Han troede igen på mennesket.
Missen, den sorte kat, sad på køkkenbordet over for den fremmede kvinde og lyttede, mens hun, med blikket på ham, talte i en dæmpet stemme:
Hvad skal jeg egentlig gøre med dig? Jeg sagde til min mor, at vi aldrig skulle have taget dig med
Missen var tre år gammel og forstod fuldstændigt nuancen i menneskets stemme. Han mærkede, at denne kvinde ikke havde plads til ham, at hun ikke ønskede ham.
Han vidste, at hans tidligere ejer, Else, var gått ud af livet. Den nat lå han ved den gamle dames fødder og så hendes sjæl glide roligt op mod loftet og forsvinde gennem vinduet.
Han gik gennem lejlighedens rum, hvor nye møbler stod frem. Duften fra dem var ubehagelig. Missen undgik øjnene på de nye mennesker, der kom ind. Hvor hans hjem engang var varmt og hyggeligt, blev det pludselig koldt.
En dag forsvandt katten simpelthen fra lejligheden. Den nye ejer, en kvinde ved navn Maren, gik igen ud i køkkenet for at give ham mad, men så, at gårsdagens mad stadig lå uberørt.
Måske er det bedst så, sagde hun lettet.
Missen gik sin vej uden at vente på, at han skulle blive smidt ud eller transporteret som en uønsket genstand. Han sneg sig gennem den åbne dør, mens folk fortsat flyttede ting ind og ud af lejligheden.
Han vandrede længe på ukendte stier, sprang over hegn og krydsede veje. Han undgik de kolde steder, hvor ingen længere holdt af nogen. Drenge kastede sten efter ham, han faldt to gange fra et tag, men han gik stædigt videre, længere væk fra sit tidligere liv.
Kun da hans ben var så trætte, at han knap kunne holde balancen, stoppede han. Maven knurrede vildt han havde ikke spist i tre dage.
Han så sig omkring. Bag et gammelt hegn stod et lille træhus, som så ud til at være ubeboet. Luften var uden madduft, men huset udstrålede varme og ro.
Missen kravlede gennem et hul i hegnet, sneg sig ind i huset og så fra afstand et åbent vindue på loftet. Han kravlede ind.
Loftet var dækket af hø, duften af mus hængte i luften. I et hjørne lå et gammelt tæppe. Missen lagde sig på det og for første gang følte han sig hjemme, udmattet, mens hans poter dirrede.
Maven knurrede igen, men han lukkede øjnene og faldt i søvn.
Han vågnede ved en menneskelig stemme. Missen kravlede til loftsvinduet og kiggede ned gennem revnerne. På gården så han en lille pige, der talte med nogen, mens hun lagde noget på en metallisk bakke. Duften af mad var tydelig.
Missen fokuserede på maden. Maven gav efter. Han sneg sig ned fra loftet og krøb mod bakken. Med et spring greb han det største stykke, han kunne nå, og løb væk i tide.
Bag huset dukkede pigen frem, og bag hende løb en rødlig hund, efterfulgt af to buttede hvalpe.
Kom, lille ven, sagde pigen blidt, jeg har med mad til dig og dine venner, lad os gå.
Pludselig hørte Missen sin tidligere ejers stemme i den unge piges blide tone, den varme kærlighed, han engang kender fra hjemmet.
Øh, se, vi har gæster! Du er også sulten, kat, udbrød pigen.
Det viste sig, at Missen lå næsten ved bakken, for svag til at løbe væk. Han så på pigen med årvågenhed, mens hun uden at bemærke ham fodrede hvalpene og hunden. Han spiste sit stjålne stykke og vendte tilbage til bakken.
Pigen lagde flere stykker ved siden af ham:
Spis, sagde hun roligt, du ser ud til at være helt udtørret. Så fandt hun en skål og hældte lidt mælk i.
Drik, du har brug for det, ellers bliver du svag af sult.
Missen roede sig. Han spiste alt, hvad hun lagde frem, og drak mælken. Så gik han tilbage til loftet, lagde sig på tæppet og faldt i søvn igen. Han indså, at han nu endelig var hjemme.
Sådan gik sommeren. Hver dag kom pigen, som hed Lærke, og fodrede ham og Ruggen, som hun kaldte den røde hund, samt hendes to hvalpe. Missen blev stærkere, kom sig, og de spiste alle fra den samme bakke det var ikke længere en underlig forstyrrelse for ham, men hans nye familie.
Han lærte at fange mus på loftet, og hver gang Lærke kom, bragte han stolt en mus som tak for maden. Hun lo og sagde tak, og lod ham blive kærtegnet, mens varmen strømmede gennem ham, som han havde mærket i sit fjerne fortid.
Efteråret kom, og nætterne blev koldere. Missen, som aldrig før havde set sne, stod forbløffet foran de hvide krystaller, da morgenlyset ramte dem. Det var slutningen af oktober.
Den dag kom Lærke ikke, men hendes bedstefar ankom med en trillebør. Missen kiggede mistænksomt fra loftet på den fremmede mand.
Lærke gik ud på gården og begyndte at lægge mad ud, og fra huset sprang Ruggen først, efterfulgt af de to hvalpe.
Åh, du! Vi har en hel familie her, sagde bedstefaderen med et grin.
Så er der også en kat, sagde Lærke og pegede mod loftet.
Missen hørte ingen truende tone i bedstefaderens stemme og steg ned.
Gå, vær ikke bange, sagde Lærke og strøg ham på ryggen.
Han roede sig, begyndte at spise.
Så er vi klar, sagde bedstefaderen, vi skal hjem til skoven, hvor det er varmt for jer alle. Han samlede hvalpene op i trillebøren.
Ruggen løb efter ham, og Missen holdt sig i baggrunden, men hans årer slog ud.
Kom, lille kat, vi tager dig med til bedstefaren i skoven, hvor du vil have det trygt, sagde Lærke.
Han så på hende, og hendes stemme, hendes måde at tale på, mindede ham om Else, den gamle dame, der engang havde reddet ham som en lille skygt på gaden og taget ham med hjem.
Lærke løftede forsigtigt katten op, lagde ham i en stor kurv med et varmt tæppe. Missen gjorde ingen modstand. Han lukkede øjnene og troede igen på mennesket.
Dyrene er måske de eneste væsener, der kan tilgive os alt, og som elsker os, uanset hvad.
