**Dagbogsnotat**
Min mor har altid haft et stort hjerte. Hun ofrede hele sit liv for mig og min søster. Hun arbejdede som lærer i folkeskolen og gav ekstraundervisning om aftenen, så vi ikke manglede noget. Vi mistede vores far tidligt—han forlod os, da jeg var seks år, og min søster kun tre. Mor tog hele byrden på sine skuldre uden at klage. Hun kæmpede for os, som hun kunne.
Vi voksede op i mormors lejlighed i København, som mor havde arvet efter hende. Vi levede enkelt, men med kærlighed. Efter gymnasiet startede min søster og jeg på universitet, fik familier og børn. Vi besøgte mor ofte, glad for at hun passede sine børnebørn, bagte wienerbrød og lo. Vi troede, hun havde det godt—at vores kærlighed var nok. Men det viste sig, hun savnede noget andet.
Det år besluttede min søster og mig at overraske hende til fødselsdag. Vi sagde, vi ikke kunne komme på grund af arbejde. I hemmelighed kørte vi allerede med balloner, blomster og en lagkage. Da hun åbnede døren, så vi ikke glæde, men forvirring. Hun mumlede noget om en elev, der var kommet til lektiehjælp. Vi udvekslede et blik og gik ind.
Ved bordet sad en mand. I underbukser. En cigaret i munden, en øl foran sig. Ja, “eleven.” Bare en midaldrende, skaldet mand. Vi blev chokerede men sagde ingenting. Da han så os, sprang han op, mumlede noget om et arbejde, han lige skulle til, og forsvandt.
Mor blev rasende. Hun følte, vi havde overfaldet hende. I et halvt år talte hun ikke med os—ikke telefonsvarer, ingen beskeder. Jeg håbede, hun ville falde til ro. Til sidst besluttede jeg at møde hende alene for at sige, vi ikke hadede hendes kærlighedsliv.
Han åbnede døren. “Hun er ikke hjemme,” sagde han med det samme. “Og I skal ikke komme igen.” Jeg prøvede at forklare, men han skubbede mig. Jeg faldt og slog hovedet.
Hjernerystelse. Min mand skyndte sig til mor, men i stedet for støtte fik han beskyldninger: Jeg havde angrebet hendes mand, skabt en scene. Hun tog hans parti. Parti for den, der slog mig.
Vi prøvede at finde ham, men han forsvandt. Uger senere skrev en af mors elever: Hun havde brug for penge, var i nød. Mor svarede ikke. Jeg advarede familien—send ingen penge, hun er okay. Selv vidste jeg ikke, hvad der foregik.
Et år senere ringede hun. Grædende. Stemmen rystede. Og så fortalte hun sandheden.
Hendes “kæreste” arbejdede sammen med sin rigtige kæreste. De ville snyde mor for hendes lejlighed. Han havde vendt hende mod os. Hun var lige ved at sætte lejligheden på hans navn. Men så så hun hans beskeder til den anden. Hun smed ham ud. Og stod alene, knust. Først da kom hun i tanke om os.
Min mand og jeg kørte til hende samme dag. Vi holdt om hende, trøstede hende. Hun græd, bad om tilgivelse. Og vi tilgav. For det var jo mor. En træt, ensom kvinde, der blot ville elskes. Men i stedet fandt hun svig.
Nu er hun her igen. Vi er sammen. Hun leger med børnebørnene, baker brunsviger. Men tit stirrer hun ud ad vinduet, som om hun tjekker—er han der? Og vi beder, at han aldrig kommer tilbage.
**Lærdom:** Kærlighed kan gøre os blinde, men familien venter altid.
