Det har nu været mange år siden, men dengang vidste hele landsbyen i god tid, at Mikkel ville komme hjem på besøg. Pigerne gjorde sig ekstra umage, flettede håret og klædte sig pænt. Men søde og forældreløse Rikke tænkte ikke over den slags pigekneb hun var nu engang bare, som hun var. Netop dét faldt Mikkel pladask for med det samme.
Rikke blev genstand for misundelse; hvordan havde hun dog fået sådan en flot fyr? Da Mikkel første gang viste sig i landsbyen, gik rygterne hurtigt alle pigerne sværmede om ham. Han var høj, bredskuldret, og så var han københavner med uddannelse fra udlandet. Hans forældre var velstillede folk.
Hans farfar, gamle Poul, havde i sin tid været sognerådsformand, sørget for at alle børn fik en god fremtid, og nu ventede han kun på børnebørn at forkæle og prale lidt med.
Det var længe ventet, at Mikkel skulle komme. Og som altid gjorde byens unge piger sig i stand. Men Rikke, der voksede op uden forældre, lod tingene være, som de var. Mikkel forelskede sig straks i hende.
Pigerne lokkede og flirtede som de kunne, men det var forgæves. Da ferien var slut, tog Mikkel Rikke med til København. Farfar Poul sagde alvorligt, “Hun har ikke haft det let, sørg for at tage dig af hende.” Det lovede han.
Livet i byen var hektisk, langt fra det, Rikke kendte. Hun håbede, at Mikkel ville forblive omsorgsfuld og kærlig, men det blev anderledes. Mens brylluppet nærmede sig, var der bekymringer og ømhed mellem dem, men efter bryllupsrejsen begyndte Mikkel at trække sig væk. Det var, som om han blev flov over sin unge kone. Svigermoren, Kirsten, talte koldt og overbærende, og Rikke følte sig aldrig rigtig velkommen.
Hun lavede slet ikke suppen, som Kirsten foretrak, vaskede skjorterne forkert og vaskede endda gulvet på den gale måde. Rikke var ulykkelig, men hvor skulle hun dog tage hen, når de delte lejlighed? Hun kunne ikke engang få arbejde, og Mikkel sagde altid:
Hvad vil du tjene med din skolegang? Bliv nu bare hjemme.
Så sad hun hjemme. Da hun blev gravid, var Mikkel i noget nær ekstase nu troede hun et øjeblik, at alt ville blive bedre. Svigermoren blev mildere og skældte nu i stedet sin søn ud for ikke at passe ordentligt på Rikke. Men så skete det forfærdelige Rikke mistede barnet, og alting blev værre.
Du duer til ingenting, hverken klog eller robust, suk, kun dit pæne ansigt hvad kan det bruges til? sukkede Kirsten tungt. Mikkel smilede nedladende, som om det slet ikke handlede om hans egen kone.
Den næste graviditet førte ikke til glæde. Nu var der hverken omsorg eller forventning, kun irritation over hendes forvandlede krop. Svigermoren forsøgte at tale Mikkel til rette: et barn skal fødes i kærlighed. Men Rikke mærkede tydeligt, at kærligheden var borte; de begyndte at sove i hver deres værelse, og Mikkel blev sent på arbejdet, kom hjem, når hun allerede sov.
Hun græd de lange nætter væk, men havde intet sted at flygte uden forældre, uden anden familie, og hun ønskede ikke, at hendes barn skulle ende uden familie. Rikke forsøgte at holde sammen på det hele og skjule sin sorg.
Da tiden kom til fødslen, var der ingen, der kunne køre hende Mikkel havde ikke været hjemme i en uge. Hun ringede selv efter ambulancen. Hun fødte alene og anede ikke, hvor hun skulle tage hen bagefter. Da hun forlod hospitalet, stod en bil pyntet med balloner udenfor. Rikke blev glad måske var Mikkel der? Men han var der ikke. Det var svigermor Kirsten og farfar Poul, der ventede på hende, begge med blomster og store smil.
Tak for gave, mit barnebarn der er ingen i verden som hende, sagde gamle Poul rørt. Kirsten forsøgte at skjule det, men hun kunne slet ikke tage øjnene fra barnebarnet. Hun kredsede hele tiden om den lille.
Hjemme var der dækket bord, og Kirsten havde bagt Rikkes yndlingskage.
Jeg troede aldrig, at min søn kunne være sådan en skarn, udbrød Kirsten. Han har forladt dig og barn, men bare rolig. Vi skal nok klare os uden ham. Vi lader ham ikke gøre jer fortræd jeg skal nok smide ham ud af lejligheden, for vi får brug for pladsen. Han kan jo tage en ny kone med; han bliver sikkert ved.
Hvad skal pigen hedde? spurgte Poul, skal vi kalde hende Karen, ligesom din mor?
Rikke begyndte at græde, hun havde ikke grædt sådan længe. Kirsten klappede hende blidt på hovedet.
Du skal nok finde lykken igen, vær ikke urolig. Se, hvor smukt moderskabet klæder dig. Han så det bare ikke.
Jeg vil tilbage til landsbyen, der har vi det bedre.
Det synes jeg, du skal, sagde Poul. Vi tager os sammen af barnebarnet.
***
To år efter Rikkes hjemkomst friede Anders en venlig, lokal fyr til hende. For ikke så længe siden, før hun havde mødt Mikkel, ville Rikke slet ikke have kigget til hans side. Men nu betød noget andet mere: at han elskede hende og aldrig ville lade nogen skade hende.
Sig ja, hvor finder du en bedre mand? Du har kendt ham hele dit liv, og hvad nu hvis Mikkel vender tilbage?
Han kommer ikke tilbage, sagde Rikke bestemt. Jeg elsker ham ikke mere.
Så lad os holde bryllup! jublede Poul.
***
Til brylluppet kom Kirsten alligevel.
Hvordan behandler du Rikke? sagde hun til Anders med et surt ansigt. Hun gik hele vejen hjem fra arbejde i dag, og i huset er der rod, Karens strømpebukser er ikke engang glattet.
Og hvem er du? spurgte brudgommen undrende.
Svigermor!
Eks-svigermor, indskød Anders.
Nu må I to holde op, lo Rikke, en svigermor bliver man aldrig helt færdig med.
Jeg er bare nervøs for, at jeg ikke længere må se mit barnebarn, sagde Kirsten undskyldende.
Besøg os, når du vil, sagde Anders, men vores familie skal vi nok selv tage ansvar for.
Rikke så stolt på Anders: Han vil aldrig svigte mig, tænkte hun, og smilede.
