Jens Møller mistede sin kone. Hun kom sig aldrig efter den sidste fødsel. Der var ikke tid til at sørge, for han havde fem børn. Den ældste, Nikolaj, var ni år. Rasmus var syv. Tvillingerne Søren og Mikkel var fire, og den yngste, Karina, var kun tre måneder gammel, hans længe ventede datter… Der var ikke tid til sorg, når børnene skulle have mad. Når de alle var lagt i seng, sad han ofte oppe halve nætter i køkkenet og røg…
I starten klarede Jens det hele selv, så godt han kunne. Hans svigerinde kom lidt forbi og hjælper lidt, men han havde ingen andre pårørende. Hun ville tage Søren og Mikkel med sig, så Jens ville have det nemmere. Så kom der nogle fra kommunen, som foreslog at sende børnene på institution. Men Jens havde ingen intentioner om at give sine børn væk. Hvordan skulle han leve med det? Det ville være svært, men han skulle nok klare det. Børnene voksede langsomt op, og det ville de fortsætte med. Jens vaskede og ryddede op selv, lavede mad, passede haven. Han fik også tid til at hjælpe de ældre børn med lektierne. Karina var den mest krævende, men Nikolaj og Rasmus hjalp til, og sundhedsplejersken, Nina Hansen, kom tit forbi og hjalp. En dag lovede hun Jens at sende en barnepige. Det var svært, for en mand med en lille baby. Hun sagde, at hun kendte en god pige, der arbejdede som assistent på hospitalet. Hun var ikke gift og havde ingen egne børn, selvom hun var vokset op i en stor familie i en nærliggende landsby.
Sådan ankom Ida til Jens’ hjem. En lav kvinde med rund ansigt og en gammeldags fletning ned ad ryggen. Hun talte ikke meget, men alting ændrede sig i Jens’ hus. Det blev rent og pænt. Tøj blev vasket, omsyet og strøget, og Karina blev passet godt. I skolen og børnehaven bemærkede de straks forandringerne. Børnene var rene og velplejede. Da Karina en dag blev syg, sagde lægen, at det vigtigste var pleje. Ida sad oppe hele natten og gik ikke i seng, før Karina var rask igen. Uden nogen bemærkede det, blev Ida en del af familien. De yngste børn begyndte at kalde hende ‘mor’, fordi de savnede en mors kærlighed. Ida var ikke nærig med sin kærlighed, hun roste dem, kærtegnede dem og krammede dem. For de ældre, Nikolaj og Rasmus, var det anderledes. Først kaldte de hende slet ikke noget, men senere blev det bare “Ida”, hverken barnepige eller mor, bare Ida. Sådan huskede de, at de havde haft en egen mor…
Idas familie var imod hendes beslutning. “Hvorfor skulle du sætte sådan en byrde på dig selv?” sagde de. “Der er jo fyre i landsbyen.” Men Ida svarede: “Der er masser af fyre, men jeg føler medlidenhed med Jens… Og børnene er blevet vant til mig, hvad skal vi så lede efter nu?” Sådan gik der femten år. Børnene voksede og gik i skole. Det var ikke altid let. Børnene var frække, og Jens blev nogle gange vred. Men Ida stoppede ham og sagde, at han skulle finde ud af det først. Hun skældte ud, men trøstede også. Ingen kaldte hende Ida længere. Hun blev nu kaldt Anna Lorentzen af respekt.
Nikolaj var nu gift og ventede sit første barn. Han boede for sig selv og arbejdede i kooperativet. Hvert år fik han diplomer og præmier. Rasmus studerede i byen og ville blive ingeniør. Ida var stolt af ham. Søren og Mikkel kom foråret hjem fra militæret og søgte ind på teknisk skole, men kunne ikke blive enige om hvilken en. De gjorde alt sammen, altid fælles om alting. Karina gik i niende klasse og var Idas stolthed. Hun elskede at synge og danse og deltog i alle festligheder. Jens tænkte ofte på, hvor godt Nina Hansen havde valgt en kone til ham.
Denne sommer følte Ida noget var galt. Hun havde aldrig været syg, men så blev hun pludselig svimmel og kvalm. Hun bad Jens ryge på verandaen, for det gjorde hende dårlig. Til sidst tog hun til lægen. Hun kom stille hjem og underslog Jens’ spørgsmål med et “Det er ingenting.” Men om aftenen, da alle sov, bad hun Jens om at komme ud på verandaen.
– Jens, lad os tale… Lægen sagde, at jeg venter et barn… Det er for sent at gøre noget, jeg er nødt til at føde… sagde hun og skjulte sit ansigt i hænderne. “Hvad skal folk dog tænke, hvor pinligt.”
– Hvad mener du med pinligt, kvinde, – Jens tabte næsten sin cigaret. – Alle de ældre børn er flyttet ud. Skal vi være alene? Nej, naturen ved bedst! Så vi begynder at forberede os!
– Hvordan skal vi fortælle det til børnene? De vil sige, at en gammel kvinde som mig ikke burde…
– Hvilken gammel kvinde? Du er kun niogtredive!
– Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre… Jeg skammer mig…
– Jeg fortæller dem det. I morgen, når de samles.
Og det gjorde han, da de alle sad ved bordet. Så sagde han: “Rigtig gode børn, snart får I en lillebror. Eller en lillesøster. Sådan er det.”
Ida kiggede ned, rødmede, mens hun stirrede ned i sin tallerken. Nikolaj og hans unge kone var på besøg den søndag, og han lo. “Godt klaret, mor! Føder du sammen med min kone! Børnene vil have det lettere ved at vokse op sammen!”
Søren blev glad. – Lad os få endnu en bror, mor!
Men Mikkel sagde: – Nej… Vi har brug for en pige. Vi har for mange drenge og kun én pige. Prinsessen bliver forkælet…
Karina gav bare Mikkel et irriteret blik.
– Der bliver ingen forkælelse… Hvem forkælede hende? Selvfølgelig en pige, mor. Jeg vil binde sløjfer i hendes hår og købe smukke kjoler! svarede hun ivrigt.
– Kjoler, hvad tror du hun er, en dukke? – mødte Rasmus. – Du ved, vi skal opdrage barnet også, – erklærede han.
– Vi skal, – sagde Jens bestemt. – Vi har opdraget jer, det klarede vi fint!
Men Ida var stadig generet over sin voksende mave og dækkede den til med en sjal om sommeren.
Månederne fløj forbi. De glædede sig over Nikolajs førstefødte, en dreng! Rasmus rejste tilbage til byen for at færdiggøre sine studier. Søren og Mikkel rejste også til landbrugsskolen.
Karina startede det nye skoleår. Hjemmet blev stille og tomt. Hun var enten i skolen eller hos veninder. En fyr begyndte at følge hende hjem fra søndagsdanse.
Ida sov ikke, da hun ventede på Karina. Og så kom smerten… Pludselig og stærk.
– Jens, – sagde hun svagt, – Jens, jeg tror… det er tid…
Hans ansigt blev blegt, han fik først ikke fødderne i skoene.
– Vent, kvinde, jeg er lige ved at… Ring til ambulancen nu! – han råbte til Karina. Hun sprang ind i rummet, forstod straks, og løb ud af døren.
To minutter senere kom hun tilbage.
– Mor, Tolik vil køre dig, han låner sin fars bil!
“Tolik…” tænkte Ida netop som en stærk smerte skar igennem…
Målte sig i sokker.
Tre minutter mere, så kom den unge mand, der eskorterede Karina.
– Far kører selv, – sagde han til Karina. – Kommer du?
– Jeg tager med, – greb Jens sin jakke. – Vær ikke bange, Ida, jeg er hos dig…
Jens sad hele natten på verandaen på hospitalet og røg den ene cigaret efter den anden. Om morgenen åbnede dørene, og en ældre sygeplejerske kom ud.
– Rygger du derude, far? Ryger? Du må holde igen… Første barn?
– Jeg har fem børn, – svarede Jens stille.
– Fem? Så er du en rig mand! Men ikke længere fem, nu syv! Din kone fik tvillinger!
– Tvillinger? – Jens stammede.
– En dreng og en pige! Drengen er højrøstet, – lo hun. – Men pigen er en skønhed!
Far, du må hellere tage hjem nu. Kom tilbage i morgen. Hun er nødt til at blive lidt længere, til børnene får vægt nok. Og bring det, de har brug for. Enhver vil fortælle dig.
Hele familien mødtes til hjemkomsten. De tre studerende fik fri fra skole. En sygeplejerske bragte stolt to pakker ud, en med en lyseblå og en med en lyserød sløjfe. Ida fulgte nervøst bagefter.
Jens tog den ene pakke, men vidste ikke, hvordan han skulle tage den anden.
– To på én gang… Jeg har glemt hvordan, – stammede han.
Nikolaj tog den anden pakke: – Giv mig den, far… Jeg er vant til det!
– Åh, sikke en smuk lille pige! – kiggede Karina ind i pakken. – Min søde søster!
De fik blomster og kage til sygeplejersken. Snakkede om deres, da de gik hen til kooperativets bus – direktøren havde stillet en til rådighed. Det var jo en stor begivenhed!
– Mor, du har glædet alle! – smilede Nikolaj.
Og Ida holdt en af de små pakker og smilede til sig selv. Gud gav hende styrken til at opdrage dem til at være gode mennesker… Hun kiggede mod Jens, der holdt den anden pakke. “Vi vil opdrage dem,” rettede hun, “Ja, vi vil…”
– Børn, – vendte hun sig mod dem, – hvad skal vi kalde dem?…
