På andet år på universitetet forelskede Kasper sig i den smukke blonde Mette, der gik i den parallelle klasse. Hendes bløde rødmen på kinderne og de varme, grå øjnes blik forstyrrede ham. Men på en af de studerendes fester mødtes de endelig rigtigt, og han inviterede hende til dans.
”Du danser så godt,” komplimenterede han Mette, mens hun lo højt.
”Hvorfor? Det er da ikke svært at danse. Bare bevæg dig hurtigere, så går det altså,” sagde hun smilende og dansede med stor glæde.
Fra den aften blev de kærester. Deres intense forhold endte med et bryllup. De boede begge på kollegiet som studerende, men på en eller anden måde lykkedes det dem at dele et fælles værelse. Snart kom der en barneseng ind på det lille værelse. Mette ventede et barn.
”Kasper, hvordan skal vi kunne studere, når vores søn kommer? Ét værelse… Måske skal jeg tage orlov. Det er ærgerligt, for så vil du jo blive færdig før mig.”
”Mette, lad os nu ikke bekymre os for tidligt. Når vores søn kommer, finder vi ud af det. Vi er ikke de første eller de sidste studerende i den situation. Andre klarer det også. Jakob fra min gruppe opdrager tvillinger og dropper ikke studiet,” sagde manden.
Tiden gik, og Mette fødte en smuk dreng, de kaldte Emil. Kasper og Mette kunne ikke være mere lykkelige – en helt ny lille person var kommet til deres familie. De første måneder var hårde, men de var heldige. Måske var Emil en rolig baby, eller måske var han bare født sådan, men han lod sine unge forældre sove og var sjældent krævende.
De skiftedes til at gå til forelæsninger og læse til eksamener. Mette undgik endda orlov. Når Emil var syg, kom hendes mor fra en nærliggende by og passede ham, gav ham medicin.
”Mette, skal vi ikke tage Emil med hjem til os?” foreslog moren, men de afslog.
”Nej, mor, vi klarer den. Hvis det bliver for svært, ringer vi til dig.”
Sådan gennemførte Kasper og Mette deres uddannelse, og man skulle tro, at alle udfordringerne ville styrke deres ægteskab. Men sådan gik det ikke. Mettes bedstemor efterlod dem en lejlighed, og de flyttede ind, begge med arbejde. Emil startede i børnehave.
Da problemerne begyndte, forstod Kasper det ikke. Mette blev kold og fjern. De forstod hinanden ikke længere. Kasper tænkte:
”Var det virkelig kærlighed, da vi giftede os som unge, eller var det bare tiltrukkenhed? Eller prøver vi bare at holde familien sammen for Emils skyld? Jeg vil gerne redde vores familie, selvom det kun er for sønnen. Nu er det kun kærligheden til ham og ansvaret, der holder os sammen.”
Hvad Mette tænkte, vidste han ikke. Hun var forelsket i en anden – så meget, at hun ville forlade sin mand. Men hun kunne ikke tage Emil med, for lejligheden var hendes. Hendes nye kærlighed, Martin, havde intet sted at bo. En dag sagde hun:
”Kasper, vi bliver nødt til at skilles. Jeg elsker en anden. For mig er du kun Emils far nu. Det kan ikke fortsætte sådan.”
”Jeg er ikke klar til at ændre alt,” svarede han. ”Hvad med Emil? Har du tænkt på ham?” Nyheden chokerede ham.
”Jeg tænker kun på ham, og jeg tror, det bliver bedst sådan.”
”Bedst? At en fremmed mand skal opdrage ham i stedet for mig? Hvad snakker du om?”
”Vores søn vokser og vil snart forstå alt. Hvor længe kan vi lege, at vi er en normal familie?” sagde hun roligt.
”Vi ER en normal familie. Vi elsker Emil lige højt,” protesterede han.
”Vi elsker ham, men ikke hinanden. Det er ikke normalt,” sagde Mette med sørgmodighed.
Kasper vidste, hun havde ret – i hvert fald fornuftsmæssigt. Men hans hjerte nægtede at acceptere det. Hun ville have Emil efter skilsmissen, og det var uudholdeligt for ham. Han elskede sin søn dybt, selvom han vidste, Mette var en god mor. Han nægtede at skille sig:
”Jeg vil ikke have, at Emil skal have en ny far.”
”Kasper, hvad mener du? Du vil altid være hans far. Du skiller dig fra mig, ikke fra ham. Man skiller sig ikke fra sine børn.”
”Netop! Man skiller sig ikke fra børn,” sagde Kasper vredt. ”Men jeg vil ikke kunne læse eventyr for ham om aftenen, bygge puslespil eller hjælpe med lektier. Hvad er det for en far, der kun er der en gang imellem? Hvis du vil have et nyt liv, får du ikke Emil.” Han stormede ud for at få luft.
Han gik gennem Københavns gader, prøvede at samle tankerne.
”Hvad gør jeg? Enhver dommer vil give hende forældremyndigheden. Hun har et hjem, et godt job. Har jeg ret til at tage en seksårig fra sin mor?”
Han vandrede længe, men fandt ingen løsning. Den eneste udvej var at nægte skilsmisse. Måske kunne han overtale Mette til at blive sammen for Emils skyld. Han var endda villig til at give hinanden frihed, men holde skinnet af en familie for sønnen. Når Emil blev ældre, ville han forstå. Han besluttede at tale med hende.
”Kasper, hvordan forestiller du dig det? Skal jeg bo hos dig, elske Martin og lade som om, vi er en perfekt familie?”
”Men du kan ikke tage Emil fra mig. Han har brug for os begge,” insisterede Kasper.
”At vi ikke bor sammen betyder ikke, at vi stopper med at elske ham,” sagde Mette fast.
Hun havde taget sin beslutning. Hun vidste, Emil ville blive hos hende – Kasper måtte bare acceptere det. Men han gjorde ikke. Han forstod ikke de juridiske detaljer, men han ville ikke give slip på sin søn. Mette blev frustreret. Ingen argumenter virkede. Endelig talte han med en advokatven.
”Du kan nægte skilsmisse, men tænk på jeres liv, hvis hun alligevel bor med en anden. Det bliver et mareridt for jer alle. Emil vil vokse op med at se det. Hvilket eksempel giver I ham?”
”Ja, uanset hvad, er det Emil, der lider,” sukkede Kasper. ”Men jeg kan ikke bare opgive.”
Han prøvede at overtale Mette en sidste gang, men diskussionen gik i cirkler.
”Mette, jeg accepterer kun skilsmisse, hvis Emil bliver hos mig.”
Hun råbte: ”Så chikanerer du mig med vores søns fremtid! Du tænker slet ikke på ham – du vil bare straffe mig!”
De skændtes, råbte alt ud, og tav derefter længe. Herefter talte de kun gennem Emil.
”Emil, spørg mor, hvor min sweater er.”
”Emil, sig til far, at han henter dig i SFO. Jeg arbejder sent.”
Kasper pr
