Du, jeg kom til at tænke på en historie, jeg har lyst til at dele med dig. Hele familien hjalp til, da de skulle pakke farmor til forårsturen til sommerhuset. De sagde ikke skjult, hvor træt de var af hende faktisk sagde de det ret direkte: Nu er foråret her, og så skal hun endelig af sted til landet frem til sent efterår. Hverken børnebørnene eller svigerdatteren havde varme følelser for hende, og hendes søn var altid væk på forretningsrejser. Og selv når han var hjemme, var han ikke mere kærlig end resten af familien.
Farmor følte sig som en byrde. Hun forstod det hele og holdt ud med de sidste kræfter, år efter år, ventede på foråret, som om det var det bedste og eneste rigtige i hendes liv.
Denne forår kom tidligt. Farmor sad tit foran blokken og nød det lune, danske forårssol. Hun var nærmest skrøbelig som en lille fugl, tynd, i slidte, gamle klude og flade hjemmesko med gummikaloscher over helt typiske for en ældre dansk dame, du ved.
Selvom familien ikke gav hende kærlighed, var naboerne altid søde. De hilste på hende, spurgte til hendes helbred og hjalp hende op på femte sal, når de så hende nede. Selv nabolagets unger bar hendes indkøbsposer, når de mødte hende på vej fra Brugsen hjem fra skole.
Trods sin alder tog farmor stadig hånd om hjemmet lavede mad, vaskede og gjorde rent. Det var hendes ansvar, for svigerdatteren rørte sjældent en finger.
Nu sidder du alligevel hjemme hele dagen, så kan du jo gøre det hele, sagde svigerdatteren, hver aften hun kom fra arbejde og smed skoene i gangen.
Børnebørnene talte aldrig med farmor. Når deres venner var på besøg, blev hun inde på sit værelse, for engang havde en af dem sagt, at hun var pinlig at se på.
Farmor sagde aldrig imod hun var mest stille og holdt tankerne for sig selv. Om aftenen, når huset sov, græd hun i stilhed i sin lille stue over sit liv.
Da tiden kom, tog de en taxa til stationen hun skulle ikke belastes med busser. Hun havde kun en gammel sportstaske og en lille pose med tøj. Med stok kom hun langsomt henover perronen, satte sig på bænken og ventede på toget. Da hun kom ind i vognen, kiggede hun ud på foråret med rare øjne. Da toget rullede ud, fandt hun et lidt krøllet foto frem fra tasken hendes søn, børnebørnene og svigerdatter smilede på det. Det var efterhånden kun på billeder, hun så deres smil. Hun kyssede fotografiet blidt og lagde det forsigtigt tilbage i tasken.
Da hun stod af toget, gik hun stille mod sommerhuset. En venlig sjæl kørte hende næsten hele vejen. Hun låste sig ind og traskede ad mudrede stien op til det gamle bindingsværkshus. Alt føltes velkendt: De slidte vægge, det skæve hegn, og trappen her følte hun sig endelig ønsket og hjemme. Selv de gamle brædder ventede på hende.
Landet betød alt for farmor: Her var hun født, her fik hun børn, her mistede hun sin mand. Hun havde levet halvdelen af sit liv i denne lille landsby. Hun havde overlevet sin ældste søn sådan er livet nogle gange.
Farmor åbnede skodderne, tændte op i brændeovnen, og satte sig på bænken ved vinduet. Hun tænkte på gamle dage hendes børn havde siddet her, spist ved samme bord, sovet i de senge, løbet hen over gulvet, og kigget ud af de samme vinduer. Hun kunne næsten høre børnestemmerne i luften. Dengang var hun mor helt uundværlig, den allerbedste og mest nærværende.
Forårssolen skinnede som den gjorde dengang. Der havde været mange lykkelige og varme forår her. Hun smilede til landsbyens venlige forår.
***
Om morgenen vågnede farmor ikke mere. Hun blev i sit Danmark på sin jord. På bordet lå gamle fotografier, og det ene nye, lidt krøllede, det samme fra dagen før, hvor hendes familie stadig smilede til hende.
Så længe vi lever, kan vi nå meget. Sig undskyld, sig tak, vis følelser alle de ting, man ikke skal udskyde til i morgen, for når nogen går bort, kommer de aldrig tilbage. I vores hjerter kan der ligge sten, som bliver tungere og tungere. Vi må leve oprigtigt, være gode med hjertet, elske, vente med tålmodighed, værdsætte andres følelser og huske dem, der gav os livet og lærte os at stå på egne ben.
Hele familien samlede babkaen