Ved du hvad, hele familien samlede sig for at sende farmor afsted. Ingen skjulte noget, de sagde ligeud til hende, hvor træt de var af at have hende boende, og at nu var det endelig forår, så hun skulle flytte ud i sommerhuset på landet til langt ind i efteråret. Børnene var ret kølige over for hende, svigerdatteren havde aldrig brudt sig om farmor, og sønnen var konstant ude at rejse med arbejdet og når han endelig kom hjem, var han ikke spor bedre til at behandle sin mor end resten af familien.
Hun var en byrde for dem. Farmor forstod det hele, og hun holdt ud kun lige og glædede sig til foråret hvert år, som om det var det bedste og sikreste, eneste ægte i hendes liv.
Foråret kom tidligt det år. Farmor sad tit på bænken foran opgangen og nød den varme blå himmel, lod solen varme sin ryg. Hun så ud, som en ruflet spurv tynd, i gamle klude, slidte sko med overtræk af gummi.
Selvom hendes familie ikke brød sig om hende, var naboerne flinke. De hilste altid på hende, spurgte hvordan hun havde det, eller hjalp hende ind op til femte sal. Fodbolddrengene fra opgangen bar nogle gange hendes indkøbsnet, når de mødte hende på vej hjem fra butikken.
Selv i hendes alder lavede hun det meste i hjemmet lavede mad, vaskede tøj og ryddede op. Det var hendes pligter. Svigerdatteren lavede næsten aldrig noget af det.
“Du sidder bare hjemme hele dagen, så kan du også lave alt det der,” sagde hun frækt, når hun kom hjem fra job og smed skoene i entreen.
Børnebørnene talte aldrig med farmor. Og når de havde venner på besøg, blev hun i sit værelse, for engang sagde hendes yngste barnebarn, at hun var pinlig at se på.
Farmor indvendte aldrig. Hun var mest stille, og om aftenen, når alle sov, græd hun lidt alene i sit lille kammer over sin skæbne.
På dagen de skulle sende hende afsted mod landet, bestilte de en taxa så skulle de ikke rundt med hende i busser og tog. Hun havde næsten intet med; en gammel taske og en lille pose med nogle klude.
Hun støttede sig til sin stok og stavrede hen ad stationen. Ved en bænk satte hun sig ned og ventede på toget. Da det kom, gik hun ind, kiggede ud ad vinduet med et varmt, mildt blik. Da toget begyndte at rulle, fandt hun et krøllet foto frem fra tasken sønnen, børnebørnene og svigerdatteren smilede på billedet. Hun så kun deres smil dér på fotoet nu. Farmor kyssede det og lagde det forsigtigt tilbage i tasken.
Da hun steg af ved stationen ude ved landet, gik hun stille af sted mod sommerhuset. En venlig sjæl kørte hende næsten hele vejen. Hun åbnede lågen, trådte ud på den mudrede sti til det gamle bindingsværkshus. Her var alt kendt og kært. Her var farmor vigtig. Om end det kun var for de skæve vægge, det slidte plankeværk, det gamle vindfang men alligevel, hun var nødvendig her. Her ventede nogen på hende.
For farmor var landet alt. Hun blev født her. Hendes børn blev født og manden døde her. Hun havde boet halve livet i huset, overlevet sin ældste søn, som ikke nåede at blive gammel.
Farmor åbnede skodderne, tændte op i ovnen. Hun satte sig på bænken ved vinduet og blev tankefuld. På samme bænk havde hendes børn siddet. Ved det bord havde de spist, sovet i de senge, løbet på gulvet og kigget ud ad vinduet. Pludselig lød barnebørns stemmer for hendes øre dengang var hun mor, den mest vigtige og elskede.
Solen skinnede ind, som den havde gjort hver forår, og hun mindedes alle de glade, bekymrede år her. Hun smilede til den danske forårssol…
***
Næste morgen vågnede hun ikke. Hun blev for altid på sin egen jord. På bordet lå stakke af gamle fotos og et, der var nyt men krøllet, det samme, hvor familien smilede til hende igår.
Mens vi lever, kan vi nå så meget. Sige undskyld, takke, tilstå vores følelser. Vi må ikke udskyde den slags for når nogen går bort, kommer de aldrig tilbage, og vi får tunge sten i hjertet, som er svære at bære.
Vi skal leve med tro, ærlighed og gøre godt fra hjertet. Elske, vente, værdsætte andres følelser, huske dem, der gav dig livet og satte dig på benene.
Hele familien samledes for at lave babka