“Mådder, hold nu op!” raslede Lasse og vendte sig væk fra vinduet, hvor han havde stået og stirret ud på forbipasserende cyklister. “Skal vi ikke snart videre? Jeg har forklaret det hundrede gange!”
“Forklaret?” udbrød Gerda og slog ud med hænderne. “Forklaret hvad? At du dropper os selv for en fremmed kvinde med børn?”
“Hun er ikke fremmed! Helle er min kone!” sønnen knyttede næverne, stemmen dirrede. “Og børnene er også mine nu. Forstår du? Mine!”
Liva sad tavs ved køkkenbordet, drejede langsomt en teske mellem fingrene. Tåger dryppede ned i den kolne te. Hun græd ikke rigtigt – tågerne faldt bare af sig selv, som regnen derude.
“Dine?!” fnøs moderen, en lyd mere skræmmende end et skrig. “Hvad fejler du? Du har en egen søster, der knap nok kan gå efter ulykken! En mor, der har viet sit liv til dig! Og så stikker du bare af til fremmede mennesker?”
Lasse sank sammen i sofakanten, strøg sig over ansigtet. Træt. Utrolig træt af at diskutere det samme, hver gang.
“Mor, vær nu fornuftig. Jeg er en voksen mand på toogtredive. Jeg har ret til mit eget liv.”
“Eget liv?” Gerda satte sig overfor ham, tog hans hænder. “Lasse, søde, er det et liv med en skilt kvinde og to andres børn? Du er ung, flot, har et godt job… Find dig en yngre pige, få dine egne unger…”
“Jeg vil ikke have andre børn!” han rev hænderne til sig. “Markus og Freja – de er mine allerede. Markus kaldte mig far i går. Forstår du? Første gang i mit liv nogen har kaldt mig far!”
Liva gispede og rejste sig. Hun haltede langsomt hen til sin bror.
“Lasse, hvad så med mig?” hendes stemme var spag, knækket. “Du ved godt, jeg ikke klarer mig uden dig. Efter ulykken er du mit eneste håb. Mor er pensionist, hun har ikke en krone tilovers. Hvem skal hjælpe mig, hvis ikke dig?”
Brormærke. Lasse holdt om søsteren, strøg hende over håret.
“Liva, jeg dør jo ikke. Jeg flytter bare. Selvfølgelig skal jeg nok hjælpe. Men jeg har jo min egen familie nu.”
“Du har altid haft din egen familie!” råbte Gerda. “Vi – vi er din familie! Din rigtige!”
“Helle er gravid,” sagde Lasse lavmælt.
Der blev stille. Kun uret tikked på væggen og regnen drummede udenfor.
“Hvad siger du?” moderen blegnede, satte sig tungt i lænestolen.
“Helle venter et barn. Vores barn. Forestil jer nu hvorfor jeg ikke kan forlade hende?”
Liva løsnede sig fra brorens favn, stirrede på ham med store øjne.
“Hvor langt er hun?” spurgte hun.
“Fem uger. Men lægerne siger alt ser fint ud.”
“Åh du godeste…” Moderen gjemte ansigtet i hænderne. “Hvad har du dog gjort, min dreng?”
Gerda havde været børnehavepædagog i langt over tredive år. Hun elskede børn, men havde altid forestillet sig sine barnebørn fra Lasse anderledes. Ikke fra en fremmed, skilt kvinde med to børn, men fra en dejlig pige fra et ordentligt hjem.
“Mor, hvad er der dog galt?” Lasse satte sig ved siden af hende, forsøgte at putte. “Endelig skal du have et barnebarn. Er det da skidt?”
“Fra hvem?” hun skød ham fra sig. “Fra en kvinde, der allerede har været gift? Som har født to? Hvem er hun overhovedet? Hvor kom hun fra?”
“Helle arbejder som sygeplejerske på børneafdelingen ved hospitalet. En god kvinde. Sød. Børnene er vidunderlige, så velopdragne.”
“Hvor er deres far så?” blev moderen ved.
“Han døde under en fredsbevarende mission. Helle var kun toogtyve med to små på armen.”
“Nåh,” nikkede Gerda. “Så hun ledte efter en tosse, der kunne forsørge dem alle sammen. Og fandt én.”
“Mor!” eksploderede Lasse. “Hold op! Jeg er ingen tosse! Jeg er en voksen mand, der har valgt en kvinde af kærlighed!”
“Kærlighed?” Moderen rejste sig, gik rundt i stuen. “Hvad ved du om kærlighed? Du har siddet her hjemme alle årene, arbejdet og hjulpet os. Ingen erfaring med kvinder. Den første bedste har snøret dig rundt om fingeren.”
Liva satte sig igen ved bordet, lagde hovedet i hænderne. Efter ulykken havde hun ofte hovedpine, og familieskænderier gjorde det uudholdeligt.
“Mit hoved sprænger,” klagede hun. “Kan I tale lidt lavere?”
“Undskyld, Liva,” Lasse gik over til hende, følte på hendes pande. “Du har ikke feber. Har du taget dine piller?”
“Ja. Hjælper ikke.”
“Vi tager til lægen i morgen,” lovede broren.
“I morgen?” knækkersede moderen. “I morgen har du vist ikke tid! Du har andre bekymringer nu. Andres børn skal afleveres i skole, have hjælp til lektier.”
“Markus er otte, Freja fem. De er ikke andres,” sukkede Lasse. “I morgen tager vi til lægen.”
“Og i overmorgen? Om en uge?” insisterede Gerda. “Når den der din kvinde begynder at blive tyk, skal hun have hjælp konstant. Til Liva har du slet ikke tid.”
“Det har jeg! Jeg flytter ikke til en anden planet. Bare til en anden bydel.”
Ulla stirrede ind i de regnvejrsgrå stræder, mens en anelse blidhed langsomt kvalte hendes indædte skepsis. “Nå, men så må vi jo se, hvad morgendagens møde bringer.”
Freja smilede svagt til sin bror, knugende håbet om at hans lykke måske, bare måske, kunne stråle lys nok til også at varme deres eget, noget anløbne hjem.
