap fatte, hvad der lige var sket. Hun var helt rystet over denne anmodning.
Børnene fulgte hende ud. Begge kom hen og krammede hende. Mette kunne ikke holde tårerne tilbage. Hun tørrede dem hurtigt væk og sagde til Jonas, at han vidste, hvor hun boede. Så vendte hun sig og gik.
Ude på gaden brød gråden frem. Folk vendte sig og kiggede efter hende. Om aftenen fortalte hun Søren alt. Han støttede hende og sagde, at hvis noget skete, ville de ikke lade børnene i stikken. Emil, der havde hørt samtalen, kom hen til dem, og alle tre holdt om hinanden på køkkenet.
Tre dage senere kom Jonas løbende. Mor var forsvundet, og stedfaren var blevet hentet af politiet. Laura var hos naboen, men i dag skulle de til børnehjemmet. Han fortalte det hele og løb tilbage til sin søster. De blev hentet samme dag.
Dagen efter fandt de moren i åen – med tegn på, at hun var blevet dræbt. Måske havde hun fornemmet, det ville ske, og derfor henvendt sig til Mette.
Mette og Søren begyndte at løbe rundt mellem myndighederne for at få forældremyndighed over børnene. Da der ingen familie var, fik de lov til at tage Jonas og Laura med hjem. Mette fortalte også om den sidste samtale med moren under mødet.
Nu var børnene en del af familien.
Mette måtte sige op. Laura var forskrækket og stolede kun på Jonas. Selv hvis hun tabte en ske, stirrede hun angsteligt på Søren, tydeligt bange for at blive straffet. Det tog lang tid at vinde hendes tillÅrene gik, og Laura blev med tiden så tryg ved Søren, at hun kaldte ham far, mens Jonas og Emil blev uadskillelige som brødre, og familien levede lykkeligt sammen resten af deres dage.
