Birgitte, hej! Gør klar til gæst, sagde søsteren og trillede kufferten ind i entreen med foden.
Om lørdagen, omkring middagstid, mens Birgitte ikke tænkte på noget særligt, ringede det på døren.
To gange. Så tre gange mere. Og til sidst en lang, vedholdende ringning.
Jakob, uden at løfte blikket fra fjernsynet, sagde eftertænksomt:
Det må være en insisterende en.
Udenfor stod Hanne, lillesøsteren. Med to store kufferter, en taske over skulderen og det udtryk, som kun folk med store beslutninger bag sig får fuld af selvsikker tilfredshed.
Birgitte, hej! Gør klar til gæst, sagde hun, mens hun rutineret trillede første kuffert ind med foden. Helt professionelt. Som om hun havde trænet hele livet.
Birgitte trådte til side. Instinktivt. Fyrre års søskendeforhold sætter sine spor. Kroppen reagerer før hovedet.
Hvor længe bliver du? spurgte hun og kiggede på den næste kuffert.
Hanne tog jakken af, hængte den på den knage, hvor Birgittes uldfrakke allerede hang, og så sig omkring med et blik så kritisk og grundigt som en entreprenør, der overtager et nyt byggeri.
For altid, Birgitte. Jeg flytter ind. I har jo en stor lejlighed, tre værelser, og I er kun to. Der er mindst ét værelse i overskud. Så nu bestemte jeg mig.
Birgitte så på sin søster et øjeblik. Hun havde bestemt sig.
I stuen skruede Jakob diskret op for lyden på fjernsynet.
Hanne, vent lige. Er det alvorligt?
Helt ærligt, ja, sagde Hanne, allerede på vej ned ad gangen, mens hun kiggede ind i værelserne. Den her passer godt. Lys ind. Vindue ud mod gården, helt roligt.
Det var gæsteværelset. Det værelse, hvor den gamle sovesofa stod, symaskinen stod i hjørnet, og hvor de tre kasser med ting, Birgitte aldrig fik sorteret, opholdte sig.
Hanne, Birgitte hentede hende i døråbningen. Vi har ikke engang talt om det her.
Hvorfor snakke? Søsteren hævede forundret øjenbrynene. Vi er familie, Birgitte. Familie deler alt. Det sagde mor altid. Til dig såvel som til mig.
Birgitte syntes ikke lige det var nu, man skulle tale om mor.
Bag væggen mumlede fjernsynet om ugens vejr. Jakob lod til at studere det meget grundigt.
Imens begyndte Hanne at pakke ud.
Hun gjorde det grundigt. Selvfølgeligt. Som et menneske, der omsider får det hjem igen, hun altid har ment var sit.
Først flyttede hun sengen. Hun brød sig ikke om at hovedgærdet vendte mod vinduet træk, Birgitte, min nakke kan ikke klare det! Så skubbede hun symaskinen ind i hjørnet. Bruger du den? Nej? Nå, så. Birgitte så symaskinen blive skubbet væk, men sagde ikke noget.
Sent første dag stod Hannes hjemmesko i gangen store, vamsetøfler med kvaster, lige som dem fra varme boder på torvet. Ved siden af dem stod Birgittes pæne sko, som en bibliotekar ved siden af en cirkusbjørn.
Jakob spiste stilfærdigt aftensmad og undersøgte suppen med en alvor, som om der kunne gemme sig noget vigtigt.
God suppe, sagde han.
Suppe er vel suppe, svarede Hanne og spurgte: Jakob, har I en ventilator? Der er så varmt på mit værelse.
Jakob kiggede op. Så på Hanne. Så på Birgitte.
Vi må se efter, sagde han.
Birgitte sukkede indvendigt så dybt, at noget snurrede nede ved hælene.
På tredje dag gik Hanne i gang med køleskabet.
Det interessante var, at hun ikke bare åbnede og kiggede. Hun undersøgte det som en forsker med sit objekt.
Birgitte, din kærnemælk er for gammel.
Jeg ved det, jeg nåede ikke at smide den ud.
Hvorfor har du tre pakker smør liggende? De fylder bare.
Hanne, det er mit køleskab.
Så hvad? Jeg er jo ikke fremmed.
Det var hendes universelle sætning. Trylleordet. Birgitte hørte det fem gange dagligt, og tænkte altid: hvad hvis jeg svarede ærligt? Jo, Hanne, i denne sag er du faktisk fremmed. Men hun sagde det aldrig.
Imens gjorde Hanne sig helt hjemme.
Hun fandt ud af, hvornår Jakob gik til træsløjd og hvornår han kom hjem. Hun vidste præcis, hvornår Birgitte så serie og netop da kom Hanne forbi med en kop te og et brændende behov for at snakke. Om livet, om naboer som hun ikke selv havde mere om vejret, om ungdommen nu til dags, og især om politik, hvor Hanne aldrig løb tør for holdninger.
Birgitte lyttede, nikkede, holdt øje med tvet fra øjenkrogen, hvor hendes heltinde gennemlevede sit drama, mens Birgittes eget føltes mindst lige så betydningsfuldt.
Om morgenen stod Hanne altid først op.
Birgitte havde troet, Hanne var natteravn. Men nej en morgenfugl. Med program. Klokken seks var der allerede aktivitet på køkkenet, pander der hvæsede, service der klirrede, og Hannes stemme fyldte lejligheden med energi:
Jakob, vil du have spejlæg? Birgitte, med eller uden tomat? Jeg fandt noget ost i køleskabet, lidt hård, men jeg rev den bare vi smider den vel ikke ud!
Jakob kom ud i køkkenet, med ansigtet fuld af jeg blev vækket, men det er svært at klage. Han satte sig. Spiste æg. Sagde høfligt tak.
Birgitte stod i døren i sin morgenkåbe og betragtede scenen.
Hun serverer morgenmad for min mand. I min lejlighed.
Måske var det denne morgen, hvor noget indeni Birgitte sagte faldt i hak.
Hun hældte kaffe op, satte sig ved vinduet og ringede til datteren.
Mette, har du tid?
Ja mor, hvad er der?
Kan du komme forbi? Jeg har brug for at snakke.
Mette kom søndag til frokosttid. Havde kage med. Gav moren et knus og spurgte stille:
Nå, fortæl så.
Birgitte fortalte det hele. Om kufferterne. Om tøflerne med kvaster. Om symaskinen. Om osten, der blev revet vi smider den vel ikke ud. Om spejlæggene.
Mette lyttede uden at afbryde. Kun hævede hun nogle gange øjenbrynene så højt, at de næsten ramte pandehåret.
Mor. Betaler hun egentlig? Til mad, regninger osv.?
Hun siger, hun vil give til maden.
Siger, eller gør hun?
Birgitte tav.
Siger.
Mette så ud mod gangen, hvor gæsteværelset lå bag lukket dør.
I det samme kom Hanne ud. Hun så Mette og smilede varmt, ægte sådan som dem, der ikke har skjulte dagsordner.
Mette! Hvor er det hyggeligt, du kom! Birgitte, hvor har du sukkeret? Det er tomt i skålen.
I skabet, svarede Birgitte.
Må jeg ta?
Selvfølgelig.
Hanne tog sukker, rørte i kaffen og nikkede tilfreds.
Mette så på hende med den ro, man kun har, når beslutningen er truffet før samtalen.
Tante Hanne, sagde hun, hvornår fik du egentlig solgt din lejlighed?
En kort, men sigende pause.
Hvor ved du det fra? spurgte Hanne og satte koppen.
Tante Grethe nævnte det lidt tilfældigt. Hun ringede og kom til at sige det.
Hanne så på Birgitte. Birgitte så ud af vinduet.
Jamen, hvad så, jeg har da penge nu, sagde Hanne, småfornærmet, men stålsat, som én der er blevet afsløret, men stadig føler sig i sin ret. Jeg ser tiden an. Markedet er skørt. Bor lidt her, sparer op, så finder jeg måske noget.
Og lidt er hvor lang tid? spurgte Mette.
Tjah, et år. Måske to. Vi må se.
Birgitte vendte sig væk fra vinduet.
Hanne, sagde hun stille. Du fik penge for din lejlighed og slog dig ned hos mig, for ikke at bruge af dem. Er det ikke rigtigt?
Birgitte, nu er du urimelig.
Er det rigtigt?
Vi er jo familie, svarede Hanne. Hendes sidste låsemester-sætning.
Men denne gang virkede den ikke på Birgitte.
Mette og familien flytter ind i det værelse. Jeg har inviteret dem. De kommer på lørdag.
Hanne så på Mette. Mette drak te og kiggede roligt ned i koppen, som om hun vidste langt mere end hun sagde.
Hvornår nåede du at det? begyndte Hanne.
Jeg nåede det bare, sagde Birgitte.
Det var en hvid løgn. Mette havde egen lejlighed og havde ingen planer om at flytte. Men Birgitte kiggede så roligt på søsteren, som om det her var ufravigeligt.
Hanne sagde intet i et stykke tid. Så rettede hun på morgenkåben.
Nå, sagde hun. Kort. Uden omsvøb.
Hun gik ind til sit.
Hanne pakkede to dage.
Uden hast. Med samme grundighed, som da hun flyttede ind. Først knitren fra poser, så bøjler der klirrer, senere blev der flyttet lidt rundt på møbler nok sengen tilbage hvor den stod. Birgitte holdt sig væk. Jakob gjorde også.
Onsdag morgen stod Hanne med begge kufferter klar i køkkenet.
Jeg tager hen til Lisbeth nu, sagde hun. Hun har spurgt længe.
Ok, svarede Birgitte.
Ring gerne en gang imellem.
Jeg skal nok.
Hanne greb kufferten.
Birgitte, sagde hun i døren, uden at vende sig. Du har forandret dig.
Birgitte tænkte et sekund.
Ja, sagde hun. Det tror jeg.
Døren lukkede.
Birgitte stod i entreen. Kiggede på knagen, hvor Hannes jakke var væk. På gulvet, hvor de kvastede tøfler ikke længere lå. Der blev mere plads.
Hun gik ind i gæsteværelset. Åbnede vinduet.
Flyttede symaskinen tilbage til vinduet der, hvor den altid havde stået.
Senere ringede Mette:
Nå, er hun taget af sted?
Ja, hun er væk.
Hvordan har du det?
Birgitte tænkte sig om.
Godt, sagde hun. Rigtig godt.
Udenfor blev det mørkere, Jakob rasslede nede i køkkenet med tallerkener, og det var den bedste, mest hjemlige lyd i verden.
Nogle gange er grænser nødvendige også overfor dem, vi elsker. Først da kan man mærke friheden og glæden ved eget liv.
