Han troede, de var fattigrøve, indtil han opdagede, hvem hun i virkeligheden var!
Man skal aldrig dømme en bog på omslaget. Denne fortælling er det pure bevis.
Inde i en fornem Aarhus-butik for eksklusive schweiziske ure folder rummet sig ud under glitrende lamper, hvor alting ser ud til at svæve. En butiksbestyrer med glat tilbagestrøget hår og nålestribet jakkesæt står med armene over kors, mens han lader sin foragt hænge tykt i luften. Foran ham står et ungt par begge iført oversized hættetrøjer og slidte sneakers, som om de er trådt ud af en drøm, hvor ingen lægger mærke til tøj.
Manageren løfter hånden i en mærkelig, opfarende gestus nærmest som om hans arm bevæges af en usynlig vind:
**”Det her er ikke noget tivoli i København. Ud, før jeg får vagten til at smide jer på gaden!”**
Fyren er nærmest allerede i færd med at eksplodere af vrede, men pigen lægger blidt en hånd på hans skulder og lader blikket hvile roligt mod butikschefen hendes øjne klare som is på en vinterdag i Silkeborg.
Manageren trækker kynisk på smilebåndet:
**”Tror I, det her er Føtex? I hører ikke til i butikker som vores.”**
Han rækker ned mod en rød knap under disken, som om han vil kalde på underlige væsener og ikke sikkerhedspersonale. Pigen trækker vejret tungt og dykker hånden ned i sit lommehylster ud kommer et mærkværdigt gennemsigtigt kort, der skinner under neonlyset. Hun glider det langsomt hen mod glasmontren, og straks ringer hele forretningen med et levende, eventyrligt klokkespil, som om spirene på Amalienborg pludselig begyndte at synge.
Manageren stivner; det føles som om han langsomt forvandles til en statue. Hans private mobiltelefon på disken brummer, og på skærmen blinker ordene: **”ADM. DIREKTØR PRIVAT NR.”** Han sender et panisk blik mellem telefonen og pigen, og hans ansigt bliver ligblegt.
Pigen lener sig frem med et dragende, isnende smil:
**”Ja, tag den endelig. Forklar, hvorfor du nægter at hjælpe den nye ejer af hele kæden.”**
Hans hånd skælver, da han tager telefonen. Øjnene hopper nervøst rundt, som om han leder efter en udvej i det uvirkelige lokale.
Med knækkende stemme får han fremstammet: “Ja?… Jo, hr. direktør… jeg… jeg vidste ikke…” Den kolde, skærebare stemme fra røret får al luft til at synes forladt: “Du er opsagt, Karl. Læg nøglerne. Adgang nægtes permanent.”
Pigen vender sig mod sin forbløffede ven, der står gloende som fanget i en surrealistisk opera:
**”Undskyld, Mads, jeg ville egentlig fortælle dig det senere i aften. Men nu blev overraskelsen vist afsløret. Skal vi ikke finde dig en gave?”**
Uden at skænke manageren et blik glider hun let forbi ham, som om hun svæver over gulvet i denne sære drømmebutik. Han tager sit gyldne navneskilt af, langsomt, og forstår nu at livet som luksus-handler er væk for altid; han opløses nærmest som dug for solen.
**Morale:** Respekt har intet med prisen på dine bukser at gøre. Men nogle gange sniger retfærdigheden sig ind netop dér, hvor drøm og virkelighed smelter sammen.
