Hanne Jensen stod stille i stuen. Hennes stemme skælvede. “Lars, jeg ved, hvordan du føler det. Men dette er min beslutning.” Hun vendte sig mod vindueskarmen for at undgå hans blik. “Niels er en god mand med fast stilling. Vi får et værdigt liv sammen.”
“Er kærligheden ingenting værd?” Lars’ hænder knyttede sig. “Alt det vi delte?”
Hannes negle borede sig ind i håndfladerne. Jo, det betød noget. Mere end hun turde indrømme. Hendes mor lå på Rigshospitalet efter sit andet hjerteanfald. Behandlingen krævede kroner de aldrig ville eje.
“Det var smukt,” sagde hun iskoldt. “Men livet er ikke en eventyrbog.”
Lars tog et skridt frem, hånden dirrede, men han rørte hende ikke. “Hanne… husker du Arresø? Da du faldt gennem isen? Jeg trak dig op. Vi svor hinanden…”
“Hold op!” Hun vendte sig brutalt om. “Fortiden er forbi.”
Han så på hende som en fremmed. Så et langsomt nik. “Forstået.” Han greb sin jakke fra kommoden. “Jeg ønsker dig lykke, Hanne Jensen.”
Døren lukkede sig stille. Kun da hans fodtrin døde bort på trappen, tillod hun sig at græde.
Niels Nielsen var en god mand. En femtårig enkemand, direktør for en fødevarevirksomhed. Han tilbød ikke bare ægteskab, men sikkerhed. Da hendes mor blev indlagt, overtog han alle udgifter uden anden modydelse end Hannes ja til vielsen.
“Du er ung, smuk og begavet,” sagde han og holdt hendes hånd. “Jeg trænger til en livskammerat. Vi passer sammen.”
Hanne nikkede og følte sig som en handelsvare. Men mor kom sig, lægerne lovede fuld helbredelse med dyre medicin.
Brylluppet var stille med få gæster. Niels var en hensynsfuld ægtemand. Han krævede ikke kærlighed, nøjedes med respekt. Hanne forsøgte ærligt at være en god hustru.
Tre måneder gik uden Lars. Så et tilfældigt møde på Frederiksberg Lægehus.
“Går det godt?” spurgte han høfligt som en bekendt.
“Fint. Dig?”
“Også. Meget arbejde.”
Han så slankere ud, solbrændt i nyt jakkesæt. Hun undlod at spørge om pengene.
“Hvordan har din mor det?” Han plejede at elske hendes mor, og hun
Mette sad alene med sin kaffe og stirrede ud over Nyhavns kanal, mens de sidste ord fra hendes mor gav genlyd: *”Sand kærlighed taber man kun én gang.”*
Hun forstod nu, at det var hende selv, der havde sænket livet som en sten i isvandet den dag hun forrådte Fabian — de synder man begik mod sit eget hjerte bliver evigt begravet i tavshedens frostdækkede vande.
