Det siges, at jo længere tid kærester bruger sammen, før de gifter sig, jo mere mærkværdigt ender ægteskabet og i min drøm slog dette underlige ordsprog rod som en slange under frostmåne.
En mand og en kvinde Anders og Freja havde kendt hinanden i syv år. De boede aldrig mere end et døgn under samme tag; hun gik gennem Vesterbro om morgenen, han spadserede langs Søerne om natten. De havde fundet en mærkelig ro i hinandens afstand. En nat, i en tørvejrslummer mellem to regnskyl, blev Freja gravid. Papirerne blev skrevet under på rådhuset i København, og pludselig boede de sammen i hendes gamle lejlighed, som havde tilhørt hendes mormor, der nu var flyttet hjem til sine forældre på Fyn. Det nye liv med flyttekasser og IKEA-møbler havde først været spændende lamperne blinkede, da de satte dem op; parketgulvet knirkede som om det lo med dem.
Men snart begyndte væggene at blive trykkende. Anders bad ofte Freja lade ham tage en Tuborg med gutterne i Nyhavn, og hun nikkede, lettet for at slippe for selskabet. Snart så de kun hinanden, når gadelygterne på Gasværksvej var slukket.
Da tiden for fødslen nærmede sig, blev Anders tavs. Freja bemærkede det ikke hun var optaget af den bløde, mærkelige luft, der rivende ind gennem de åbne vinduer. En dag ringede en fremmed kvinde: Han flytter nu, han bor hos mig. Freja var akkurat ved at få sin mave målt på Hvidovre Sygehus, og da hun kom hjem, var Anders tøj væk. Selv hans cykelmøtrik var borte. Han havde ikke efterladt et eneste ord, ikke et eneste benspænd af forklaring. Han dukkede heller ikke op til skilsmissemødet ved domhuset. Freja sørgede for, at ingen mand kom på fødselsattesten med hjælp fra en onkel, der havde sine forbindelser hos kommunen.
Så fødte hun en søn Mads et ordentligt, rundkindet drengebarn, der smilede i søvne. Ved synet af ham blev Freja mærkeligt rolig; hun glemte næsten byens larm og Anders kolde fravær. Hendes forældre hjalp hende, og hun tænkte ikke mere på nogen ny mand. Hjertet var nu som Nyhavn om vinteren åbent, men tomt.
Mads fyldte tre, da ringeklokken bevægede sig i hendes drøm som en klokke i en tåget kirke. Freja ventede, at det var hendes mor, der kom for at tage Mads ud at lege, så hun åbnede døren uden at se gennem kighullet. Der stod Anders. Han havde et stort bundt røde roser med sig og en legetøjsbil så blank, lysene blinkede som i Tivoli om natten.
Freja stirrede på ham som om han var faldet ned fra månen.
Undskyld Jeg vil gøre hvad du vil, sagde han sagte.
Tror du virkelig, jeg kan tilgive dig? svarede hun. Der er gået så mange år. Vi lærte at undvære dig.
Mads løb ud mellem deres ben og greb efter bilen.
Nej. Kom aldrig mere tilbage. Vi kender ikke din plads længere.
Og Freja mærkede ingen sorg, kun et underligt blåt lys af medlidenhed for manden, der havde drømt sig selv væk fra sit eget barn.
