Hej, du, så forestil dig Jens Petersen, der lige er nået sit syttiende år, har opdraget tre børn. Hans kone, Marta, gik bort for tredive år siden, og han har aldrig giftet sig igen. Det er mange grunde han fandt ingen, ting gik galt, heldet var ikke med ham men det er vel ligegyldigt, for han har haft travlt nok.
De to drenge, Lars og Mikkel, var altid i slagsmål og drama. Jens sendte dem fra skole til skole, indtil de endte hos en skarp fysiklærer, som opdagede, at de havde et ægte talent for naturvidenskab. Pludselig gik alle skænderier og kampe i stå.
Dat datter, Freja, havde svært ved at finde sig ind blandt jævnaldrende. Skolepsykologen ville næsten sende hende til en psykiater. Så kom en ny dansk litteraturlærer på skolen, som startede en skriveklub for begyndere. Freja begyndte at skrive fra morgen til aften, og snart blev hendes noveller udgivet i skolebladet og senere i de lokale forfatterklubber.
Kort sagt fik drengene stipendier på et prestigefyldt universitet i København fysikmatematisk fakultet mens Freja gik på et litteraturstudium. Så stod Jens tilbage alene. Det gik ham forbi, at han mærkede stilheden omkring sig, som om en ulv gøede i natten. Han kastede sig over fiskeri i Gudenåen, havearbejde og svinehold. De store jordstykker ved floden gav ham en god indkomst, og han opdagede, at en ingeniør på et lokalt værksted tjente mindre end ham. Så kunne han endelig spare op til at købe billige biler til sine børn, give dem lidt lommepenge og købe pænt tøj. Men det betød, at hans tid blev knapere alt gik med til at drive gården og småhandleren.
Ti år fløj forbi, og hans syttiårsfest nærmede sig. Han havde tænkt sig at fejre den alene. Drengene var optaget af et tophemmeligt projekt for Forsvarsministeriet, så de kunne ikke fri. Freja rejste rundt til forfatter og journalistsymposier, så han besluttede sig for ikke at forstyrre dem.
Jeg klarer mig selv, tænkte han. Jeg kan gå en tur på gården, så en flaske whisky og tænke på Marta og fortælle hende, hvor store de er blevet
På dagen stod han op tidligt for at passe svinene speciel påfodring, du ved. Da han gik ud på den oplyste eng foran huset, så han noget mærkeligt midt på græsset. En lang, indpakket genstand i en presenning.
Hvad i alverden er det? udbrød han, og pludselig gik flere projektører i gang. De lyste op på engen, og fra husets hjørne dukkede hans børn, deres koner og børnebørn op, sammen med en høj fyr i briller. Alle holdt balloner, blæste i fløjte og trykkede på højtlydende luftsprøjter. De råbte og vinkede:
Tillykke med fødselsdagen, far!
Jens glemte næsten genstanden i sandet. De holdt ham tilbage, så hans koner kunne løbe ind og dække bordet. Freja kom frem og sagde:
Hold fast, far, vil du have, at jeg binder dig for øjnene?
Ja, lad os så, svare han.
Hun lagde et stykke kraftigt stof om hans hoved og drejede ham rundt, indtil han faldt gennem mørket. De spurgte nysgerrigt:
Hvad har du fundet på nu?
En gave, svarer Lars, og Mikkel nikker.
Jens mumlede:
Jeg håber ikke, det er dyrt. Jeg behøver ingenting.
Bare en lille gestus, sagde en anden. Ikke dyrt, bare en tanke.
Freja rev stoffet af hans øjne, og musikken fra højttalerne brød ud i en trommehvirvel. De tre børn greb fat i presenningen, drømte den væk, og under de stærke lys åbenbarede der sig en skinnende Volvo 240 fra 1970erne! Jens næsten besvimede af overraskelsen, men de hjalp ham ned på en stol.
Åh Gud, sagde han gentagne gange.
Freja sprøjtede vand på ham:
Du har altid drømt om den bil.
Den er så dyr, sagde han bekymret.
Ikke dyrere end penge, sagde Lars. Bare en lille gave.
Freja førte ham til bilen, men i stedet for en sæde fandt han en papkasse.
Hvad er det? spurgte han.
Åbn den, sagde Freja.
Han løftede låget, og to små øjne kiggede op fra bunden. Han trakkede en lille, blød, thaikattunge ud og knugede den:
En rigtig thaiker! Som den vi havde med din mor, husker du? Bomme. I var så glade for den, da I var små.
Børnene grinede:
Ja, far, husker vi.
Jens satte sig ikke i bilen. I stedet gik han op på sit værelse på anden sal, lagde kattens billede ved et foto af Marta, og tårerne løb ned ad kinderne:
Se, Marta, ser du? Jeg klarede det. I har ikke glemt mig ser du?
Men hans børn holdt ham ikke alene. Bordet i stuen var dækket, og de gik i gang med at skåle. Freja hviskede i hans øre, at hun var fire måneder gravid, og at hendes kommende svoger havde kørt op til ham for at fejre. Hun ville bo her, for hun kunne skrive hvor som helst, og hendes svoger ville snart tage på en tur til New England for at besøge sine forældre, hvorefter de planlægger at gifte sig i den lille landsbykirke.
Er du okay med det, far? spurgte hun.
Det føles som en drøm, svarede han og kyssede hende på panden.
Aftenen gik med snak, småspisning, et par snaps og masser af minder. Senere gik han til sin kones grav, sad længe og talte med hende. Livet fik en ny mening, især med den bil. Han tænkte på at købe tøj fra den tid, køre til Århus og nyde turen.
På hans seng sov den lille thaikattunge, som han kaldte Tommi.
Tommi, sagde han, og gentog navnet.
Tommi spandt og strakte sig ud i sin lille størrelse. Jens lagde sig ned, strøg den varme pelse, og faldt i søvn.
Morgenen var tidlig igen svinefodring, havearbejde, fiskeri ved floden. På første sal sov Freja og hendes forlovede. Drengene tog af sted med deres familier, og stilheden sænkede sig igen. Tommi fulgte sin far rundt, faldt i svineføden, satte sig fast i fiskerbådens net og forsøgte så at spise fiskefoder. Jens lo og snakkede med den nysgerrige lille:
Som om ungdommen kom tilbage, sagde han og kælede for den.
Tommi mjavede, greb hans hånd med små tænder.
Åh, du frække kat, grinede han.
Så er historien slut. Det er bare en påmindelse til dem, der stadig kan besøge deres forældre: Vent ikke på i morgen, tag af sted nu!
