**Dagbogsnotat**
Idag mødte jeg min svigermor Ulla ved opgangen, helt ude af det blå. “Åh, Freja, så godt jeg lige fangede dig! Så slipper jeg for at gå hele vejen op,” sagde hun, stadig lidt forpustet.
“Hej,” svarede jeg, lidt forbløffet over at se hende. Vi har nu ikke dårligt forhold, men hun kommer ikke ofte på besøg – det meste af hendes tid går til hendes datter Mathilde.
“Freja, kan du låne mig 2000 kroner? Vi sender Mathilde og Lukas på kurophold. Der skal købes så meget, og priserne er helt ude i hampen. Du ved godt, hvordan det er…” Hun rullede med øjnene og sukkede overdrevent.
Igen kogte jeg indeni. Hvor mange gange havde jeg ikke tænkt: “Jeg er ikke jeres pengeautomat!” Jeg ville gerne have råbt det i ansigtet på både hende og Mathilde, så det kunne få en ende.
Men jeg turde ikke. Ulla er mor til min mand Mads, bedstemor til vores datter Ida. At sige noget ville bare starte en konflikt og ødelægge familien. Jeg tænker altid på Mads’ følelser, for han ville stå midt imellem os to. Så jeg tav – men kunne mærke, at jeg ikke kunne holde ud at tie stille meget længere. Med en tung følelse i brystet rakte jeg alligevel ned i tasken efter min pung.
…Jeg kom hjem fra arbejde i dårligt humør. En ny revision, en chef, der råbte af alle, og så to overtimer. Derefter en hurtig indkøbstur, og nu stod der madlavning, lektier med Ida, og klargøring til i morgen. Uendelige opgaver.
Ida løb mig i møde i døren. “Mor, hej! Vi skal lave en naturprojekt om fugle til i morgen. Hjælper du mig?”
“Selvfølgelig. Lad mig lige skifte og lave mad, så ser vi på det.”
Jeg satte poserne på køkkenbordet og gik ind i stuen.
“Åh, Freja, jeg hørte dig slet ikke komme. Hvad er der? Arbejde igen?” spurgte Mads.
“Ja, den sædvanlige revision. Intet nyt,” svarede jeg og viftede afvisende.
“Hør, jeg har lige overført 1000 kroner til mor. De skal bruge en vinterjakke til Lukas.”
“Mads, kan vi ikke snart sige stop? Lukas har en far – lad ham klæde sin søn på! Hvorfor skal altid vores penge gå til deres problemer?”
“Freja, slap nu af. Du ved godt, hvor svært de har det…”
“Hvordan, Mads?!” Jeg måtte holde mig tilbage for ikke at råbe.
“Mathilde kan ikke finde arbejde, hendes eks betaler ikke børnepenge, og mor bruger hele sin pension på dem. Kan vi ikke bare hjælpe med en jakke? Vi har jo begge jobs…”
“Præcis, Mads! Vi arbejder begge! Hvorfor skal vores barn gå glip af noget, bare fordi vi skal redde en anden familie?! Forklar mig det!” Jeg kunne mærke, hvordan vreden stod mig i kinderne.
“Freja, lad os ikke skændes over noget så småt… Kom, jeg hjælper dig med maden.”
Mathilde er Mads’ lillesøster. For fem år siden giftede hun sig med den “velhavende forretningsmand” Jakob.
“Åh, Mathilde og Jakob er taget til Mallorca igen! Så luksus!” Ulla kunne altid finde på at prale af, hvor godt hendes datter havde det.
Men så viste det sig, at “forretningsmanden” og hans kone havde optaget lån til deres luksusliv. Pengene forsvandt hurtigt, og kaosset startede…
Jakob løb fra det hele – rygtet sagde, han var flyttet til Norge. Men Mathilde blev tilbage med gæld og en lille dreng. Ulla betalte en del af sin pension på hendes lån, og resten skulle så dække tre mennesker i en måned. Selvfølgelig var det ikke nok.
Så begyndte Mads og jeg at hjælpe. Vi betalte deres regninger, købte mad – alt mens vi selv sparede. Vi tænkte, det var en midlertidig situation.
Første gang jeg protesterede, var da jeg så Mathilde sidde på en café og nyde kage.
“Mathilde, hvad laver du her?” spurgte jeg forbløffet.
“Hvad? Jeg købte ind og skulle lige hvile mig. Hvad er der galt?”
“Vi giver jer penge, og du bruger dem på cafébesøg?”
“Åh, så nu skal du også bebrejde mig? Du må da godt gå på café, men jeg må ikke?!”
Den aften fik jeg et raseriudbrud fra Ulla. Jeg blev kaldt utaknemmelig, grisk, og beskyldt for at ødelægge familien.
“Ulla, jeg har ikke noget imod, at Mathilde tager på café. Men hun skal finde et arbejde først!”
“Arbejde?! Lukas er jo lille, han bliver nemt syg! Hvordan skal andre passe ham?”
“Alle andre børn klarer det. Ida gik i børnehave fra hun var halvandet.”
“Jamen så behøver I ikke hjælpe os mere! Jeg finder selv et job!” råbte Ulla og smækkede med døren.
Så fulgte stilhed. Hverken Mathilde eller Ulla kontaktede os. Mads var ked af det, men jeg forsikrede ham om, at Mathilde var voksen. Hun kunne søge arbejde, få børnepenge, få styr på sit liv.
Men Mathilde gad ikke. Og Ulla holdt hånden over hende i stedet for at sætte grænser.
…Engang mødte vi dem i et indkøbscenter. De gik lykkeligt med fyldte poser. Mathilde viftede med en ny telefon.
“Mathilde har fået et godt job nu! Hun klarer sig selv!” sagde Ulla hånligt.
“Fantastisk, Mathilde! Endelig!” sagde Mads glad.
“Ja, vi er så glade for dig,” tilføjede jeg.
Men sandheden var, at Mathilde havde taget et nyt kreditlån. Da pengene slap op, kom banken efter hende – og selvfølgelig kom hun løbende til os.
Vi gav igen. Hun lovede at ændre sig. Men ugerne gik, og intet skete.
“Nå, Freja, så slap jeg for at gå op!” sagde Ulla igen.
Jeg åbnede min tomme pung. “Se, Ulla, vi har ingen penge.”
Hun stirrede. “Hvad er det for et skuespil?! Vil du ydmyge os?”
“Nej! Vi har lige købt tøj til Ida, betalt for bilen, og selv gået glip af ferie. Men Mathilde skal på kurophold? Hvorfor skal vi ofre vores barns glæde for hende?”
“Du er en slange!” hvæsede hun og forsvandt.
“Præcis,” mumlede jeg og gik ind.
Tre uger senere ringede Ulla: “Mathilde mødte en mand på kuropholdet – han har givet hende arbejde!”
“Godt! Hvem er han?”
“Peter Bruun, iværksætter.”
Jeg stivnede. “Mads, vores chef sagde, han er en svindler.”
Men Mathilde affejede os: “Bland jer udMen selv da banken ringede igen og krævede deres penge, stod vi fast og sagde nej – det var sidste gang vi betalte for andres drømme.
