Mysteriet med det gamle fotografi
Mikkel og Freja gik i samme klasse. Hun var bare en helt almindelig pige, intet særligt. Men pludselig, enten fordi det var tid til at forelske sig, eller fordi der var sket noget med Freja, så Mikkel så på hende med nye øjne, som om han ikke genkendte hende. Verden vendte på hovedet og blev helt anderledes i hans forelskede sind.
Efter forelæsningen ventede han ved indgangen til universitetet. Men Freja løb forbi ham uden at lægge mærke til ham. Hun tog fat i en ung fyr, og de gik deres vej sammen. Mikkel stod længe og stirrede efter dem, selv da de forsvandt ud af syne, og forsøgte at undertrykke sin skuffelse og vrede.
Hvad havde han forventet? At hun skulle vente på, at han endelig ville se hende? Det var da helt naturligt, at en pige som Freja havde en kæreste.
En dag kom hun til undervisningen med røde øjne af gråd. Hun var tavs og tankefuld hele dagen. Mikkel ventede igen ved universitetet. Denne gang var der ingen, der hentede hende, så han tog mod til sig og gik hen til hende.
“Hjemad?” spurgte han.
“Nej, til min mormor. Jeg bor hos hende lige nu. Hun er syg.”
Freja fortalte, at hendes mormor havde for højt blodtryk og ømme led. Om foråret blev det altid værre. Hun kunne knap nok komme ud.
Mikkel gik ved siden af hende og lyttede kun med halvt øre, for han følte sig i syvende himmel. Hans hjerte hamrede af glæde, og i hans hoved gik det bedste navn i verden i takt – Freja, Freja, Freja.
Hun boede tre busstop fra universitetet.
“Jeg kan ikke invitere dig med op. Mormor har det dårligt,” undskyldte Freja uden for sin dør.
Næste dag spurgte Mikkel, hvordan det gik med mormoren.
“Okay. Men min mor kom i går aftes med sin nye mand. Mormor blev helt stresset, blodtryktet steg så meget, at vi måtte ringe efter en ambulance. Jeg ville ønske, hun ikke var kommet,” svarede Freja.
»Nå, sådan er det. Freja kan ikke lide sin stedfar. Måske er det derfor, hun flyttede til mormor?« Men Mikkel spurgte ikke ind til det.
Lige før sommerens eksamener døde Frejas mormor. Mikkel var der hele tiden, støttede og trøstede hende. Efter begravelsen blev Freja boende i mormors lejlighed.
“Er du ikke bange for mormors spøgelse?” spurgte Mikkel engang, da han fulgte hende hjem.
“Nej, selvom hun bestemt ikke var en engel, var hun god mod mig, i hvert fald.”
En dag tog Mikkel mod til sig og spurgte om den fyr, der plejede at hente Freja. Hun blev helt ændret i ansigtet og svarede med et sammenbidt smil, at han var blevet gift med hendes mor.
“Kan du forestille dig det? Nu er han min stedfar,” sagde Freja og gemte ansigtet i hænderne.
Efter den første eksamen inviterede Freja Mikkel hjem til sig. Lejligheden med tunge, gamle møbler og falmede mørke tapeter faldt i hans smag. På bordet lå en gammel fotoalbum.
“Må jeg?” spurgte Mikkel og pegede på den.
“Selvfølgelig. Jeg skulle vælge et billede af mormor til gravstenen…” Freja satte sig ved siden af ham på sofaen og begyndte også at kigge på billederne med korte kommentarer.
»Her er jeg lille. Og her er mine forældre, før jeg blev født.«
“Er dine forældre skilt?” spurgte Mikkel og huskede, at Frejas mor lige var blevet gift igen.
“Ja, min far kunne ikke klare hendes temperament. De blev skilt, da jeg var lille. Han har en ny familie nu. Vi snakker ikke sammen.”
“Hvem er det her?” Mikkel pegede på en ældre kvinde med et strengt, utilfreds udtryk.
“Det er mormor uden filter. Hun var sådan i de sidste år.” Freja bladrede videre.
“Men her er hun ung. Smuk, ikke?” Hun pegede på et andet billede.
Mikkel så et ansigt med smilende, sorte øjne – en smuk pige i en blomstret kjole. Han kunne knap nok tro, det var den samme person, men sagde ingenting.
Freja bladrede videre.
“Vent, gå tilbage,” bad Mikkel. “Er det også din mormor?” Han pegede på et billede, hvor den samme unge pige stod arm i arm med en ung mand. “Hvem er han?”
“Det ved jeg ikke. En ven eller måske en slægtning. Mormor kiggede aldrig i albummet, så jeg har aldrig spurgt.” Hun så på ham. “Mikkel, hvad er der?”
“Jeg bliver nødt til at gå.” Mikkel smækkede albummet i og rejste sig hurtigt. “Jeg ringer i morgen,” sagde han allerede ved døren. Han standsede et øjeblik, som om han ville sige eller spørge om noget, men ændrede mening og gik.
I stedet for at tage hjem tog Mikkel til sin morfar, som boede i den anden ende af byen. Han stirrede ud ad vinduet hele vejen uden rigtig at se noget.
“Mikkel! Hvad bringer dig her? Kom ind!” sagde morfar glad.
“Hvordan går det med studierne? Ingen dumpede eksamener, håber jeg? Hvad med kærligheden?” morfar bombarderede ham med spørgsmål.
“Alt er fint. Fik en 12-taller til min første eksamen,” sagde Mikkel stolt.
“Godt gået. Så sætter jeg lige vand over til en kop te til fejring.” Morfar gik ud i køkkenet, mens Mikkel gik hen til bogreolen.
“Hvad leder du efter?” Morfar kom lydløst ind og fik ham til at fare sammen.
“Der var et fotoalbum her…”
“Ja, jeg har lagt det nedenunder. Sådan der.” Morfar åbnede en skuffe og tog det gamle album frem. “Hvem skal du finde?”
Mikkel satte sig og bladrede igennem. Midt imellem siderne fandt han en halv foto.
“Er det dig? Hvorfor er den skåret over? Hvem var på den anden halvdel?”
Morfar røg sammen som efter et slag.
“Jeg kan ikke huske det. Der var ingen.” Men Mikkel så uro i hans øjne.
“Jeg har lige været hos en pige. Hun viste mig sin mormors fotoalbum. Hun havde det samme billede – men hele. Der står du med en ung kvinde, hendes mormor.”
Morfar sprang op og begyndte at gå frem og tilbage. Teanden fløjtede, og han gik ud for at slukke den, men kom ikke tilbage.
Mikkel fandt ham i køkkenet med hovedet i hænderne.
“Er du okay?” Mikkel satte den halve foto på bordet.
“Hvad hedder din pige?” spurgte morfar med svævende blik.
“Freja.”
“Hvad hed hendes mormor?”
Mikkel huskede et billede i Frejas lejlighed medMorfar tog en dyb indånding og sagde stille: “Hun hed Birthe, og hun var den største kærlighed i mit liv, men nogle historier er bedst begravet med de døde.”
