Hemmeligheder, der ødelagde en familie
Mette havde lavet smørrebrød og sat vand over til te, da hun satte sig på køkkenet i sin lejlighed i forstaden til Aarhus og ventede på sin svigermor. Døren gik.
“Tak, fordi du kom!” udbrød Mette og åbnede døren for Kirsten Holm.
“Hvad er det så hastigt om? Hvad ville du tale om?” spurgte svigermoren mistænksomt.
“Kom ind på køkkenet, jeg har en overraskelse til dig!” smilede Mette og skjulte sin nervøsitet.
Kirsten fulgte efter hende.
“Nå, hvad er det for en overraskelse?” gentog hun og satte sig.
“Se her!” Mette lagde et stykke papir foran hende.
Svigermor læste hurtigt igennem linjerne og gispede, hendes ansigt blev blegt.
Mette sad på soveværelset med hænderne for ørerne, men Kirstens skarpe stemme trængte gennem væggene. Det føltes, som om svigermoren skrabede en rusten ske mod hendes sjæl, vendte den ind og ud, indtil der kun var tomhed og smerte tilbage.
Mette havde længe vidst, at hun aldrig ville finde fælles fodslag med svigermoren. Men hvorfor forsvarede Lars, hendes mand, hende ikke? Kunne han virkelig ikke se, hvordan hans mor ydmygede hans kone? Hun vidste, han elskede hende, men hans tavshed rev hendes hjerte i stykker. Hvad foregik der i deres familie?
Kirsten vidste, hvordan man øvede pres. Hendes yndlingsbeskæftigelse var at kritisere Mette for ikke at kunne give hende børnebørn. Tre år var gået siden deres bryllup, og stadig var der ingen børn. Og selvfølgelig var det Mettes skyld – hvem ellers? Ikke hendes dyrebare søn!
Allerede fra første dag havde Kirsten ikke kunnet lide sin svigerdatter. Før de nogensinde mødte hinanden, havde hun besluttet, at hendes Lars fortjente bedre. Da han førte Mette hjem – faren var allerede død – kunne det ses i hvert et blik: sammenknebne læber, en kold tone, ikke et glimt af et smil.
Men Mette var for forelsket til at lægge mærke til sådanne “småting”. Alle ved, at de perfekte svigermødre ikke findes. Desuden boede hun og Lars for sig selv i hans hyggelige lejlighed midt i byen. Brylluppet var enkelt, men lykkeligt. Mette og Lars, begge i trediverne, havde taget en bevidst beslutning om ægteskabet. De var smukke, succesrige og delte fælles interesser. Deres liv så perfekt ud.
De besluttede ikke at vente med børn – Mette var næsten tredive. Men tiden gik, og den ønskede graviditet udblev. For de unge var det ingen katastrofe – de kunne vente og nyde hinanden. Men Kirsten havde ikke tålmodighed.
“Holder du øje med din cyklus?” spurgte hun strengt ved hvert besøg. “Du skal være mere opmærksom!”
Mette rynkede på næsen af sådanne spørgsmål. Hun, der var opdraget i en intellektuel familie, blev stødt over svigermorens taktløshed. Hun ville gerne sætte hende på plads, men hun elskede Lars, og han forgudede sin mor. At såre svigermoren betød at såre sin mand, så Mette holdt ud.
“Lad være med at lave grimasser! Jeg tænker kun på jeres bedste!” fortsatte Kirsten. “Næsten glemt: Jeg har aftalt en tid hos lægen, I skal derhen om et par dage. Og her, tag dette,” hun rakte Mette en pose med urter. “Bryg salvie og drik det. Det hjælper!”
Mette drak urterne, besøgte lægerne og fik undersøgelser. Diagnosen var den samme hver gang: hun var rask. “Gud har ikke givet os det endnu,” sagde lægerne. Men Kirsten, en overbevist ateist, accepterede ikke sådanne forklaringer. Hun havde brug for børnebørn – alle hendes veninder havde dem allerede, og misundelsen kvalte hende.
“Lørdag tager vi til en spåkvinde, jeg har lagt udbetaling,” meddelte hun en dag.
“Mor, hvorfor til en spåkvinde?” spurgte Lars forundret. “Hvad skal hun bruge til? At mane et barn frem?”
“Vær ikke latterlig! Vi skal prøve alt, så vi ikke fortryder bagefter!”
De tog til spåkvinden, som lagde kort og gav dem en flaske med en drik: “Tre dråber fem minutter før solopgang.” Men intet mirakel skete. Så mistede Kirsten tålmodigheden.
“En kvinde skal føde børn! Og du kan ikke!” kastede hun Mette lige i ansigtet.
“Bedstemor, hun plager mig,” klagede Mette over for sin bedstemor, der var på besøg.
“Hvad vil hun?” spurgte den gamle dame.
“Hun siger, jeg ikke kan give hende børnebørn.”
“Kan du?”
“Selvfølgelig!”
“Kan din Lars?”
Mette stivnede. Pludselig gik det op for hende, at Lars aldrig havde fået foretaget undersøgelser. Hvordan kunne hun have overset det? Alt var så åbenlyst, men Kirstens tone og sikkerhed havde blændet hende.
“Der har aldrig været syge i vores familie! Især ikke dem, der ikke kan få børn!” insisterede Kirsten.
“Lars, vil du ikke også tage nogle prøver?” foreslog Mette om aftenen i sengen.
“Hvorfor? Der er ikke noget galt med mig!” svarede han og viftede afværgende.
“Det er der heller ikke med mig! Men din mor tror, det er min skyld. Hvis du tager prøverne og alt er i orden, vil hun holde op. Sig ikke noget til hende endnu – lad os overraske hende!”
Lars gik modvilligt med til det. Der var mening i hans kones ord, og han ønskede at holde sin mor på afstand.
Resultaterne var et chok for dem alle. Analyserne viste: sædcelleaktivitet på kun 10% mod en norm på over 58%, bevægelighed under 8% mod en norm på over 32%. Der var få, og de bevægede sig næsten ikke. Årsagen var komplikationer fra en barndomssygdom, Lars ikke kendte til.
Mette gik ind på køkkenet, hvor Lars var ved at servere sin mor te, og lagde tavst papiret med resultaterne foran Kirsten.
“Her er din overraskelse. Nyd det!” sagde hun og så Kirsten lige i øjnene. “Sig ikke, du ikke vidste det.”
Hendes forvirrede blik afslørede hende: Kirsten havde vidst det, men i årevis havde hun bebrejdet Mette og ydmyget hende. Hvorfor? Af ondskab? Af kedsomhed? Lars tav stadig og støttede sin mor, selvom han for længst burde have stoppet hende.
Han stod og bladrede i papiret og så helt fortabt ud. Hans selvsikkerhed var forsvundet.
“Så vi får aldrig børn?” mumlede han.
“Du får ikke. Men jeg kan føde, n”Jeg vil ikke vente længere på et liv, der aldrig kommer til at blive mit,” sagde Mette og lukkede døren bag sig for sidste gang.
