**Dagbog**
Han ventede på hende hver dag, indtil han forstod, at hun ikke ville komme.
“Laurits, har du allerede besluttet, hvad du skal lave i sommer?” Mette satte sig på kanten af bordet, hendes ene ben over det andet, fingrene flettet sammen oven på den stramme jeans. “Hører du overhovedet efter?”
“Mmh,” mumlede Laurits uden at tage øjnene fra laptopskærmen.
“Hvad læser du der?” Mette vippede utålmodigt med foden.
Men Laurits kunne ikke tro sine øjne. Læste og læste igen beskeden, hans øverste lip klemt mellem tænderne.
“Jeg kan godt gå, hvis du ikke har tid til mig.” Mettes læber blev små og stramme. “Skal jeg gå?”
Hun havde brugt hele morgenen foran spejlet. Læberne perfekt sminkede, de stramme jeans og den hvide t-shirt med de sorte bogstaver på ryggen: *”Tag det roligt, vær glad!”* – netop som han kunne lide det. Men han så ikke engang på hende. Mette hoppede ned fra bordet, svajede let med hofterne på vej gennem værelset, standsede ved døren og så sig tilbage. Laurits sad stadig foran laptop’en, uanfægtet af omverdenen.
“Jeg går!” Hendes stemme var spids og advarende, som om hun mente: *”Det kommer du til at fortryde!”*
Hun tog fat i dørhåndtaget og kastede et sidste blik mod Laurits’ ryg.
“Nå, men så lad os se.” Mette rystede sit lange, lyse hår og forsvandt ud, smækkende døren så hårdt, at rammen rystede.
Hun gik ned ad kollegiets trapper langsomt, i håb om at han ville komme efter. Men da ingen lyd nåede hendes ører, løb hun de sidste trin, betændte øjne og en klump i halsen. Forbi portneren, ud i sollyset.
Laurits bemærkede slet ikke, at hun var gået. Beskeden på skærmen holdt ham fanget. Profilbilledet så smilende ud – det var hende. Hans mor. Ændret, men med spor af den skønhed, hun engang havde. Masken af makeup kunne ikke skjule det. Alligevel var det hende. Og alligevel føltes det, som om han havde glemt hendes ansigt.
Femten år siden han troede, hun var den smukkeste mor i verden. Måske var hun ikke den bedste, ikke den varme type, som han, den femårige dreng, havde brug for. Men han elskede hende alligevel, desperat og højt. Nu var billedet af hende sløret, men dagen hun gik, stod ham lyslevende i erindringen.
Hun stod foran spejlet, høj og slank i den stramme, blå kjole. *Svisj, svisj* – børsten gled gennem det blanke, silkebløde hår. Med et ryk kastede hun det over skuldrene, lagde børsten fra sig og så ned på ham, der stirrede op.
Der var noget mærkeligt den morgen. Hun snappede ham ikke i armene, råbte ikke efter ham for at få ham til at skynde sig, så de ikke blev for sent på vej til børnehaven. Hun var ikke utålmodig. Og netop det fyldte ham med uro.
“Skal vi ikke i børnehaven i dag?” spurgte han.
Hun så sig i spejlet igen, glattede det blå stof over hofterne.
“Er du klar?” Hendes stemme lød knækket.
“Skal vi ikke i børnehaven?”
“Jo. Bare en anden.”
Laurits stirrede forvirret.
“Det er sådan, det skal være,” sagde hun kort og afgjorde diskussionen. “Kom.”
Og han fulgte, skyndte sig for ikke at blive efter. Men da hun ikke vendte sig for at se, om han fulgte med – som hun plejede – blev uroligheden større.
Bilen kørte længe. De høje murstenshuse blev til lave, så træhuse. Busstoppesteder med blågrønne overdækninger dukkede op.
Pludselig standsede bilen foran en stor bygning med jernporte. Det lignede slet ikke en børnehave.
De gik op ad grusvejen mod hoveddøren, hvor en blå skilt hang. Hvis han kunne læse, ville han vide, at det var et børnehus.
Indenfor lugtede det af havregryn. “Hvor er alle børnene?” Ville han spørge, men så var de allerede inde på et kontor fyldt med papirer og mapper.
“Hej, Laurits Mikkelsen.” En ældre kvinde med gråt hår så på ham. Der var et eller andet i hendes blik – medfølelse? Bebrejdelse?
“Nå, jeg går ud fra, I har sagt farvel. Gå nu,” sagde hun til moren, før hun igen så på Laurits.
“Kom. Jeg vil vise dig de andre børn.” Hendes hånd var stiv og tør.
Laurits rev sig løs og løb. Men gangen var bare. Moren var allerede væk. Kun en svag duft af hendes parfume hang i luften. Den bedste duft i verden. Men den hårde hånd greb ham igen og trak ham med.
“Mor! Mor! Slip mig!” Han sparkede og kæmpede, men det hjalp ikke. Pludselig forstod han: Hun havde forladt ham.
Legetøj, de andre børn – det ragede ham ikke. Hele dagen stod han ved vinduet, stirrede ned ad stien. Ventede.
Han ventede hver dag. Indtil han som tiårig endelig forstod: Hun kom ikke tilbage.
Han blev flittig i skolen. *Måske en dag…* Han kom på universitetet, fik sit eget værelse på kollegiet. Ikke som i børnehjemmet med seksten senge i et rum.
Og nu her. En kort besked. Han stirrede på billedet: Hendes hår misfarvet rødt, de krævende øjne mødte ikke hans, selvom læberne smilede falsk.
“Hej Laurits. Jeg hedder Hanne Mikkelsen. Jeg er din mor. Du ligner din far så meget – jeg genkendte dig med det samme på billedet. Jeg vil gerne se dig. Svar mig.”
*Hun vil se mig. Det må være løgn.*
“Klokken fem. Café ‘Den Lille Havfrue.'” Han skrev koldt.
Han *ville* have svar. Men måske kom han slet ikke. Lad hende vente. Som han havde ventet.
Alligevel dukkede han op. Hun så ham straks, fangede hans blik med et smil, der afslørede en manglende tand.
Hun talte meget, spurgte om hans liv. Han gengældte ikke.
“Hvorfor forlod du mig?”
Hun drejede en gaffel i sine rystende hænder.
“Jeg var ung dengHun tog en dyb indånding og sagde stille, “Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle være en mor for dig, men jeg håber, du en dag kan tilgive mig,” og i det øjeblik følte Laurits, at arret i hans hjerte begyndte at hele.
