Hun fandt en tabt telefon og gav den tilbage til dens ejer. Men da han så hængslet om hendes hals, blev han lammet
“Astrid!” råbte stemmen fra hendes stedfar, dybt inde i lejligheden.
“Vågn op,” tænkte pigen trist. “Her kommer han igen”
Hurtigt kiggede hun sig omkring, greb en hættetrøje og smuttede ud af huset ind i gården.
“Astrid, hvor skal du hen?” lød hendes bedstemors svage stemme. “Ikke længe, bedste!”
Ved indgangen stod to naboer og betragtede hende bekymret. “Giver hun problemer igen?”
Astrid smilede blot uskyldigt. Måske kunne hun vente, til hans morgenhumør bedrede sig et sted på gaden.
Hun gik langsomt ned ad fortovet mod den lokale købmand, sparkede til småsten undervejs. Den samme tanke kredsede i hendes hoved:
“Hvis mor var her ville han ikke behandle mig sådan.”
Astrids mor, Mette, døde for et år siden. En beruset chauffeur faldt i søvn bag rattet, og hans bil kørte ind i en busstoppested med fuld fart. Hendes mor og tre andre døde på stedet. Flere passagerer blev alvorligt såret. Chaufforen vågnede først, da redningsfolk omringede ham.
Efter begravelsen spurgte alle: Hvem skulle tage sig af pigen? Hendes bedsteforældre nægtede blankt.
“Vi er for gamle til at opdrage en teenager,” sagde bedstemoren. “Unger i dag er ikke nemme. Og vores helbred er ikke, hvad det har været”
Dennis, Mettes mand, havde faktisk officielt adopteret Astrid efter hendes fødsel. Men han betragtede hende aldrig som sin egen datter. Han gjorde hende ikke ondt, men han ignorerede hende. Først kaldte den lille pige ham “far,” men en dag sagde han strengt:
“Jeg er ikke din far. Kald mig onkel Dennis, forstået?”
Astrid ville spørge sin mor, hvem hendes rigtige far var, men moren grinede bare af spørgsmålet. Efter hendes død begyndte Dennis at drikke oftere.
Da Astrid blev syv, var skolestart uundgåelig.
“Over halvdelen af min løn går til dig,” knurrede hendes stedfar og smed en ny rygsæk fyldt med bøger og papirvarer på sengen. “Nu må du hjælpe til. Du laver selv mad, og rengøringen er også dit ansvar.”
“Nå, selvfølgelig, hvem ellers?” tænkte Astrid, men nikkede bare for at undgå konflikt.
Så begyndte Dennis at sende hende i købmanden for at købe ind. Hun skammede sig først, men vant sig til det. Og til, at kassedamen nogle gange gav hende noget lækkert af ren godhed.
Nu gik hun igen den velkendte vej mod butikken, over parkeringspladsen. I øjenkrogen så hun nogeten mobiltelefon.
Hun tog den op.
“Wow!” udbrød hun. “Det er endda ikke ridset!”
Hun trykkede på tændknappenet mirakel! Telefonen tændte, og skærmen var ikke låst. Hun satte sig på en ban
