Han troede, de var fattige indtil han fandt ud af, hvem hun i virkeligheden er!
Man skal virkelig aldrig dømme folk på udseendet. Det her er det perfekte eksempel på det.
Forestil dig interiøret i en eksklusiv butik midt i Indre By i København, hvor der sælges schweiziske luksusure. Bag disken står butikschefen, iført jakkesæt så strøget, at man skulle tro, han var på vej til audiens hos Dronningen. Han kigger nedladende på et ungt par, der netop er trådt ind i butikken de har kun afslappede hættetrøjer og slidte sneakers på.
Han laver en bestemt bevægelse mod døren:
“Det her er ikke tivoli, venner. Tag nu bare afsted, før jeg bliver nødt til at ringe efter sikkerhedsvagten og få jer escorteret ud!”
Fyren er lige ved at komme op i det røde felt af frustration, men pigen lægger roligt sin hånd på hans skulder og stopper ham. Hun ser butikschefen direkte i øjnene, rolig og fast.
Butikschefen fryser nærmest af sit eget hånlige grin:
“Jeg er totalt ligeglad med, hvad I havde regnet med. Sådan nogle som jer hører ikke til herinde.”
Han strækker hånden ned mod knappen under disken, klar til at trykke på alarmen. Pigen sukker tungt, rækker ned i sin lomme og hiver et helt særligt, nærmest glasklart kort frem, som hun holder op foran det store udstillingsvindue. Pludselig ringer en særlig, krystalklar melodi gennem hele butikken.
Butikschefen stivner, og nærmest i samme sekund begynder hans mobiltelefon at vibrere på disken. På displayet står der: “ADM. DIREKTØREN PRIVAT”. Han sender et hurtigt, panikslagent blik mellem telefonen og pigen.
Hun læner sig lidt ind over disken med et lille, iskoldt smil på læben:
“Så tag den dog. Forklar din chef, hvorfor du nægter at betjene den nye ejer af hele kæden.”
Hans hånd skælver, mens han tager telefonen. Øjnene er fyldt med ren rædsel.
Han får fremstammet: “Hej… Ja, hr. direktør… Jeg jeg vidste det ikke…” Gennem røret lyder en isnende stemme: “Du er fyret uden mulighed for at komme igen. Læg dine nøgler på disken.”
Pigen vender sig om mod sin kæreste, der står dér helt målløs.
“Undskyld, Mads, jeg havde faktisk tænkt mig at fortælle dig det over aftensmaden. Men nu blev overraskelsen vist lidt tidligere. Skal vi finde dig et lækkert ur?”
Hun går afslappet forbi butikschefen uden så meget som at kigge på ham, mens han, med blege kinder, piller sit guldnavneskilt af. Han ved godt, han aldrig kommer til at arbejde i sådan en butik igen.
Moralen er: Du skal aldrig vurdere folks værdi ud fra mærket på deres tøj. Nogle gange kommer retfærdigheden nemlig lige dér, hvor man mindst venter den.
