»Har han stadigvæk ikke ringet, mor?« spurgte Mads og så på kvinden, der sad ved bordet med et udtryk, der ikke lod sig skjule.
»Nej, min skat Far har sikkert meget at lave dernede i Italien.«
»Ja, du sagde, at julen nærmer sig«
»Det gør den, helt sikkert. Han skrev, at han bringer gaver til os, og at han tager os med til stranden i sommer.«
Kvinden tvang et smil frem, men hendes hjerte knækkede lydløst i to.
På komfuret kogte en lille gryde kartofler, og i ovnen brændte det sidste tynde træ, der var tilbage af bunken.
Lærke knugede sine børn tæt og bad en stille bøn:
»Gud, giv mig styrken til ikke at græde foran dem.«
Engang var livet anderledes.
Hun og Elias havde elsket som ild. De var blevet gift unge, fulde af håb, med to små børn og et halvt færdigt hus. Elias var flittig, men landsbyen havde ikke meget at byde på.
»Jeg tager til Italien, bare et par år. Jeg tjener penge, kommer hjem og køber dig alt, hvad du fortjener.«
Lærke græd dengang.
»Bliv her, Elias«
»Det er for os, min pige. Ingen andre.«
Og så tog han afsted.
Først ringede han hver aften. Han sendte penge, talte med børnene, fortalte Lærke, at han elskede hende.
Så blev opkaldene færre.
»Jeg er træt, der er dårlig forbindelse, jeg arbejder sent.«
Så begyndte løgnene: »Jeg har mistet tegnebogen, jeg kan ikke sende penge denne måned.«
Lærke troede på ham. Hun troede altid på ham.
Hun arbejdede, opdragede børnene, holdt huset.
Hun gjorde rent på skolen, syede tøj til naboerne, arbejdede på marken.
Men hun klagede ikke.
»Det er bare en periode. Når Elias kommer hjem, bliver alt godt.«
Efter tre år kom Elias ikke hjem.
Børnene voksede.
Mads var 12, Freja var 8.
Spørgsmål blev stillet oftere:
»Mor, lever far stadig?«
»Ja, skat, han er bare langt væk.«
»Hvad hvis han ikke kommer tilbage?«
Lærke smilede bittert.
»Så er vi tre. Og vi klarer os.«
En aften kom postbuddet med et brev.
Ordene faldt som en kniv:
»Lærke, had mig ikke. Jeg har mødt en anden. Jeg gifter mig her, har et nyt liv. Tag dig af børnene. Elias.«
Kvinden stod stille i flere minutter.
Så rev hun brevet i to og kastede det på komfuret. Hun ville ikke have, at børnene skulle se smerten i hendes øjne.
»Hvad sker der, mor?« spurgte Freja.
»Ikke noget, min skat. Far siger, han sender penge næste måned.«
Men pengene kom aldrig.
Årene fløj forbi.
Lærke ældedes pludselig, med en krum ryg og ridsede hænder. Men huset var rent, haven smuk, og børnene velfor
