Jeg hedder Mette, og jeg er seksogtredive. Jeg har været gift i seks år og har tre børn. Den ældste, Lukas, er fem. Den yngste, Freja, er tre. Og den mindste, Emil, er kun et halvt år gammel. Jeg arbejder ikke, men passer børnene derhjemme. Jeg har kun haft et job – lige efter universitetet, før barslen. Resten af tiden har jeg været mor. Og tro mig, det er ikke så let, som det måske lyder.
Jeg mødte Anders, da jeg var næsten tredive. På det tidspunkt havde mine veninder allerede stiftet familie, mens jeg stadigvæk løb mellem kontoret og min lejlighed. Han var høj, karismatisk og selvsikker. Han havde en sportbaggrund og var afdelingschef. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at en mand som ham ville lægge mærke til mig. Men han inviterede mig hjem til sin mor – og der vidste jeg, det var alvor.
Hanne, hans mor, viste sig at være ualmindelig rar og sød. Hun sagde med det samme: »Pas godt på den pige.« Et par months senere blev vi gift.
Da Lukas blev født, sagde jeg mit job op og kastede mig fuldt ud i moderskabet. Så kom Freja, og for nylig – Emil. Jeg har ikke forladt mine børn et eneste sekund. Lukas går til dans og tegning, Freja er hjemme, hvor jeg lærer hende ting. Vi går ikke i børnehave, fordi jeg er hjemme, og jeg føler oprigtigt, at jeg er en god mor. Mine børn har det varmt, hyggeligt og interessant.
Men på et tidspunkt begyndte det hele at gå i stykker. Efter den tredje fødsel tog jeg på. Nu vejer jeg omkring 80 kilo, hvor jeg før var en tyndpaste – 50, maks 52 kilo. Dengang gik jeg jævnligt i fitness, fik manicure og passede på mig selv.
Nu har jeg hverken tid eller energi. Hvis jeg prøver at lave lidt motion, begynder Emil at græde, Freja beder om vand, og Lukas vil have mig til at se hans tegning. Nogle gange kan jeg bogstaveligt talt ikke rejse mig fra sofaen – fordi jeg ikke har sovet, fordi jeg ammer, fordi jeg er træt. Jeg beklager mig ikke, det er bare sådan, det er.
I starten lavede Anders sjov. Kaldte mig »min lille kanelbolle« eller »min bamse«. Sagde, jeg var blevet blødere – i begge betydninger af ordet. Jeg grinede med. Men så stoppede humoristiken.
I sidste uge spiste vi frokost. Jeg havde lagt tre frikadeller på min tallerken – jeg havde stået på benene hele dagen uden at spise. Pludselig tager Anders min gaffel, fjerner to af frikadellerne og siger med iskold stemme: »Du bliver nødt til at tabe dig.« Og så tilføjer han: »Hvis jeg finder en anden kvinde, er det din skyld. Ikke min.«
Jeg sad helt målløs. Det gjorde ondt. Ja, jeg ved godt, jeg er blevet større. Ja, jeg genkender mig selv ikke i spejlet. Men fortjener jeg ikke bare en smule respekt? Jeg har født tre af hans børn. Jeg har opgivet min karriere. Jeg har opgivet mig selv.
Jeg ville elske at få manicure, en pedikure eller en massage. Jeg ville elske at købe en smuk kjole. Men vi har hverken tid eller penge til det. Alt går til børnene, fritidsaktiviteterne og lånet. Anders er chef og skal se perfekt ud. Vi hjælper også hans mor. Og mig? Jeg laver ansigtsmasker af havregryn og honning om aftenen, når børnene sover.
Jeg har ikke købt noget nyt tøj i over et år. Og hvis jeg går ind i en butik, ender jeg altid i gråd. Fordi alt er for lille, for stramt. Fordi jeg ikke er den samme som før.
Jeg har mistet troen på, at jeg nogensinde bliver slank som før. Mit eneste håb er Hanne – at hun ikke lader Anders ødelægge vores familie. For jeg føler mig ikke længere som en kone. Bare som en mor og en hushjælp. Men er det ikke nok til at blive respekteret?…
