Da Marlene forlod Simon, føltes det som om hans hjerte for evigt havde forladt hans bryst. Seks år sammen, hvoraf fire af dem var under samme tag. Han elskede hende, som man kun kan elske – trofast og med en smerte i brystet. Men hun valgte en anden. En rigere mand. Han lovede hende en nybygget lejlighed, et liv uden bekymringer og frihed fra at spare hver øre. Simon blev alene tilbage. Knust og brudt.
Han kastede sig ud i arbejdet. Han var aldrig hjemme, undtagen for at fodre sin kat. Vennerne blev forsømt, hobbyerne ligeså. Men efter et par år blev han afdelingsleder og startede til sidst sit eget firma. Og først da begyndte smerten langsomt at forsvinde. Der kom tid til livet igen, til mennesker. Til ham selv.
Så en dag hørte han de forfærdelige nyheder: Marlene var død. Hendes mand, den såkaldte “rige”, havde slået hende, og under et skænderi faldt hun – uheldigt, fatalt. Der var kun en lille dreng tilbage, som skulle på børnehjem. Simon tøvede ikke – han kørte straks til drengen.
Drengen sad med ansigtet mod muren og græd. Lille, hjælpeløs, knust. Som om hele hans verden var død. Simon kunne ikke bare stå og se på. Han begyndte at besøge ham hver dag – medbragte legetøj, slik og sad ved hans side. Drengen vænnede sig langsomt, men åbnede sig. Og så besluttede Simon sig: han ville adoptere ham. Han elskede jo stadig Marlene. Hvordan kunne han efterlade hendes søn alene i denne verden?
Et par uger senere flyttede drengen hjem til ham. Efter et år kunne Simon ikke forestille sig livet uden ham. Det var hans søn i hjertet – glad, klog, venlig. De gik ture, rejste og besøgte forlystelsesparker. Men så, til en fødselsdagsfest, sagde en ven pludselig:
“Hør lige, er du sikker på, han ikke er din rigtige søn? Han ligner dig helt vildt…”
Simon grinede:
“Nej, Marlene ville have sagt noget.”
“Men hvad hvis hun ikke selv vidste det?”
Tanken forfulgte ham. Han tog en DNA-test. Og resultatet var positivt. Det var hans søn. Hans eget kød og blod.
Simon vidste ikke, hvad han skulle føle: glæde, smerte, skyldfølelse. Han havde ikke vidst, han havde et barn. Og Marlene… Måske vidste hun det heller ikke. Eller måske holdt hun det hemmeligt.
Nu forstod han, hvorfor drengen fra starten føltes så tæt. Hvorfor han tiltrak sig netop ham. Han havde ikke bare reddet en fremmed dreng fra ensomhed. Han havde fået sin egen søn tilbage. Og selv om fortiden ikke kunne ændres, havde han nu chancen for at gøre tingene godt igen – for sin søns skyld, for Marlenes minde, og for sig selv.
