Han snublede gennem den københavnske nat, lettere svajende efter et solidt indtag snaps. Hvor han var havnet, anede han ikke men det var også underordnet. Benene kendte vejen hjem, og gaderne var så velkendte, at han næsten kunne gå med lukkede øjne. Alligevel var han travlt beskæftiget med noget langt vigtigere: Højlydt filosofering.
Hvorfor, hvorfor har jeg fået sådan et liv? Syvogtyve år, alle vennerne har børn, der snart skal konfirmeres, og jeg… Ja, pigerne skrider jo efter højst en måned. I bedste fald! Er jeg for grov? Nej eller jo, måske Men sådan er mænd nu engang, smilte Mads lidt skævt. Den eneste succes i mit liv er forretningen. Millionær? Næppe! Men nok til et pænt liv her i byen, det er det da.
Han stoppede brat, tog sig til hovedet, og tårerne startede pludselig:
Så mange kroner til den dér læge, og hvad får jeg? “Jeg kan ikke hjælpe dig. Her er adressen på Danmarks førende ekspert, men… ja. For resten, heller ikke sikkert, han kan gøre noget.” Tjah, jeg tager sgu til København i morgen og banker på hos ham, tænkte han hårdt.
Nærmest på autopilot slentrede han ned til Langebro. Han kiggede ud over det sorte spejl af vand i havnen.
Skulle man bare hoppe ud? Voldgraven æder da det hele, men han rystede på hovedet. Nej, for koldt. Og Sokrates skal have mad. Jeg går hjem.
På midten af broen fik han øje på en ung kvinde, næsten barnlig, iført bæresele med en baby. Hun så længe ud over vandet og klatrede så famlende op på rækværket. Hun bredte armene ud, men før hun rigtigt nåede noget, kastede Mads sig frem. Han greb hende om livet, hev hende væk fra rækværket, og de landede på asfalten i en puf babyen begyndte øjeblikkeligt at skrige.
Er du idiot eller hvad? råbte Mads, nu pludseligt ædru.
Hvorfor blander du dig! Gå din vej! tårerne trillede ned ad kinderne på hende.
Det slog mig bare, du og især barnet her har rigeligt at leve for. Kom så op, hjem til din mand eller mor! Eller hvem du har.
Jeg har hverken hjem, mand eller mor. Jeg har ingen…
Godt nok uheldigt at du dumpede ned i mit liv nu, sagde han og fik hende op at stå sammen med babyen. Kom.
Jeg går ingen steder med dig. Du kunne jo være en galning!
At drukne sig, det kan man altid nå! Men bange for galninge? Kom nu , greb hende i ærmet. Lad nu være.
***
De gik gennem den stille nat, kun akkompagneret af drengens hyl. Til sidst brød Mads sammen:
Hvorfor skriger han konstant?
Han er sulten, hun holdt babyen tættere ind til sig.
Så giv ham noget mælk.
Jeg har hverken mælk eller penge.
Og måske heller ikke de skarpeste talenter i indkøb, kiggede han sig omkring. Der er jo døgn-Netto! Kom.
***
Kasseekspedienten og vagten i Netto så noget skeptisk ud, men Mads greb en kurv og vinkede ad hende.
Hvor står mælken? spurgte han kassen.
Over til venstre, pegede hun uden egentlig entusiasme.
Han marcherede derover, hende i hælene.
Tag hvad du skal bruge! beordrede han.
Bare den her, hun tog en lille karton.
Tag nu flere. Tag alt det, du mangler! Hvad mere?
Bleer.
Bleer? Hvad er det?
Der ovre, hun lo kort.
Så tag!
Må jeg også tage vådservietter?
Selvfølgelig.
Ved kassen fiskede Mads sit Dankort frem.
Vi tager kun kontanter, sagde ekspedienten.
Han hev en sammenfoldet stak 500-kronesedler frem og rakte én.
Ingen byttepenge, lød det køligt.
Så giv mig chokolade til resten, pegede han irriteret. Den der!
***
Hjemme i lejligheden kiggede kvinden sig omkring, lettere paf. Mads sparkede skoene af, gik direkte til køleskabet, hev en sild op og kastede den til katten, Sokrates. Så skænkede han et glas juice og tømte det i én køre, før han pegede rundt:
Du kan sove derinde. Her er køkken, bad og toilet. Jeg går i seng!
Han vendte sig halvvejs i døren:
Hvad hedder du?
Vilhelmine.
Jeg hedder Mads.
***
“Han er næppe seriemorder,” tænkte Vilhelmine, mens hun tændte for gassen og satte vand over. “Hold nu op, jeg var ved at hoppe i havnen! Hvis ikke ham tosse-bassen dukkede op. Hvad skulle vi ellers have gjort stået og frosset, og hvad med lille Holger? Han smider os jo nok ud i morgen. Men hey, i nat har vi det lunt.”
Vandet kogte. Hun løb ind og lagde den grædende dreng på gæstesengen, fandt en flaske i rygsækken, spænede ud og vaskede den, kom lidt mælk i, blandede med kogende vand.
Holger slubrede grådigt. Da han var mæt, tørrede hun ham med vådservietter, gav ham ren ble og han sover sødt. Hun skyndte sig på toilet, vaskede sig og kiggede mod køleskabet og blev nærmest overmandet af duften af spegepølse. Hurtigt en bid brød, pølse og ost så faldt roen over hende.
Pludselig slog det hende, at hun måske havde opført sig lidt ufint. Hun trak på skuldrene, smed sig ved siden af Holger og sov straks.
***
Morgen. Vilhelmine havde været oppe adskillige gange i løbet af natten og fodret Holger, otte måneder og evigt sulten. Hun havde hørt Mads pusle rundt og nu var han oppe igen.
“Det er nu,” tænkte hun og rejste sig roligt uden at vække drengen. “Man kan jo ikke bo gratis for evigt.”
Mads stod og rumsterede ved komfuret. Hun vaskede sig, gik ud til ham.
Sæt dig, nikkede han. Jeg laver spejlæg.
Hellere du sætter dig! smilede hun og puffede ham væk.
Hun fandt lidt dild, hakkede det og dryssede over æggene. Hun vaskede glassene grundigt, lavede kaffe.
Imens talte Mads i mobiltelefon, kommanderede og brokkede sig. Vilhelmine følte næsten, at han slet ikke lagde mærke til hende. Da de havde spist og drukket deres kaffe, rejste Mads sig med et suk.
Hun stivnede lidt.
“Nu bliver vi smidt ud!”
Vilhelmine, hør lige efter! Jeg smutter en uges tid. Du skal bare fodre katten, han hedder Sokrates og lad være med at give ham Whiskas, han spiser kun frisk fisk eller kød! Mit kontor: forbudt område. Resten gør som du vil.
Babyen begyndte at græde inde fra soveværelset. Vilhelmine ilede derind, og kom om lidt tilbage med Holger. På bordet lå nogle 500-kronesedler.
Det bør række en uge, sagde Mads og pegede på pengene. Jeg smutter nu.
Han gik mod døren. Men Holger rakte pludselig små hænder efter ham og sagde noget, der lød som “pa-pa”. Det slog Mads. For det var noget, han aldrig selv ville opleve.
Vilhelmine, må jeg lige holde ham? spurgte han, nærmest overrasket over sig selv.
Selvfølgelig! hun rakte ham Holger, og hendes ansigt lyste kort op. Aldrig haft en baby i armene?
Nope.
Prøv!
Holger pludrede og viftede med hænderne. Mads stod fortryllet og kiggede på ham.
“Aldrig min egen søn,” tænkte han, blev alvorlig og rakte drengen tilbage.
Så gik han.
***
Da han senere kom hjem, lød det for 117. gang fra lægen inde på Rigshospitalet: Ingen børn, nogensinde. Despite alt, føltes det hele meningsløst.
“Hvorfor så alle de penge, firværelses-lejlighed, Land Cruiser? Sådan et hjem er til en familie! Men min lejlighed har altid rodet syv sæder i bilen, altid tomt.”
Han steg ind ad døren og blev ramt af renlighed overalt. Vilhelmine stod med et undskyldende smil.
Pa-pa! lød det, små arme rakte ud.
Tasken røg på gulvet. Hænderne fandt helt automatisk vej til HolgerHan tøvede et sekund. Så sank han mod gulvet, trak Holger ind til sig og mærkede de små hænder knuge sig om hans skjortekrave. Vilhelmine betragtede ham træt, forsigtig, men med noget spirende bag øjnene. Mads mærkede livet pege ind mod sig, som om han selv, uden at ville det, altid havde været en del af nogen andres historie.
Sokrates smøg sig om benene på dem. Udenfor dryppede det stille fra tagrenderne, men inde i stuen, på det rodfrie gulv, slog Holger en høj latter op; en lyd så let, varm og ny, at Mads begyndte at grine med, først tøvende, så huldsaligt befriet.
Vilhelmine samlede kaffe kopperne op, skævede til ham:
Ingen her sover på broerne mere, vel?
Han rystede på hovedet. Nej. Her sover vi alle sammen.
Og i det øjeblik havde Mads, for første gang i sit liv, langt mere at komme hjem til, end han havde at gå ud efter.
