Han Lejede et Bjerg for at Opdrætte 30 Grise, Forlod det i 5 År Og Blev Målløs, da Han Kom Tilbage
I 2018 besluttede Rasmus Pedersen, en 34-årig mand fra Silkeborg, at forfølge drømmen om et bedre liv. Han ville ud af fattigdommen ved at opdrætte grise. Han lejede et stykke øde områder på et lille bjerg nær byen Ry, hvor han ville starte et lille svinebrug.
Han tømte alle sine opsparinger, tog ovenikøbet et lån i Jyske Bank, byggede stalde, fik boret en brønd, og købte 30 smågrise.
Den dag han hentede de første grise op på bjerget, så han på sin kone Solveig, 31 år, og sagde stolt:
Bare vent, om et år bygger vi vores eget hus.
Men livet var ikke nær så enkelt som de ivrige historier i fjernsynet om hurtigt opsparede rigdomme.
Allerede efter tre måneder brød svinepest ud på Sjælland og bredte sig hurtigt mod Jylland. Den ene nabogård efter den anden måtte lukke ned. Enkelte naboer blev tvunget til at aflive alle deres grise og brænde hele staldene af for at bremse sygdommen. Røgen hang tykt over landskabet i ugevis.
Solveig blev urolig.
Lad os sælge dem, mens vi stadig kan, tryglede hun.
Men Rasmus var stædig.
Det går over vi skal bare holde ud lidt endnu.
Bekymringerne, de søvnløse nætter, tærede på ham. Til sidst blev han indlagt på hospitalet i Aarhus med stress og udmattelse. Han tilbragte over en måned hos sin svigerfamilie på Djursland for at komme til hægterne.
Da han omsider kom tilbage til bjerget, var halvdelen af grisene væk. Prisen på foder var fordoblet. Banken begyndte at ringe for at inddrive lånet.
Hver nat, mens regnen slog på eternittaget, føltes det som alt det, han havde arbejdet for, smuldrede mellem fingrene på ham.
Indtil én aften, efter endnu et truende opkald fra en kreditor, sad han på gulvet og mumlede stille:
Nu er det forbi.
Dagen efter lukkede han svinebruget. Han afleverede nøglen til ejeren gamle Henrik Møller og gik ned ad bjerget uden at se sig tilbage. Han kunne ikke bære at være vidne til det sidste forfald af sin drøm. For ham var alt mistet.
Han vendte aldrig tilbage de næste fem år.
Sammen med Solveig flyttede han til Herning og fik fabriksarbejde. Livet var enkelt ikke rigt, men fredeligt.
Hvis nogen nævnede svineopdræt, smilede Rasmus blot skævt.
Jeg fodrede bare pengene til bjerget, sagde han.
Men tidligere i år ringede Henrik pludselig. Hans stemme skælvede.
Rasmus… du må komme herop. Noget mærkeligt er sket ved din gamle stald.
Næste dag tog Rasmus de 40 kilometer op til bjerget. Den gamle grusvej var næsten forsvundet, dækket af græs og vildtvoksende træer, som havde den været forladt i et årti.
På vej op voksede uro og nysgerrighed i ham.
Var stalden styrtet sammen?
Var der overhovedet noget tilbage af drømmen?
Da han drejede rundt om den sidste sving på bjerget, standsede han brat.
Det sted, han havde forladt… levede.
Det var ikke længere de slidte svinestalde, han huskede. Det gamle tag var dækket af ranker og tætkrat. Møg og mudder var groet helt sammen med skovbunden. Træerne stod høje, og den gamle sti var knapt til at se.
Men det, der fik ham til at bremse, var lydene.
Grunt grunt
Rasmus stod som forstenet.
Forsigtigt gik han tættere på indhegningen, som næsten var skjult af græs og brændenælder. Da han kiggede over hegnet, tog han et skridt tilbage af ren overraskelse.
Der var grise.
Ikke bare et par stykker men mange.
Store solide grise. Og væld af smågrise, der løb rundt.
De 30 smågrise, han havde efterladt for fem år siden, var vokset til en hel flok.
Nej det kan ikke passe mumlede han.
Henrik, som havde fulgt efter, stillede sig ved siden af.
Det var det, jeg sagde, Rasmus. De forsvandt ikke.
Hvordan i alverden har de overlevet? spurgte Rasmus, stadig helt forvirret.
Henrik satte sig på en stor sten.
Da du tog afsted, var der stadig et par grise tilbage i folden. De brød hegnet ned og stak af. Jeg var sikker på, de ikke ville klare sig i skoven. Men de overlevede.
Rasmus så rundt.
Bag svinestalden rislede en lille bæk, han aldrig før havde lagt mærke til. Der voksede nu både brombærbuske, vilde æbletræer, og kartoffelplanter. Der var valnødder og masser af vilde urter.
De lærte at overleve her på bjerget, sagde Henrik. Og de formerede sig bare videre.
Rasmus stirrede på flokken. Enkelte søer løftede hovedet og så direkte på ham, nærmest som om de kunne genkende ham, trods årene der var gået.
En stor galt kom hen til hegnet. Dens pels var rødlig, og på det ene øre var der et ar samme mærke som én af de allerførste smågrise, han havde købt.
Den dér… hviskede Rasmus.
Det var den første gris, jeg selv opfødte.
En mærkelig fornemmelse voksede i hans bryst.
Alt det, han troede var gået tabt var her stadig.
Ikke bare i live men vokset.
Hvad vil du så gøre nu? spurgte Henrik.
Rasmus svarede ikke.
Han betragtede bjerget, den gamle stald og grisene, der roligt gik rundt i græsset, som om de sidste fem år var ingenting.
Og så smilede Rasmus for første gang i meget lang tid.
Måske, sagde han stille,
er min drøm slet ikke død endnu.
Og lige der forstod han noget, han engang havde glemt.
Nogle gange, selv når man vender ryggen til sine drømme
venter de bare tålmodigt på, at man kommer tilbage.
