«Har du allerede bestemt det for mig?!» – en historie om et brudt bryllup
Signe sad ved et bord i den hyggelige restaurant midt i Århus og ventede på sin forlovede, Nikolaj. Han virkede anspændt, tog sin telefon frem hvert øjeblik og kastede nervøse blikke på skærmen.
»Nikolaj, du er så underlig i dag. Hvad foregår der?« spurgte hun og prøvede at skjule sin bekymring.
»Vent lidt, jeg forklarer det snart. Vi venter bare på mine forældre…« svarede han og viftede afværgende.
»Hvilke forældre?«
»Mine. Og et par andre mennesker kommer med dem. Vi er ikke bare her for at spise – der er noget, vi skal tale om.«
Signe følte en knude i maven. Hun havde kendt Nikolaj i et halvt år og kunne genkende hans »vigtige samtaler« på tonen. De endte aldrig godt.
Ti minutter senere ankom Nikolajs forældre – Henrik og Dorthe – sammen med to fremmede.
»Mød Lars og Mette,« sagde Nikolaj med et bredt smil. »De er interesserede i din lejlighed. De vil gerne leje den på lang sigt.«
»Min… lejlighed?« Signe greb hardt om gaffelen.
»Ja, selvfølgelig. De er seriøse – de vil betale 5.000 kroner om måneden. Vi skal jo bo hos mine forældre efter brylluppet. De har et stort hus udenfor byen. Hvorfor skal din lejlighed stå tom? Den kan tjene penge!«
Signe følte, hvordan hendes fingre blev kolde. Nikolaj lagde nogle papirer fra en mappe på bordet uden at lægge mærke til hendes reaktion.
»Her, jeg har allerede talt med banken. Vi kan overføre dit realkreditlån til os begge – renten bliver lavere, og det bliver lettere at betale.«
»Har du… allerede besluttet alt?« Stemmen dirrede. »Uden at spørge mig?«
»Åh, kom nu, ikke vær så barnlig!« indskød Dorthe. »Nikolaj tænker på jeres fremtid. I er jo næsten familie nu!«
Lars og Mette så på hinanden.
»Undskyld, men er lejligheden på dit navn?« spurgte Mette Nikolaj.
»Ikke endnu, men…«
»Så passer det ikke os,« sagde Lars køligt. »Vi vidste ikke, at ejeren ikke engang vidste om det. God aften.«
De forlod bordet og efterlod en ubehagelig tavshed.
»Nå, der har vi det,« fnøs Dorthe. »Fremmede, ordentlige mennesker, og du skræmmer dem væk med dit temperament, Signe!«
»Mit temperament?« Signe rejste sig langsomt. »Det er ikke temperament. Det er min ret – at bestemme over min bolig.«
»Er du seriøs?!« Nikolaj blev hvid som et lagen. »Vi har jo planlagt alt!«
»Du har planlagt alt. For os begge. Uden mig. Og jeg gider ikke bygge en fremtid med en, der synes, det er helt fint.«
»Signe, vi kan tale om det…«
»Nej. Der bliver ikke noget bryllup.«
Hun forlod restauranten uden at se sig tilbage. Og hun svarede ikke på en eneste besked.
Derhjemme, mens hun sad på vindueskarmen med en kop varm te i hænderne, tænkte hun kun én ting:
»Bedre alene – men med respekt for sig selv – end sammen med en, der ikke forstår det.«
