Han besluttede at straffe sin kone, men endte med at være ubrugelig for alle.
Efter Livas forfremmelse i banken, ændrede hendes personlighed sig markant. Den stille og rolige kvinde blev pludselig irriterende, skarp og krævende. Asger, hendes mand, forstod det ikke: “Hvorfor pludselig alt det brok? Førhen var alt fint.” Liva bebrejdede ham hans passivitet derhjemme – hvorfor skulle alt hvile på hende: madlavning, barnet, rengøringen. Men Asger så ikke problemet. Han mente: “I en lille lejlighed i Aarhus, er der ikke mandearbejde. Hylderne hænger, hanerne lækker ikke. Og madlavning – det er ikke noget for mænd.” Han bad kun én gang om bøfsandwich, og fik til svar: “Skræl grøntsagerne – så laver jeg den.” Han eksploderede: “Gør det selv! Du er kvinden her!” Liva blev senere og senere på arbejde, og deres søn blev hentet sidst fra børnehaven. Asger syntes det var synd for drengen, men selv gå derhen? Hvad nu hvis de bad ham flytte et skab eller ordne en vandhane?
Han følte, at hans kone ikke længere satte pris på ham. Han brokkede sig oftere: “Hvorfor skulle du have den forfremmelse? Havde du holdt dig tilbage, var alt som før.” Liva svarede roligt: “Så vend tilbage til udviklingsafdelingen, få din egen forfremmelse, tjén mere – så siger jeg op, laver mad og passer vores søn. Men vi kan ikke leve af to lønninger længere. Min mor hjalp før, men nu har hun egne udgifter.” Asger blev kun vredere: “Nu skal hun også have renoveret lejligheden!”
Han selv havde dog ingen ambitioner om at klatre i karrieren. Når han så sin chef arbejde uden weekender, sagde han: “Nej tak. Jeg gør mit og går hjem.” Men jo mere han hørte Livas bebrejdelser, desto mere groede bitterheden. Han besluttede: “Hvis hun vil være chef, må hun mærke, hvad ensomhed er.” Han blev senere på arbejdet og indledte en affære med en kollega fra regnskabet – med Mette. Hun var enkel, ingen skønhed, men med en blød figur, en varm stemme og uendelige lagkager.
Mette havde en lille søn, men det generede ikke Asger. Hos hende følte han sig værdsat: et varmt tæppe, en hjemmelavet aftensmad, beundrende blikke. De mødtes oftere. Imens hentede Livas mor ofte barnet – Liva var opslugt af et stort projekt. Asger tænkte: “Godt. Hun laver ikke mad, men jeg sulter ikke. Mette fodrer mig og smigrer. Det er fair.” Men Mette havde sine regler. Når Asger kom uden slik, parfume eller penge til “noget hyggeligt”, blev hun sur. Aftensmaden blev enkel, kærligheden køligere.
Det bekymrede Asger, men han lod være: “Lad gå. Hun kræver ikke kærlighed – bare opmærksomhed og lidt penge. Men når Liva opdager, at jeg forlader hende, vil hun ombestemme sig.” Da Mette uden at blinke bad om en ny pelsjakke, vidste Asger, at det var tid til at stoppe skuespillet.
Han stormede hjem, ventede på Liva og råbte med rynket pande:
“Liva, nu er det nok. Jeg er manden her! Jeg vil have aftensmad, et rent hus, rene strømper! Du kommer hjem før mig – hvorfor kan du ikke lave suppe? Eller er vasketøj for svært?”
Liva tog stille overtøjet af, lagde tasken fra sig og spurgte træt:
“Er det alt?”
“Nej!” svarede han dramatisk. “Jeg forlader dig! Til en anden! En kvinde, der værdsætter mig! Jeg har pakket – det er slut! Lev alene!”
“Godt,” nikkede Liva. “Forsvind. Jeg er træt af en doven ynker. Men lejligheden bliver. Jeg har betalt hele boliglånet. Advokaten bekræfter: du har ikke investeret en krone.”
Asger følte sig som om han var blevet skoldet. Hvad? Hvor var bønnerne? Hvor var tårerne? Han havde regnet med, at Liva ville klynge sig til ham, bønfalde ham om at blive. I stedet – kold logik.
Med et rasende bankende hjerte pakkede han en taske og tog til Mette. Han bankede selvsikkert på: “Kæreste, jeg er din nu. For altid!” Hun åbnede, målte ham fra top til tå og lagde armene over kors:
“Hvem sagde, at du måtte flytte ind? Jeg har et barn, en lejet lejlighed og en lille løn. Du er ikke en løsning – du er en udgift. Hvis du ikke kan betale, så forsvind.”
Døren smækkede for næsen af ham. Og der stod han, på trappeafsatsen – med en taske, et knust ego og tomme hænder. Ubrugelig for alle. Hverken hustru eller elskerinde. Og for første gang i mange år – virkelig alene.
