Han kaldte hende en ynkelig tjenestepige og forlod hende. Men da han vendte tilbage, mødte han en uventet overraskelse.
Katrine havde altid hørt det samme fra sin bedstemor og mor: »I denne familie har kvinder aldrig held til kærligheden.« Oldemoren blev enke som 22-årig, bedstemoren mistede sin mand i fabrikken, og moren blev alene med en baby, da Katrine knap var tre år. Hun troede ikke på forbandelser, men et sted dybt inde frygtede hun, at hendes kærlighed også ville ende i smerte. Uden at ville det, drømte hun om et hjem, en mand, børn varme.
Hendes kommende mand, Mads, mødte hun i fabrikken, hvor hun arbejdede som pakker. Han var i en anden afdeling, men de spiste frokost i samme kantine. Sådan forelskede de sig. Alt gik hurtigt: et par dates, et frieri, et bryllup. Mads flyttede ind i hendes to-værelses lejlighed, arvet fra bedstemoren. Moren var allerede død. I starten var det fint: den første søn kom, så den anden. Katrine gjorde sit bedste: hun lavede mad, vaskede, passede børnene. Manden arbejdede, bragte penge hjem, men kom sjældnere og sjældnere, og samtaler blev en sjældenhed.
Da Mads begyndte at komme sent hjem, træt, med fremmed parfume på skjorten, vidste hun det. Hun spurgte ikke, bange for at blive alene med to børn. Men en dag kunne hun ikke holde det ud længere:
»Tænk på børnene, jeg beder dig.«
Han svarede ikke. Bare et koldt blik. Ingen forklaringer. Ingen skænderier. Næste morgen lavede hun morgenmad til ham, men han rørte den ikke.
»Du er ikke andet end en tjenestepige,« sagde han med afsky.
En uge senere var han væk. Pakkede sine ting og lukkede døren.
»Forlad os ikke!« råbte hun i opgangen. »Børnene har brug for deres far!«
»Du er en ynkelig tjenestepige,« gentog han og gik. Børnene hørte det. De to drenge, der sad sammen på sofaen, forstod det ikke: Hvad havde de gjort? Hvorfor forlod han dem?
Katrine lod sig ikke knuse. Hun levede for dem. Arbejdede som rengøringshjælp, vaskede trapper, slæbte spande, lærte børnene at læse og vaskede tøj i hånden, da maskinen gik i stykker. Drengene voksede hurtigt og hjalp til. Hun glemte sig selv, sine drømme. Men skæbnen kan overraske.
En dag i supermarkedet tabte hun en tepose. En mand samlede den op og smilede:
»Skal jeg hjælpe med poserne?«
»Det behøves ikke,« svarede hun distræt.
»Jeg hjælper alligevel,« sagde han og greb indkøbene.
Hans navn var Jens. Han begyndte at dukke op i butikken hver dag, fulgte hende hjem, kom endda forbi for at hjælpe med rengøringen. Drengene var mistænksomme, men han var blid, tålmodig. Til den første middag bragte han en kage og hvide roser. Da den ældste søn drillede:
»Spillede du håndbold?«
Han grinede: »I skolen, ja. Det er længe siden.«
Senere tilstod han: »Jeg havde en ulykke. Taler langsomt, bevæger mig besværet. Min kone forlod mig. Hvis du ikke kan lide mig, forstår jeg det.«
»Hvis drengene kan lide dig, bliv,« svarede Katrine.
Han friede til hende. Og bad om at tale med drengene.
»Jeg vil være en rigtig far.«
Om aftenen forklarede hun det for børnene. De krammede hende.
»Vores far forlod os og glemte os,« sagde den yngste. »Det ville være fedt med en far, der blev.«
Sådan blev Jens en del af familien. Han lærte drengene at sparke til en bold, hjalp med lektier, reparerede hylder, lo med dem. Huset blev fyldt med liv. Årene gik. Drengene blev mænd. Tobias forelskede sig og spurgte Jens om råd. Netop da ringede dørklokken.
Ved døren stod Mads.
»Jeg var en idiot. Tag mig tilbage. Lad os starte forfra«
»Gå din vej,« afbrød Tobias.
»Taler du sådan til din far?!« råbte Mads.
»Tal pænt til min søn,« sagde Jens roligt.
»Vi har ikke brug for dig,« tilføjede den yngste. »Vi har allerede en far.«
De lukkede døren. For altid.
Katrine stod der og så på de tre mænd hendes beskyttere, hendes familie, som hun havde bygget med blod, sved og tårer. Og endelig var hun lykkelig.
