Hele familien hjalp med at lave babka

Hele familien samlede sig om at hjælpe gamle Mormor afsted.
De skjulte ikke deres træthed; de sagde hende faktisk direkte, at hun var blevet for meget. Det var tilmed helt åbent, at nu hvor foråret endelig var kommet, skulle hun ud til sommerhuset på Fyn, og at hun ville være væk indtil sen efterår. Børnebørnene var kolde i deres omgang med hende, svigerdatteren bryder sig ikke om hende, og min bror hendes søn var altid på forretningsrejse i udlandet. Selv når han var hjemme, var han ikke venligere end resten af familien.
Hun følte sig som en byrde. Og det vidste hun udmærket. Hun udholdt det, tålmodigt, år efter år, og ventede på foråret, som var hendes eneste håb; det eneste sikre, det eneste ægte.
Denne forår kom tidligt. Mormor sad ofte nede ved opgangen og nød det milde forårsvejr, lod solen varme sig. Hun lignede en slidt spurv, tynd og iført gamle klude, slidte filttøfler med gummigaloscher trukket over.
Selv om familien tog afstand, havde naboerne altid et venligt smil til hende. De hilste, spurgte til hendes helbred, og hjalp hende op til femte sal. Nabodrengene bar endda hendes indkøbsposer, når de mødte hende på vej hjem fra Brugsen.
Trods sin høje alder klarede hun stadig alt i hjemmet. Hun lavede mad, vaskede tøj, gjorde rent. Det følte hun som sine pligter, da svigerdatteren sjældent gjorde noget selv.
Når du bare sidder hjemme hele dagen, så kan du jo lave det hele, sagde svigerdatteren, når hun kom hjem om aftenen, og sparkede skoene af i entreen.
Børnebørnene talte ikke med hende. Den ene havde engang sagt, hun var til skam, så hun blev på sit værelse, når deres venner kom på besøg.
Mormor modsagde ingen. Hun blev bare stille, især om aftenen, når huset var roligt og alle sov. Der sad hun og græd i stilhed på sit lille værelse, over sin triste skæbne.
Til banegården blev hun sendt med taxi de ville ikke tage offentlig transport med hende. Hun havde kun en gammel rejsetaske og et lille net med noget gammelt tøj.
Med stav i hånden humpede hun langs perronen, satte sig ved bænken, og ventede på toget til Fyn. Da det ankom, gik hun ind, og så ud af vinduet med et mildt blik. Mens toget kørte, tog hun en krøllet foto frem fra tasken drengen, børnebørnene og svigerdatteren smilte på billedet. Det sidste år havde hun kun set deres smil her. Hun kyssede fotoet og lagde det forsigtigt tilbage.
Da hun gik fra stationen, kom en lokal forbi med bilen og satte hende næsten af ved sommerskuret. Mormor gik ad den våde sti, åbnede havelågen og trådte ind. Her føltes alt velkendt; her var hun nødvendig om ikke andet for de gamle vægge, det skæve hegn og den vindblæste trappe. Her ventede nogen på hende.
Landsbyen var hendes verden. Her var hun født, her blev børnene født, og her døde min bedstefar. Halvdelen af sit liv havde hun boet her. Hun havde endda overlevet sin ældste søn, som ikke nåede at blive gammel.
Mormor åbnede skodderne, tændte op i kakkelovnen. Hun satte sig ved vinduet på bænken, tænksom. Engang sad hendes børn her, de spiste ved dette bord, sov i de gamle senge og løb hen over gulvet, kiggede ud gennem vinduet. Hun hørte deres stemmer for sit indre øre. Dengang var hun deres mor den vigtigste, den mest nødvendige, den mest elskede.
Og solen havde dengang også skinnet ind ad vinduet, forår efter forår, lykkelige og travle, levet herinde. Hun smilte til den venlige, danske forårssol
***
Næste morgen vågnede hun ikke. Hun blev i sommerhuset, hvor hun hørte til. På bordet lå gamle fotos, og ét nyt det krøllede, hvor familien smilte til hende.
Så længe vi lever, kan vi nå meget.
Vi kan sige undskyld, sige tak, bekende vores kærlighed. Mens vi lever, må vi ikke udskyde det til i morgen. Når et menneske går, kommer det aldrig tilbage; og vi må bære de sten i hjertet, der bliver tungere for hver dag.
Vi bør leve med tro og sandhed, gøre godt fra hjertet, elske, vente, værdsætte andres følelser og huske dem, der gav os livet og satte os på benene.