Signe, pigen der blev glemt af sin far og efterladt på et børnehjem i København som kun otteårig, besluttede til sidst at tage sagen i egne hænder og give ham en lille smag af hans egen medicin. Signes mor døde tidligt, så faren giftede sig igen og fik etableret en ny familie med Anne, hans nye hustru, og hendes to børn. Fra det øjeblik Anne flyttede ind, gik det, mildest talt, ned ad bakke for Signe.
Stedmoren Anne fik straks presset Signe ud af huset der skulle være plads til drengene, lød forklaringen og den stakkels pige endte på et børnehjem. Her blev hun mødt af brutale drillerier og konstant mobning, både fra sine stedbrødre og fra de andre børn, som tydeligvis havde lært, at det er sjovere at sparke på dem, der ligger ned.
På hendes ottende fødselsdag lovede faren, at han ville hente hende hjem og give hende den eftertragtede dukke men nej, løftet var ikke mere solidt end en vaffel på en varm sommerdag. Signe ventede og håbede, men var kun en sjælden gæst på familieportrættet.
Flere år senere besluttede hun, at nu måtte det være nok. Hun inviterede faren til frokost det blev på en café på Nørrebro, for hun skulle jo være rigtig moderne og Anne måtte selvfølgelig også med. Signe bad om en forklaring på hvorfor hun blev glemt, og hun mindede ham også om den famøse dukke, som aldrig dukkede op. Farens dårlige samvittighed var tydeligt, men Anne forsøgte at tale uden om hele miseren, som om hun kunne snakke sig ud af enhver situation.
Signe havde dog besluttet, at nu skulle sandheden på bordet. Hun pegede på stedmoderens rolle i operation børnehjem, og hun nægtede pure at træde tilbage, mens hun afleverede en lang, bitter smøre. Faren blev klædt af til skindet, og han begyndte endelig at forstå, at alle hans beslutninger heller ikke var gratis de havde kostet Signe dyrt, både på kontoen og i hjertet.
Mødet endte ikke med den hyggelige, pizza-fyldte genforening, som Signe havde håbet på. Tværtimod blev det klart, at faren simpelthen var håbløs til forælderrollen. Skuffet og lidt lettet brød Signe med ham, indså at han aldrig ville blive den far hun havde drømt om og gik fra caféen med blandede følelser: lige dele sorg, lettelse og en snert af ironi over livets absurde drejninger.
Signe vidste godt, at hendes fremtid ikke skulle være defineret af gamle svigt hun måtte finde sit eget livsværk, et sted hvor hun bestemte, og hvor ingen kunne love en dukke og stikke af med den. Den slags beslutninger koster selvfølgelig lidt mere end en ti-krone, men hun havde nu endelig sat sig selv først.
