Han nægtede at gifte sig med den gravide pige. Hans mor støttede ham, men faren tog den kommende babys parti.
“Far, jeg har noget at fortælle dig. Nabopigen, Freja… hun er gravid. Det er mig,” sagde Andreas, lige da han kom ind i huset.
Erik, faren, standsede et øjeblik, før han roligt svarede:
“Så gift dig med hende.”
“Ej, hvad? Jeg er for ung. Jeg er ikke klar til en familie, og vi har ikke engang rigtig været kærester…”
“Seriøst?” grinede faren. “Så du var mand nok til at løbe efter piger, men når det gælder om at tage ansvar, er du pludselig et barn. Nå, men sådan er det jo.” Uden at sige mere, råbte han højt efter sin kone: “Lise! Kom lige herind!”
Lise kom ind i køkkenet, mens hun tørrede hænderne i sit forklæde:
“Hvad er der sket?”
“Hør her. Vores søn har fået en pige gravid, men han vil ikke giftes. Freja, nabodatteren. Hun venter hans barn. Men han vil ikke anerkende det.”
Lise så ikke engang overrasket ud. Hendes ansigt blev helt udtryksløst:
“Og det er rigtigt. Hvorfor skal vi pludselig have en eller anden tilfældig pige boende? Nutidens piger er snu – de finder en med penge, bliver gravide, og så skal manden pludselig giftes. Og så viser det sig, at barnet slet ikke er hans. Hun kan bare tage en faderskabstest. Og generelt skal Andreas ikke presses – han er jo stadig ung. Han er en mand, det er svært at sige nej. Men vi skal da ikke forsørge andre folks børn.”
Erik sukkede dybt og sagde stille:
“Men hvad nu, hvis det virkelig er hans barn?”
“Og hvad så? Skal vi tage ansvaret? Sig til hende, hun skal tage en test, så finder vi ud af det.”
Hun vendte sig om og forlod køkkenet, mens Erik blev tilbage med sin søn.
“Hør her, jeg var også ung engang,” begyndte han. “Elskede én, men giftede mig med en anden. Ikke af kærlighed, men af ansvar. For at være mand handler ikke kun om lidenskab, det handler om valg og konsekvenser. Din mor var gravid dengang. Jeg vidste ikke, om jeg kunne blive hos hende, men jeg vidste én ting – barnet var uskyldigt. Mit blod, min samvittighed. Og ved du hvad, Andreas? På trods af alt har jeg aldrig fortrudt, at jeg blev.”
Tre måneder senere gav DNA-testen et klart svar: med 99,9% sandsynlighed var Andreas fader til Freyas barn.
“Og hvad så?” fnøs Lise, da Erik lagde papiret foran hende. “Ja, han er faren. Men det betyder ikke, at Freja skal bo i dette hus. Hun kommer ikke ind her. Det har jeg sagt!”
Andreas sad og undgik at møde farens blik. Hans ansigt afslørede tydeligt, at han havde valgt mors side. Han tav, knugede hænderne, men sagde intet.
Erik rejste sig langsomt fra bordet:
“Hvis I to har truffet jeres beslutning – så hør nu min.”
Hans stemme var lav, men beslutsom:
“Så længe jeg lever, skal mit barnebarn aldrig mangle noget. Jeg tager en grund, bygger et hus, og min barnebarn får alt, hvad jeg ejer. Men I to kan ikke regne med min hjælp længere. Jeg vil ikke være en del af dette cirkus. Andreas, fra i dag er du ikke længere min søn. Alt, hvad jeg ejer, tilhører nu barnet. I får ikke en eneste krone fra mig.”
Lise eksploderede:
“Er du blevet sindssyg? Vil du virkelig frarøve din egen søn arven?!”
Erik svarede ikke. Han vendte sig bare om og gik, mens han ignorerede hendes skrig og råben. Andreas blev stående i tavshed, fastlåst i vantro over, at hans far virkelig mente det. Men han vidste én ting: hvis Erik sagde det, så gjorde han det.
