Det var længe kendt i den lille landsby, at Mads snart ville komme hjem. Pigerne begyndte at gøre sig til; de lavede flotte frisurer og fandt deres fineste tøj frem. Men Karen, der havde mistet begge sine forældre, tænkte, hvorfor skulle hun bruge på sådanne finurligheder? Hun var, som hun nu engang var. Og alligevel, det var lige netop hende, Mads forelskede sig i ved første blik.
Folk var misundelige på Karen, for hun havde tiltrukket sig byens mest eftertragtede fyr. Da Mads første gang trådte ind i landsbyen, tabte alle pigerne næsten pusten. Høj, stærkbygget og flot, og ikke mindst fra byen København, hvor han havde studeret i udlandet. Forældrene var velhavende, og hans farfar havde endda været sognerådsformand, der havde givet alle sine børn en god start i livet. Nu glædede han sig blot til børnebørn og praler ofte med deres succes.
Selvom de andre piger forsøgte at vinde Mads opmærksomhed, var det kun Karen, han så. Da sommeren var slut, tog han hende med sig til København. Farfar Erik gav sine formaninger: Hun har ikke haft det nemt i livet pas godt på hende! Mads lovede det.
Livet i byen var noget helt andet alt gik så stærkt. Karen håbede, at Mads ville forblive den varme og omsorgsfulde mand, hun havde lært at kende, men snart forandrede alting sig. Mens de planlagde brylluppet, var de stadig et par, der delte glæder og sorger, men efter bryllupsrejsen var det, som om noget i ham ændrede sig. Han begyndte næsten at skamme sig over sin unge kone. Svigermor Kirsten talte næsten slet ikke til hende og hvis hun gjorde, kom ordene hårdt ud. Karen følte sig aldrig god nok til den flotte søn.
Hun lavede maden forkert, vaskede skjorterne forkert, selv gulvvasken var der altid noget i vejen med. Karen blev mere og mere ked af det, men hvor skulle hun tage hen? Hun fik ikke lov til at arbejde:
Hvad kan du dog tjene med din uddannelse? Bliv nu bare hjemme, sagde Mads.
Så hun blev hjemme. Da hun blev gravid, var Mads lykkelig, og det virkede som om, alt ville vende til det bedre. Svigermoderen begyndte ovenikøbet at skælde sin søn ud i stedet for Karen. Men så ramte tragedien Karen mistede barnet. Tingene blev hurtigt værre.
Du duer jo ingenting, hverken klogskab eller helbred har du. Du har kun dit udseende og hvad skal vi bruge det til? sukkede Kirsten. Mads svarede blot med et tilfreds, overbærende smil, som om det slet ikke drejede sig om hans egen kone.
Da hun igen blev gravid, var glæden ikke til at finde, og der var ingen kærlighed eller spændt forventning. Tværtimod blev han irriteret hendes krop forandrede sig, og det tålte han ikke godt. Kirsten sagde nu til sin søn, at han skulle opføre sig ordentligt, for børn burde fødes i kærlighed.
Men kærligheden var væk, og Karen mærkede, at Mads helt var blevet fremmed. De sov efterhånden i hver deres værelse, og han brugte al tid på arbejdet, kom først hjem, når hun allerede sov. Karen græd mange nætter, men hun holdt ud for barnets skyld – hun nægtede at vise, hvor såret hun var.
Da tiden var inde, og ingen kunne køre hende på hospitalet Mads havde ikke været hjemme i en uge ringede Karen selv efter en ambulance. Hun fødte, men hun ringede ikke til nogen; hun vidste ikke, hvor hun hørte til. Foran hospitalet ventede pludselig en bil pyntet med balloner. Karen blev glad. Men Mads var der ikke kun svigermor Kirsten og farfar Erik stod pænt klædt med blomster.
Tak, mit barnebarn, for denne fantastiske gave. Ingen på jorden er som mit oldebarn! glædede farfar Erik sig. Kirsten sagde ikke meget, men hun kunne næsten ikke tage øjnene fra lillepigen. Hun kredsede om Karen og hjalp til.
Hjemme stod et dækket bord, og Kirsten havde endda bagt Karens yndlingskage.
Jeg havde aldrig troet, jeg havde opdraget sådan et fjols som Mads, udbrød Kirsten pludselig. Han forlod dig og den lille, men det gør ikke noget. Vi klarer den uden ham. Vi skal ikke finde os i noget. Jeg melder ham ud af lejligheden, så må han bo, hvor han vil. Her skal vi have plads til os selv. Tænk om han slæber endnu en kone hertil.
Hvad skal hun hedde? spurgte Erik. Måske Anne-Marie, ligesom din mor?
Karen brød hulkende sammen hun havde ikke grædt sådan i lang tid. Kirsten strøg hende over håret:
Bare rolig, du skal nok blive lykkelig igen. Se nu, hvor godt du passer som mor. Og hvis han ikke kunne se det så er det hans tab.
Jeg tager hjem til landsbyen igen. Vi får det bedre der.
Det er rigtig tænkt, svarede Erik. Vi opdrager hende sammen.
***
To år senere, efter Karens hjemkomst, begyndte Lars, en jordnær og arbejdsom fyr fra landsbyen, at komme på besøg. Tidligere ville Karen aldrig have overvejet ham, men hendes krav havde ændret sig: Det vigtigste var kærlighed og varme.
Sig ja, hvor finder du en mere fornuftig mand? Han har altid været god mod dig, og du kender ham helt fra lille. Hvad nu, hvis Mads vender tilbage?
Karen afbrød hurtigt:
Han kommer ikke tilbage. Og jeg elsker ham ikke længere.
Sådan! sagde Erik og smilede. Nu skal vi til at planlægge bryllup.
***
På bryllupsdagen dukkede Kirsten op.
Hvordan behandler du egentlig Karen? sagde hun til Lars med bekymret mine. Hun gik hjem fra arbejde i dag. Der er rod hjemme, og Anne-Maries strømpebukser er ikke engang strøget.
Og hvem er du? undrede Lars sig.
Svigermor.
Tidligere svigermor, rettede Lars.
Nu må I ikke skændes, lo Karen. En svigermor er aldrig helt forhenværende.
Jeg er bare nervøs, indrømmede Kirsten. Jeg håber bare, at jeg stadig får lov at se mit barnebarn.
Kom, når du vil, sagde Lars, men vores familie vil vi bygge selv, uden for meget indblanding.
Karen så kærligt på Lars. Den her mand, vidste hun, ville altid stå ved hendes side. Hun smilede og forstod, at lykken nogle gange findes i det nære, i hverdagen, når man tør vælge sig selv og dem, der viser ægte omtanke.
