Han forlod mig med tre børn og ældre forældre for at løbe væk med sin elskerinde.
Han smuttede til Italien med hende lod mig blive tilbage med alt ansvaret.
Jeg kunne ikke holde på ham.
Det startede på min fødselsdag.
Jeg boede i en lille landsby dengang, havde ikke mange penge, og i byens butikker lå der så mange smukke ting mine øjne vidste ikke, hvor de skulle kigge hen.
Især én ting fangede mig: et par sandaler.
Jeg stirrede på dem, forestillede mig at gå med dem ned ad gaden, mens alle vendte sig for at kigge efter mig
Så skubbede en mand mig let med albuen.
Jeg vendte mig og så ham stå der, smilende.
“Smukke, ikke?” nikkede han mod sandalerne.
“Ja” mumlede jeg, øjnene stadig på skovinduet.
“Lad os tage en kaffe. Hvis jeg køber dig de sandaler, vil du så gå på en date med mig?”
Jeg vidste, jeg virkede naiv og fjollet, men lige nu var det ligegyldigt.
“Okay,” svarede jeg.
Jeg ville have den gave. Jeg ville føle mig speciel, selvom det kun var for en aften.
Vi satte os på en café, han bestilte en kage til mig, og jeg begyndte at fortælle ham min historie.
Jeg fortalte, at mine forældre var døde.
Det var delvist sandt.
Min far var virkelig begravet, men min mor
Min mor havde jeg “begravet” i mit sind som barn, for hun forlod mig som spæd.
Jeg fortalte det på en måde, der ville vinde hans medlidenhed.
Og det virkede.
Sådan begyndte det.
Jeg kom mere og mere til byen, og vi så hinanden.
Han hed Jens. Han tog mig ind i sit hjem, omhyllede mig med opmærksomhed.
Først sandalerne, så kjoler, smykker, dyre parfumer.
Men nej, jeg blev ikke hans elskerinde for gaverne.
Jeg elskede ham.
Troede, han elskede mig tilbage.
Men jeg var naiv.
Jeg begik en fejl, blev gravid.
Og forventede alt andet end, at han ville sige:
“Vi bliver nødt til at gå fra hinanden.”
“Klare dig selv.”
“Få en abort.”
Men han sagde noget andet:
“Du skal flytte ind hos mig. Vi skal opdrage dette barn sammen.”
Jeg kunne ikke tro min lykke.
Min mor ødelagde mit liv.
Vi giftede os.
Jeg troede, skæbnen endelig smilede til mig.
Så bankede det på døren en dag.
Jeg åbnede og var lige ved at besvime.
Der stod min mor.
Med en pose surkål, som om vi lige havde set hinanden i går.
En nabo havde røbet, hvor jeg boede nu.
Hun ville forsones.
Og Jens fandt ud af sandheden.
At jeg havde løjet.
Og med det samme forsvandt hans kærlighed.
Han skreg, kaldte mig en bonderøvs-bedrager, spurgte, om min far snart ville stige op af graven, siden jeg så let kunne fjerne folk fra mit liv.
Og så smed han os ud.
Mig, min mor og hendes surkål.
Jeg troede på ham igen og igen tog jeg fejl.
Jeg flyttede tilbage til mine bedsteforældre.
Sendte min mor væk.
Og stod tilbage med mit barn.
Men Jens kom tilbage.
“Lad os prøve igen,” sagde han. “Vi har en søn.”
Og jeg troede ham.
Naivt troede jeg, at kærlighed kunne bære alt.
Men han tog mig ikke tilbage til sin lejlighed.
Vi flyttede i hans forældres gamle hus ældre mennesker, der havde brug for pleje.
Jeg sagde ja.
Jeg gjorde alt for ham, for hans forældre, for vores søn.
Så blev jeg gravid igen.
En dag under en skænderi råbte han vredt:
“Glem ikke, du kun er gæst her!”
Ordene skar som en kniv.
Alligevel blev jeg.
Troede, kærlighed kunne overvinde alt.
Da det andet barn kom, sagde han, at pengene var knappe, at hans forretning var gået nedenunder.
Nu var vi lige: jeg havde intet, han havde intet.
Så kom den tredje.
Jeg troede, nu var vi bundet for evigt.
Han arbejdede mere og mere. Droppede tidligt, kom sent hjem.
Jeg troede, han kæmpede for familien.
Men jeg så ikke, alt var ved at falde sammen.
Italien en billet til et nyt liv men ikke for mig.
En dag sagde han:
“Jeg kan ikke mere. Der er ingen fremtid her. Jeg rejser til udlandet.”
Jeg troede ham.
Han var udmattet, nedbrudt, slidt.
Jeg accepterede det at han måtte prøve lykken andetsteds.
Men så opdagede jeg sandheden tilfældigt.
På flyvepladsen var der to billetter til en flyvning til Italien.
En i hans navn.
Og en i en kvindes navn en han havde haft en affære med i årevis.
Jeg forstod.
Men jeg kunne ikke stoppe ham.
Han tog afsted.
Og jeg blev tilbage.
Med tre børn.
Med hans forældre, der ikke længere var fremmede for mig.
I et tomt hus og en sjæl fuld af smerte.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve nu.
Håber bare, det en dag gør mindre ondt.
