Mads, har din lillesøster Alberte været forbi igen? spørger Karen sin mand, mens hun kigger ned i det halvtomme køleskab. Hver gang, hun har været her, er maden altid væk.
Ja, hun kiggede lige forbi, svarer Mads. Hun klagede igen over, at de ikke har penge nok derhjemme. Jeg kunne jo ikke nænne at sende hende afsted tomhændet, hun er jo min søster.
Gav du hende også penge?
Lidt over to tusind kroner, indrømmer Mads lidt skamfuldt. Alberte fortalte, at Christoffer har problemer på jobbet igen, og at de ikke engang kunne betale huslejen.
Hvem skulle have troet det… Jeg forstår bare ikke, hvorfor hun absolut skulle gifte sig som tyveårig? Hvorfor stoppede din mor hende ikke?
Du kender jo Alberte. Hvis hun først har sat sig noget for, er der ikke nogen, der kan flytte hende. Men bare rolig, hun skal nok lære at stå på egne ben til sidst.
Karen sukker tungt. Selvstændighed er godt, men indtil videre har Alberte kun levet for familiens regning.
* * *
Christoffer er også stadig en ung fyr, der lige er kommet i gang på arbejdsmarkedet. Han har ikke haft travlt med at købe gaver til sin kone. Alberte mener, at det er hans ansvar at forsørge hende, og hun har slet ikke lyst til at tage et job selv.
Albertes og Mads mor, Grethe, bakker også datteren op. Hun ser godt, at der mangler penge hos den unge familie, så Grethe hjælper altid økonomisk og forventer, at Mads også gør en indsats.
Hun er jo stadig en ung pige og skal se godt ud, siger Grethe. Alberte har ikke fundet et job, hun gider, og Christoffer er noget nærig. Så vi har pligt til at hjælpe.
Og Mads hjælper, når han kan. Men Karen har hurtigt fået nok. Hun forstår ikke, hvorfor en del af Mads løn skal gå til Alberte, når de selv sidder i lejlighed og sparer på det hele for at kunne lægge til side til en ejerbolig og nu også skal sørge for hans søster.
* * *
En dag kommer Karen hjem og ser, at både svigermor Grethe og Alberte er på besøg. De sidder og småsnakker med Mads, men bliver tavse, da Karen træder ind. Karen fornemmer straks, at der er noget alvorligt i gang.
Må jeg vide, hvad I har gang i? Jeg har på fornemmelsen, I planlægger endnu en økonomisk hjælp fra vores familie.
Du tager fejl, siger Grethe muntert. Det er bare nogle familie-sager, du ikke behøver bekymre dig om.
Karen fnysser vantro og trækker ud i køkkenet for at lave aftensmad. Fem minutter senere kommer Alberte ud, åbner køleskabet uden at spørge og sukker:
Hvorfor er der næsten ikke noget? Karen, har du ikke været ude at handle?
Jo, selvfølgelig har jeg, svarer Karen lidt træt. Men min løn kommer først om to dage, så jeg har kun handlet det allermest nødvendige. Hvis du er sulten, kan jeg varme lidt suppe til dig.
Nej tak, det spiser jeg ikke. Jeg bruger ikke penge på mad jeg bestiller pizza, sushi og går på café med Christoffer.
Kan Christoffers løn betale for det? Du siger da altid, at I mangler penge.
Så spørger jeg bare mor eller Mads. Det er da helt normalt, at familien hjælper hinanden.
Få minutter efter tager Grethe og Alberte afsted. Karen vender sig straks mod Mads:
Hvad ville de egentlig?
Mor planlægger at sælge sommerhuset i Rørvig og ville have mig til at hjælpe med noget papirarbejde. Hun vil give hele beløbet til Alberte. Hun er jo ung og har brug for lidt kapital til at komme godt i gang i livet, synes hun.
Jeg forstår det ikke, siger Karen chokeret. Bryder det dig ikke, at det kun er din søster, der får pengene? Som din kone er jeg fuldstændig imod det. Jeg tror, det bare gør tingene værre for Alberte.
Karen, du skal ikke blande dig, siger Mads alvorligt. Sommerhuset tilhører min mor, så hun bestemmer, hvem der får pengene.
Mads lader diskussionen dø og går ind i stuen. Han synes, morens beslutning er rigtig og er stolt af at være den generøse storebror.
* * *
Kort efter bliver sommerhuset solgt. Det er tydeligt for Karen, at Alberte ingen planer har om at bruge pengene fornuftigt. Det hele ryger på take-away, tøj og elektronik.
Da pengene slipper op, går Alberte igen til sin mor:
Nu har jeg igen ingen penge! Jeg vil tage kørekort og købe en bil! Har I ikke mere, jeg kan få? Nogle forældre køber endda lejligheder til deres børn Mor, hvorfor er vi så fattige?
Grethe bliver overrasket over datterens udmelding. Hun havde ikke forestillet sig, at pengene ville forsvinde så hurtigt. Da hun er kommet sig, siger hun:
Alberte, der er ikke mere. Jeg håbede jo, du ville spare eller bruge pengene fornuftigt. Du er uddannet bogholder, så find nu et job og brug det, du kan.
Jeg skal ikke være bogholder! Sidde foran en skærm hele dagen og ødelægge øjnene? Min mand må forsørge mig og du også. Jeg er kun tyve! I har opdraget mig, men nu skal jeg klare mig selv? Tak for det!
Rolig nu, siger Grethe, mens hun prøver at berolige datteren. Vi finder på noget. Hvad hvis vi beder Mads om penge? Vi kan sige, det er til noget vigtigt. De sparer jo op til lejlighed, så der må være overskud.
Tror du virkelig, de vil give mere? Karen er så nærig, hun sparer endda på mad. Godt, at Mads altid vil hjælpe.
Så tager vi over til dem! siger Grethe beslutsomt. Det klarer vi.
En time senere står Grethe og Alberte foran Mads’ og Karens lejlighed i København. Karen ser med det samme, at de ikke er kommet for at hygge, men for at bede om noget.
Mads, vi har et vigtigt problem! udbryder Grethe, knap de er trådt ind. Kun du kan hjælpe os.
Karen spænder op. “De vil have flere penge,” tænker hun med det samme.
Hvad sker der?
Alberte vil købe bil, men sommerhuspengene er væk, siger Grethe med et undvigende smil. Så vi håbede, I måske kunne hjælpe lidt.
Karen kan knap tro sine ører:
Undskyld, hvad? Allerede brugt alle pengene? Det var jo ellers en gedigen sum, hvor blev det af? Alberte, har du tænkt dig lidt mere over, hvad du bruger penge på?
Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre! råber Alberte fornærmet. Jeg er ung og har mine krav, jeg gider ikke leve som en eller anden sur kartoffel. Jeg går i byen, tager på spa og vil have gode ting. Jeg nægter at spilde min ungdom på nød!
Har du prøvet at tage et job? bemærker Karen tørt. Det hjælper faktisk overraskende meget, så man ikke skal tække penge fra familien.
Mads vil undgå et skænderi og prøver at mægle:
Lad os lige tage det roligt. Der er ikke råd til en bil, men vi kan måske hjælpe lidt økonomisk.
Rigtig gjort, min dreng! smiler Grethe tilfreds. Jeg vidste, du ville bakke op.
Hvad med at spørge mig? siger Karen vredt. Undskyld, men jeg har ikke tænkt mig at finansiere Alberte. Hun har da en mand han må forsørge hende. Ikke mere herfra, slut prut!
Mads kigger undskyldende på sin mor og prøver at berolige Karen:
Karen, kom nu. Det er også mit og ikke kun dit valg. Mor beder bare om et lån hun betaler tilbage!
Selvfølgelig betaler jeg! Eller tror du, jeg vil snyde? Jeg hjælper Alberte lidt, men I får pengene retur.
Karen føler sig dårligt tilpas, næsten som om hun mistænker Grethe for at snyde. Men tanken om at vinke farvel til deres hårdt opsparede penge er værre.
Nej, vi må nok afslå, siger hun, knap så skråsikkert. Forstå venligst, at vi sparer op til bolig, og det er vigtigere end en bil.
Kom nu, mor, vi går, siger Alberte utilfreds. Ser du, hvordan de er? De tænker kun på sig selv, fuldstændig ligeglade med, hvordan vi har det.
Alberte vender sig og går fornærmet ud, Grethe følger efter, men sender Mads et utilfreds blik:
Mads, vi snakker lige om det her senere. Synes du ikke, din kone har lige lovligt meget at sige her?
Da døren smækker bag dem, vender Mads sig med det samme vredt mod Karen:
Hvordan kan du gøre det her? Hvad vil mor tænke? At vi ikke kan hjælpe? At penge er vigtigere for os end familien?
Er det virkelig en nødsituation? svarer Karen. Har de nogensinde hjulpet os? Jeg er sikker på, at vi aldrig ville se en krone, hvis vi selv bad om hjælp til bolig. Jeg gider ikke flere historier om, at din evigt forkælede søster har det så synd.
Et par dage senere forsones Karen og Mads igen. Men Karen aner ikke, at Mads i hemmelighed træffer en beslutning. Han tager de opsparede penge og afleverer dem til sin mor.
Da Grethe ser sønnen med en stor konvolut, smiler hun og siger:
Godt klaret, min dreng! Jeg vidste, jeg havde opdraget dig rigtigt. Vær ikke bekymret, du gør bare det rigtige for Alberte, og det skal nok gå alt sammen. Men lad nu være at sige det til Karen. I er unge, I kan altid spare op igen.
* * *
En dag sidder Karen på sofaen og scroller på Facebook. Pludselig ser hun nye billeder af Alberte sidder smilende bag rattet i en lille bil. Karen synes, det virker lidt mærkeligt og spørger sin mand:
Mads, vidste du, Alberte har købt en bil alligevel? Har Christoffer da pludselig fået penge? Din søster er virkelig dygtig til altid at få sin vilje.
Ja, jeg har godt hørt om bilen, svarer Mads uden at se sin kone i øjnene. Vi hjalp hinanden i familien og fik givet hende et rygstød.
“Vi hjalp”? Mener du, at du også har givet penge? Hvorfor har du ikke sagt noget?
Mads tier, og Karen forstår i det sekund alt. Hun styrter ud til skuffen med opsparingen og mærker panikken. Pengene er væk.
Hvad har du gjort? råber Karen Mener du det seriøst? Du har givet alle vores penge til din søster? Jeg kan ikke tro det, Mads! Hvordan kunne du?
Denne gang mister Mads, der ellers er den rolige type, besindelsen og råber igen:
Det angår ikke dig! Jeg er manden i huset, og det er mit valg. Vi kan altid spare op igen, men Alberte har brug for bilen nu. Og hvis du ikke kan tolerere min familie, overvejer jeg da bare, om jeg vil blive ved med at være gift!
Nå, jamen så har jeg også truffet min beslutning! Jeg vil heller ikke have sådan en mand. Jeg kører hjem til min mor, og du kan godt finde min halvdel af opsparingen frem!
Karen begynder at pakke sine ting. Hun er skuffet og håber stadig, at Mads stopper hende eller siger undskyld. Men Mads sidder bare og glor på fjernsynet, som om intet er hændt.
Det var så dét? Mads, jeg går altså nu, siger Karen lavt, mens hun står med hånden på døren.
Gå. Hvis du ikke ændrer dig, er der ingen vej tilbage, siger Mads koldt.
Karen flytter hjem til sin mor og søger om skilsmisse en måned efter. Det er svært at bo sammen med én, der hverken lytter eller respekterer én. Og hun glemte heller ikke pengene truslen om en retssag får Mads til at hoste op med hendes andel. Senere kan hun grine over det hele med veninderne: Det er sgu utroligt, at man ender med at forlade nogen på grund af deres families frækhed!
