Den gamle købmand i udkanten af Køge var et yndet sted blandt de lokale: lækker delikatesse, ærlige portioner og venlige ekspedienter. Mette Hansen havde arbejdet der i femten år – først ved vægten, senere som afdelingsleder. Hun vidste alt, huskede alt – hvem der skulle have fyldte peberfrugter, hvem der ikke måtte glemme brynesten, og hvem der skulle have en ekstra stor portion “af hjertens godhed”.
Denne dag skyndte hun sig ud fra lageret med en bakke sulten. Lige da hun satte den i disken, fangede hendes blik en velkendt skikkelse – en høj mand i et slidt frakkeklædt med triste øjne stod ved disken og så ud til at lede efter nogen.
Mette gik hurtigt hen:
“Hvis du leder efter Lise, er hun syg. Hun er tilbage næste uge. Skal du have det sædvanlige – frikadeller og ribben?”
Manden så overrasket ud:
“Kan du virkelig huske, hvad jeg plejer at købe?”
“Selvfølgelig. Du er jo en fast kunde,” svarede Mette og rødmede lidt.
Han virkede forlegen, men tilføjede pludselig lavmælt:
“Jeg har altid prøvet at nå hen til dig, Mette, men ender altid hos Lise. Det er næsten synd.”
“Hvor ved du fra, hvad jeg hedder?”
“Det står jo på dit navneskilt.”
Bag dem lød Trines irriteret stemme:
“Mand! Hold nu op med at holde køen! Der er ti mennesker bag dig!”
Han rykkede sig:
“Undskyld. Hjemmelavede frikadeller, tak…”
Og så, mere stille, mens han så hende lige i øjnene:
“Måske kunne en sød kvinde engang lave rigtige hjemmelavede frikadeller til mig. Undskyld, Mette, men du har ingen ring… Hvis du ikke er gift – må jeg måske følge dig hjem efter arbejde? Jeg bor lige overfor. Alene.”
Mette nikkede knap hørbart og rakte ham posen. Hjertet hamrede – som i ungdomsårene.
“Så ses vi til aften,” smilede han. “For resten, jeg hedder Torben.”
Hele dagen føltes Mette, som om hun svævede. Selv Trine lagde mærke til det:
“Mette, er du blevet syg? Kinderne er røde som en ung pige på første date!”
“Alt er fint, Trine, jeg er bare i godt humør.”
Ved fyraften satte Mette lidt læbestift på, trak tørklædet tættere om sig og gik ud af butikken. Torben ventede allerede.
“Skal vi gå en tur? Måske i biografen?”
Vejret var klamt, våd sne klæbede til øjenvipperne. De gik langs promenaden og talte lavmælt, som om de havde kendt hinanden i hundrede år. På et tidspunkt foreslog han:
“Hva’ med at komme ind til mig, Mette? Vi kan drikke lidt the og varme os. Jeg bor jo lige her.”
“Øh, det er vel… vi kender jo knap hinanden…”
“Hvad mener du? Jeg har set dig i et helt år. Gået her og nydt, hvordan du arbejder. Du er så venlig og ærlig. Blid med de ældre, imødekommende over for børn. Det føles, som om jeg har kendt dig længe. Men genkender du ikke mig?”
Hun smilede:
“Okay, Torben. Lad os gå. Jeg er helt gennemblødt.”
Hans lejlighed var enkel, men hyggelig. Han hjalp hende af med frakken, satte skoene til tørre, lavede te med citron og frembød kager.
Da en rigtig snestorm brød løs udenfor, spurgte han pludselig:
“Bliv her. Jeg sover i køkkenet. Hvor skal du gå hen nu?”
Mette så sig om – det var varmt, fredeligt, og hjertet sagde: Du behøver ikke løbe din vej.
“Okay, jeg bliver…”
Hun lagde sig på sofaen, ham i køkkenet. Men da de vågnede, lå de sammen – alene sov det sig bare ikke.
Da Lise kom tilbage efter sygemeldingen, så hun straks, hvordan Torben hentede Mette efter arbejde.
“Se dig lige an! Jeg er kun væk en uge, og så har du allerede stjålet min kunde!” grinede hun.
I virkeligheden var Lise glad. For en lykkelig Mette var som solen: hendes lys varmede alle omkring hende. Og rigtig glæde kan ses på lang afstand. Selv frikadellerne og ribbenene solgte hurtigere den uge…
