En bus. Alle passagererne sidder stille og kigger ud ad vinduet uden at tage notits af hinanden. Udenfor siler regnen ned. Ved et af stoppestederne stiger en hjemløs mand ombord. Selvom han næppe var ældre end halvtreds, så han meget ældre ud. En ubehagelig lugt bredte sig hurtigt i hele bussen. Hans tøj var snavset, og hans hår uglet.
Gode mennesker, kan I hjælpe mig med lidt penge til brød? Jeg har ikke spist i tre dage, sagde han stille.
Langt de fleste passagerer ignorerede ham, mens enkelte rodede efter mønter i deres punge.
Pludselig råbte en mand midt i bussen:
Du har ikke penge til mad? Så få dig et arbejde! Hvor længe vil du leve af andres penge? Jeg blev selv fyret i dag, men jeg står ikke og tigger. Jeg har endda et lån på mit rækkehus på Amager.
Manden, der havde råbt, så ellers ud til at klare sig fornuftigt. Den hjemløse kiggede ned, forlegen. Med sine snavsede hænder rodede han i lommen og fandt sine møjsommeligt sparede penge frem og rakte dem til manden.
Tag dem, du har nok mere brug for dem end mig. Og jeg ved, der findes gode folk, der vil hjælpe mig.
Med de ord forsøgte den hjemløse at forlade bussen. Manden, som lige havde skældt ud, løb efter ham og prøvede at give pengene tilbage. Alle passagererne fulgte stille med i det, der skete.
Efter han nåede den hjemløse udenfor bussen, forsøgte manden at forklare sig. Men den hjemløse grinede og rystede smilende på hovedet. Han ville ikke tage pengene tilbage.
Livet er en gave. Der findes mange gode mennesker i verden. Man skal huske at glæde sig over hvert eneste øjeblik, sagde den hjemløse tankefuldt.
Manden stod tilbage, urørlig, mens tårerne løb ned ad hans kinder. Det var tydeligt, at han havde fået noget at tænke over. Han holdt pengene fra den hjemløse tæt ind til sig og vidste, at der nogle gange skal så lidt til for at man indser, hvad der virkelig betyder noget.
