Helt glemt blev det aldrig – Første kærlighed og gamle minder rører stadig hjertet Hver dag tog Prokhor metroen hjem fra arbejde, derefter bus, og så var han hjemme. Mere end en time brugte han på turen hver vej. Bilen stod ofte stille, for det var hurtigere med metroen end i bil gennem Moskvas myldretid. For cirka to år siden ændrede hans familieliv sig. Han og hans kone gik fra hinanden. Datteren blev hos hende, hun var dengang sytten år. De skiltes stille og roligt, Prokhor var den slags, der ikke kunne lide skænderier. Han havde længe bemærket, at konen havde forandret sig – og ikke til det bedre. Hun blev nemt irritabel, gik ud, kom sent hjem og undskyldte sig med veninder. Da Prokhor spurgte: – Hvor går du hen så sent? Normale koner er hjemme på det tidspunkt. – Det rager ikke dig. De “normale” kvinder er som høns. Men jeg er anderledes, klog og udadvendt, og jeg trives ikke derhjemme. Jeg er ikke en bondepige, som du. Du har altid været sådan siden du blev født på landet. – Hvorfor giftede du dig så med en bondemand? – Udvalgte det mindste af to onder, – svarede hun skarpt, og ville ikke forklare mere. Senere begærede hun skilsmisse og smed Prokhor ud fra lejligheden. Han måtte finde sig et sted at bo, blev vant til det, og havde ingen planer om at blive gift igen – men han var på udkig. Prokhor kørte med metro, og som de fleste brugte han tiden på telefonen – læste nyheder, vittigheder, så små videoer. Pludselig stoppede han op ved et opslag: – Folkehelbreder Maria, urtelæge. På skærmen stirrede hans første kærlighed på ham. En kærlighed der aldrig blev gengældt, endda håbløs. Første kærlighed glemmer man aldrig. Han huskede stadig den pige fra klassen. Hun var lidt underlig, men smuk. Han var ved at køre forbi sin station, men hoppede ud og gik mod hjemmet, tog ikke engang bussen. Da han kom hjem, smed han jakken og satte sig på den lave skammel i entreen, tændte ikke lyset, men stirrede på skærmen. Han noterede nummeret i annoncen, telefonen skulle lades op. Da mobilen var til opladning, prøvede han at spise, men havde ingen appetit. Satte sig på sofaen, og minderne væltede ind. Fra første klasse skilte Maria sig ud. Rolig og beskeden med en kraftig, lang fletning. Skolekjolen lidt under knæene, ikke som de andre piger. Deres danske landsby var så lille, at alle næsten kendte hinanden, men om hende vidste ingen noget. Hun boede med bedsteforældrene lige på den anden side af landsbyen, midt i skoven i et gammelt hus med udskårne karme. Da Prokhor første gang så hende, var han solgt – barnligt, men han syntes selv det var alvorligt. Alt ved hende var anderledes. Hun bar altid et tørklæde på hovedet, og hendes lille rygsæk med broderi var noget helt særligt; senere fandt han ud af, at den var hjemmesyet. I stedet for “hej” sagde hun “god helbred” – noget fra en gammel dansk eventyr. Hun løb ikke, råbte ikke på frikvartererne, var høflig og rolig. En dag kom Maria ikke i skole. Efter skoletid gik en flok af børnene, inklusive Prokhor, ud for at besøge hende. De drejede om hjørnet, og der åbnede sig et hus som i et eventyr. – Der er folk samlet, – sagde den kvikke Vera. De kom nærmere og så begravelsen. Marias bedstemor var død. Hun stod grædende, bedstefaren så stift frem for sig. Hele processionen gik til kirkegården, børnene fulgte med, og blev inviteret ind til mindehøjtid efterfølgende. Prokhor huskede det, fordi han aldrig havde været til begravelse før. Maria kom tilbage i skole efter et par dage. Tiden gik, pigerne blev teenagere, smukke og begyndte at konkurrere med hinanden. Men Maria gik altid rank, uden sminke, altid med den fine rødme på kinderne. Drengene begyndte at gøre kur til pigerne, og Prokhor ville prøve lykken hos Maria. I starten reagerede hun ikke, men sidst i 9. klasse sagde han til hende: – Må jeg følge dig hjem fra skole? Maria svarede stille og alvorligt så kun han hørte: – Jeg er tilsagt, Prokhor. Sådan er traditionen i min familie. Han blev ked af det, men forstod ikke hendes baggrund. Senere fik han at vide, at bedsteforældrene var gamle troende, og hendes forældre var døde for længst. Maria klarede sig strålende i skolen, gik aldrig med smykker som de andre piger, og lod sig ikke gå på af sladderen blandt klassekammeraterne. Hun blomstrede op år for år, og i tiende klasse var hun den smukkeste og mest yndefulde. Drengene beundrede hende, men hun blev aldrig mobbet. Efter skolen rejste klassekammeraterne hver til sit. Prokhor flyttede til København for at læse, og hørte ikke mere om Maria, kun at hun var blevet gift. Han kom sjældent hjem. Om sommeren tog han med på sommerarbejde. Maria blev gift med den fyr hun var lovet væk til, boede i en landsby, passede gården og dyr, og fik en søn. Færre og færre klassekammerater så hende. – Så hun blev altså urtelæge, – tænkte Prokhor på sofaen, – og hun er blevet endnu smukkere. Han faldt med besvær i søvn. Morgenen efter gik han på arbejde, men fortiden slap ham ikke – Maria stod klart for ham. – Ja, første kærlighed glemmer man aldrig. Flere dage gik han rundt i tåge, men efterhånden tog han mod til sig og skrev til hende. – Hej Maria. – God helbred, – lød svaret, hun var ikke forandret der. – Hvad kan jeg hjælpe med? – Maria, det er Prokhor, din klassekammerat – vi sad ved samme bord i skolen. Så dig på nettet og ville sige hej. – Ja, jeg husker dig godt, Prokhor, du var den bedste af drengene til at lære. – Her står dit nummer, må jeg ringe til dig? – Selvfølgelig, bare ring. Om aftenen ringede han efter arbejde, de talte lidt og udvekslede livshistorier. – Jeg bor i København og arbejder her, – sagde han. – Fortæl om dig selv – stor familie? God mand? Hvor bor du? – Jeg bor i mit hus, du ved, det gamle, ude ved skoven. Kom hjem efter min mands død. Bjørnen tog ham… Bedstefar er også gået bort. – Undskyld, Maria, det vidste jeg ikke… – Det er længe siden – jeg har det roligt. Livet er sådan, Prokhor, vi ved så lidt om hinanden. Ringer du som kunde i urter, eller bare for at snakke? – Bare for at snakke. Jeg savnede dig, og hele vores landsby – det er længe siden jeg har været hjemme, min mor døde for flere år siden. De talte om gamle klassekammerater og sagde farvel. Ugerne gik, men Prokhor ringede snart til Maria igen. – Hej Maria. – God helbred, Prokhor, savner du eller er du syg? – Savner dig, Maria – må jeg komme og besøge dig? – spurgte han stille, men håbefuldt, hjertet bankede. – Kom bare – kom når du kan, – sagde hun, og han fornemmede hendes smil. – Jeg har ferie om en uge. – Så er det perfekt, kom endelig, du kender adressen. Han forberedte sig hele ugen, købte gaver, nervøs for om hun var som han huskede, eller havde forandret sig. Efter en uge kørte han fra København tilbage til sin barndoms landsby. Det tog seks timer, men han elskede langture. Landsbyen dukkede pludselig op, da han drejede fra hovedvejen. Byen havde forandret sig meget. Nye huse, fabrikken bestod, supermarkeder og caféer var kommet til. Han standsede ved en butik. – Hvor er det vokset, – sagde han højt. – Tænkte det var ligesom så mange andre danske landsbyer – men den stråler jo. – Vi er nu blevet til en provinsby, – sagde en ældre mand stolt, – og har haft den status længe. Du har ikke været hjemme i mange år, hva’? – Nej, det er længe siden, far, – sagde Prokhor. – Vi har fået en god borgmester, han bekymrer sig om byen – derfor blomstrer den. Maria ventede på Prokhor i haven, efter opkaldet. Hun så bilen komme frem rundt hjørnet, hjertet bankede vildt. Ingen vidste nogensinde, at Maria i al sin tid havde elsket Prokhor – hvis han ikke var vendt tilbage, ville hun have båret denne hemmelighed til sin grav. Mødet var glædeligt, de sad længe sammen i lysthuset. Det gamle hus var blevet slidt, men stadig hyggeligt og imødekommende. – Maria, jeg kommer faktisk for en sag, – hun så på ham med et alvorligt og lidt bange blik. – Hvilken sag? – spurgte hun spændt. – Jeg har elsket dig hele mit liv. Vil du slet ikke svare min kærlighed nu? Maria sprang op og omfavnede ham. – Prokhor, jeg har også elsket dig siden barndommen. Prokhor tilbragte hele ferien hos Maria. Da han tog af sted lovede han: – Jeg ordner arbejdet, går over til hjemmearbejde – og så vender jeg tilbage. Jeg bliver her, jeg skal ikke væk igen. Her hører jeg hjemme, her skal jeg bruges, – grinede han.

At glemme helt lykkedes ikke

Hver dag tog Peder metroen hjem fra arbejdet, derefter bussen, og så var han hjemme. Turen frem og tilbage tog over en time. Bilen blev ofte stående, for i København var der så mange trafikpropper morgen og aften, at metroen var langt lettere og hurtigere.

Det var omtrent to år siden, hans familieliv tog en drejning; han og hans kone var blevet skilt. Datteren blev boende hos sin mor, hun var dengang sytten år. Skilsmissen var stille og rolig, for Peder var en mand, der ikke brød sig om drama. Han havde længe set, at hans kone havde forandret sig og ikke til det bedre. Hun var ofte nervøs uden grund, gik meget ud, kom nogle gange sent hjem, med forklaringer om veninder.

En dag spurgte Peder:

Hvor går du hen så sent? Gode hustruer er hjemme på det tidspunkt.

Det vedkommer dig ikke. De der gode hustruer er bare høns. Jeg er anderledes; klog, udadvendt og jeg har ikke lyst til kun at sidde hjemme. Og jeg er ikke en bondetøs, som dig. Du er født på landet, og der er du stadig.

Hvorfor blev du så gift med en bonde?

Valgte det mindste af to onder, svarede hun, og ville ikke diskutere mere.

Snart søgte hun om skilsmisse og bad Peder flytte ud, så han måtte finde en lejlighed at leje. Han var blevet vant til det, havde ingen planer om at gifte sig igen, men kiggede stadig.

Peder sad i metroen som alle andre, spildte ikke tiden, men dykkede ned i telefonens skærm, læste nyheder, vittigheder, så korte videoer. Pludselig fik han øje på et opslag og gik tilbage det slog ham nærmest som lyn. Han genkendte ansigtet i telefonen og læste teksten.

Folkemedicin ved Malene, behandling med urter.

Ansigtet på skærmen var hans første, uforglemmelige kærlighed. Sandt nok var den aldrig gengældt først ung kærlighed ryster hjertet længe efter. Han huskede meget tydeligt Malene fra hans gamle klasse. Hun var lidt mærkelig, men meget smuk.

Han var ved at køre forbi sin station, skyndte sig ud af vognen, droppede bussen, og gik hurtigt hjem han fik lyst til at gå. Hjemme smed han jakken og satte sig uden at tænde lyset på den lille skammel i gangen, kun optaget af telefonen. Så skrev han nummeret ned fra annoncen, og telefonen var ved at løbe tør for strøm, så han satte den til opladning.

Han forsøgte at spise, men havde ingen virkelig appetit. Han stak lidt til maden, gik over til sofaen, og minderne kom væltende.

Malene havde altid været anderledes. En stille og beskeden pige med lang, tyk fletning; hendes skolekjole var pæn og dækkende, lidt anderledes end de andre pigers. I den lille by kendte mange hinanden, men om hende vidste ingen rigtigt noget. Hun boede med bedstemor og morfar lige uden for byen, i et smukt gammelt træhus med udskårne detaljer i træ og sprossevinduer.

Da Peder så Malene første gang, blev han straks betaget som barn, men følte det som noget stort. Alt ved hende var særligt. Hun bar altid et lommetørklæde på hovedet, bar en hjemmelavet rygsæk smukt broderet, som ingen andre havde.

I stedet for Hej hilste hun altid med: God helbred ønskes. Hun lød, som om hun hørte til i et eventyr. Hun løb aldrig rundt i frikvarteret, råbte ikke, hun var altid høflig og rolig.

En dag kom Malene ikke i skole, så pigerne tog ud for at besøge hende hun havde måske fået det dårligt. Peder gik med dem. Uden for byen drejede vejen til venstre, og bag svinget dukkede det særlige træhus frem næsten som fra en eventyrbog.

Der er mange samlet derovre, sagde den hurtige Cecilie.

De kom tættere på og så, at der var begravelse. Malenes bedstemor var død. Malene stod med lommetørklæde, tørrede tårerne, mens morfaren stirrede ud i luften, stille og mut. Hele selskabet gik mod kirkegården, og børnene fulgte med. Efter begravelsen blev de endda inviteret indenfor til mindesammenkomst.

Det gjorde indtryk på Peder, det var hans første begravelse. Malene kom igen i skole et par dage senere. Tiden gik, de voksede op, pigerne begyndte at gå med makeup og kappes om smarte ting. Malene gik altid rank, uden makeup, med et sundt rødt skær i kinderne.

Drengene begyndte at gøre kur til pigerne Peder ville også prøve at gøre indtryk på Malene. Først reagerede hun slet ikke, men i niende klasse sagde han til hende:

Må jeg følge dig hjem fra skole?

Malene kiggede alvorligt på ham, svarede lavt:

Jeg er allerede forlovet, Peder. Sådan er traditionen hos os.

Peder blev trist, og forstod ikke rigtig, hvad det betød og hvem de var. Først senere fandt han ud af, at bedsteforældrene tilhørte de gamle grundtvigianere forældrene var for længst døde, og Malene blev opdraget af bedstemor og morfar.

Malene var dygtig, fik altid gode karakterer, bar aldrig smykker, som de andre piger. Selvom klassekammeraterne snakkede bag hendes ryg, lod Malene sig ikke mærke og bar sig altid værdigt.

For hvert år blev hun kønnere. I tiende var hun usædvanlig smuk, slank, og alle beundrede hende, men ingen drenge drillede eller talte grimt om Malene.

Da skolen sluttede, spredtes alle; Peder tog til København og begyndte på universitetet. Han hørte kun, at Malene havde giftet sig. Han kom sjældent hjem, tog tit på arbejdslejre om sommeren.

Malene giftede sig med den, hun var forlovet med, og flyttede til hans landsby. Hun passede køer, lavede hø, tog sig af hjemmet, og fik en søn. Ingen fra klassen så hende siden.

Det er dét, Malene laver nu, tænkte Peder, mens han sad i sofaen. Hun helbreder folk med urter. Hun er blevet endnu smukkere.

Peder sov dårligt, og næste morgen ringede vækkeuret. Han spiste morgenmad og tog på arbejde, men tankerne om fortiden og Malene slap ham ikke.

Ja, første kærlighed glemmes aldrig. Den rører hjertet, tænkte han.

Nogle dage gik han rundt i et tåget humør, så holdt han ikke ud længere og skrev til hende.

Hej, Malene.

God helbred ønskes, svarede hun, stadig med den gamle hilsen. Hvad kan jeg hjælpe dig med? Er der noget ud over det sædvanlige?

Det er Peder, din gamle klassekammerat. Kan du huske, vi sad ved samme bord i skolen? Så dig online, og fik lyst til at skrive.

Ja, jeg husker dig Peder, du var den dygtigste af drengene.

Dit telefonnummer står her må jeg ringe til dig? spurgte han forsigtigt.

Selvfølgelig, bare ring, jeg skal nok svare.

Efter arbejde ringede han. De talte lidt, delte hvor de boede nu.

Jeg bor i København og arbejder her, sagde han. Fortæl mig om dig, Malene. Har du en stor familie? En god mand? Hvor bor du nu?

Jeg bor i mit gamle hus, det du kender. Flyttede tilbage efter min mand døde en bjørn i skoven Morfar døde også for længe siden.

Undskyld, Malene, det vidste jeg ikke

Det går nok, det er år siden, jeg har lært at leve med det. Vi ved jo aldrig om hinandens liv. Ringer du for urterne, Peder, eller bare sådan?

Bare sådan. Jeg har ikke brug for urter, jeg så dig og blev ramt af minderne. Savner byen, har ikke været der i mange år, min mor døde for længe siden.

De talte om gamle tider, og lagde derefter på. Hverdagen gik videre, og efter en uge blev Peder rastløs han ringede igen.

Hej, Malene.

God helbred, Peder. Har du savnet eller blevet syg?

Jeg har savnet dig. Bliver du sur, hvis jeg kommer og besøger dig? spurgte han forsigtigt, med bankende hjerte.

Kom bare, svarede hun uventet, kom når du vil.

Jeg har ferie om en uge! sagde han glad.

Det passer fint, du kender adressen. Han kunne høre smilet i hendes stemme.

I en uge forberedte han sig, købte gaver til Malene, var nervøs for valget, om hun var anderledes nu. Men snart kørte han fra København ud til sin hjemby. Turen tog seks timer, men han nød den; elskede lange køreture.

Byen dukkede op pludselig, da han drejede fra hovedvejen. Der var sket meget; nye huse, fabrikken stod der endnu. I hovedgaden var supermarkeder og caféer. Han steg ud foran en butik.

Jeg troede vores by, som så mange andre, bare var blevet forsømt. Men den har virkelig blomstret, sagde han højt, mens han så sig om.

Den er ikke længere en landsby, vi har været en købstad i årevis, svarede en ældre mand, der kom forbi, og stoppede op. Du har nok ikke været her længe?

Længe, far, det er længe siden, svarede Peder.

Vi har en god borgmester, med hjertet på rette sted, derfor har byen vokset.

Malene ventede på Peder i gården, hun havde ringet, da han nærmede sig byen. Hun så bilen komme rundt om hjørnet, og hjertet bankede stærkt. Ingen vidste, at Malene havde været stillet forelsket i Peder lige siden de var børn. Hvis han ikke var dukket op, ville hun have båret den hemmelighed til sin grav.

Mødet var glædeligt. De sad længe i den gamle pavillon. Træhuset var ældet, men stadig hyggeligt og indbydende.

Malene, jeg er kommet med en sag, sagde han alvorligt. Hun så på ham med en blanding af frygt og spænding.

Nå, lad mig høre.

Jeg har elsket dig hele mit liv kan du virkelig stadig ikke svare igen? udbrød han endelig.

Malene sprang op, og omfavnede ham.

Åh, Peder! Jeg har elsket dig lige så længe.

Ferieugen blev tilbragt hos Malene. Da han tog hjem, lovede han:

Jeg får styr på arbejdet, går over til hjemmejob og kommer tilbage. Jeg vil ikke flytte herfra igen. Her er jeg vokset op, her skal jeg bruges, grinede han.

Livets veje fører os ofte rundt, men første kærlighed og barndommens varme forsvinder aldrig. Man kan ikke kontrollere, hvad livet bringer, men man kan altid finde tilbage til det, der virkelig giver livsværdi.