Han er væk – og måske var det bedst sådan – Hvad mener du med ‘abonnenten er ikke tilgængelig’? Jeg talte med ham for fem minutter siden! – stod Natasa midt i entréen og pressede mobilen mod øret. Hun kastede et blik på kommoden. Smykkeskrinet stod, hvor det plejede – men noget var galt… låget var ikke lukket ordentligt. – Roman! – råbte hun ind i lejligheden. – Er du på badeværelset? Natasa gik langsomt hen til kommoden. Da hun rørte ved det blanke træ, løb der kuldegysninger ned ad ryggen – skrinets indre var tomt. Helt tomt. End ikke kvitteringen, hun brugte som bogmærke, var tilbage. Smykkerne var væk. Det samme var kontanterne. Selv om det var hende, der havde givet dem til ham… – Gud… – hviskede hun, mens hun satte sig på gulvet. – Hvordan kunne det ende sådan? Vi talte jo om tapet i går… Du lovede, vi skulle til Skagen til august… Og det hele var begyndt så helt almindeligt. Sidste juni satte stemplet på hendes lille ’Lillebi’ i stå. Værkstedet krævede en ublu pris, så i frustration søgte hun hjælp i sin lokale ‘Auto-hjælp’ Facebook-gruppe. “Hej folkens, nogen der ved, om man selv kan fikse et frosset bremsecaliper?,” skrev hun og lagde et billede op af det møgbeskidte hjul. Kommentarerne væltede ind. Nogen advarede hende mod selv at rode, andre foreslog at købe en ny del. Så poppede der en besked op fra brugeren Roman85: “Du, lyt ikke til dem. Køb en spray WD-40 og et repkit for tre hundrede kroner. Afmonter hjulet, pres forsigtigt stemplet ud med pedalen – men ikke helt. Rens igennem med bremsevæske og smør op. Hvis cylindervæggen er pæn, kører den som en drøm igen.” Natasa læste rådet grundigt. Sagligt, uden smart snak. “Hvad hvis cylinderen er hullet?” svarede hun. “Så skal den skiftes. Men på billedet ser din bil velholdt ud – næppe slemt. Skriv privat, hvis du har spørgsmål.” Sådan startede det. Roman viste sig at være lidt af en teknisk ekspert. På en uge fik hun ‘rådgivning’ om olieskift, tændrør og selv hvilket kølervæske, man skal undgå. Hun tog sig selv i at vente spændt på hans beskeder. “Du er min redningsmand, Roman,” skrev hun sidst i juli. “Jeg tænkte… skal vi mødes? Jeg giver en kop kaffe. Eller lidt stærkere – for de penge, jeg har sparet.” Svaret trak ud. Efter tre timer blinkede telefonen: “Natasa, jeg ville elske det. Men… jeg er på forretningsrejse. Meget lang – og faktisk i udlandet.” “Hold da op,” svarede hun. “Hvor langt væk?” “Så langt væk, man kan komme. Jeg vil ikke lyve… Du tiltaler mig virkelig. Jeg er ikke på rejse. Jeg afsoner en dom. Arrest i Horsens, hvis det siger dig noget.” Natasa tabte mobilen i sofaen. Hendes hjerte sprang et slag over. En straffefange? Hun, en pæn kvinde, regnskabschef, har skrevet to uger med en dømt forbryder?! “Hvorfor?” tastede hun med rystende fingre. “Bedrageri. Gjorde noget dumt, blev lidt narret, lidt for smart. Mangler under et år. Hvis du ikke vil mere, sletter jeg gerne samtalen.” Natasa svarede ikke. Hun blokerede ham bare og var rystet i flere dage. Kollegaerne spurgte, om hun var blevet syg. Og hun tænkte: “Hvorfor? Hvorfor havner de gode, kloge mænd bag tremmer?” Efter en uge så hun, at han havde skrevet igen: “Natasa – jeg er ikke vred. Jeg vidste, det ville ende sådan. Du er et fantastisk menneske. Du har ikke brug for sådan én som mig. Tak for to gode uger. Vær lykkelig. Farvel.” Natasa læste det i køkkenet – og begyndte uventet at græde. Hun følte med ham, med sig selv – og dette uretfærdige liv. – Alle andre får deres held – jeg får de gifte, mors drenge… og den eneste ordentlige, jeg finder, er fængslet – hvorfor? – græd hun til sig selv. Hun svarede igen ikke… *** Natasa prøvede at gå på dates – intet lykkedes. Den ene fyr fortalte om sin frimærkesamling hele aftenen, den næste dukkede op med snavsede negle og ville splitte regningen. På sin 35-års fødselsdag i marts var hun ensom. Om morgenen kom en besked. “Tillykke med fødselsdagen, Natasa! Ved godt, jeg ikke burde skrive – men kunne ikke lade være. Alt det bedste. Du fortjener at blive båret på hænder. Herovre laver jeg dig en lille gave af brød og ståltråd… Hvis jeg kunne, havde du fået den. Bare vid, at én på Fyn i dag drikker en kop virkelig dårlig kaffe for din skyld.” “Tak, Roman,” svarede hun endelig. “Det varmer.” “Du svarede! Hvordan går det? Har ’Lillebi’ klaret vinterkulden?” Og det hele begyndte igen. Nu talte de hver dag. Roman ringede, når han kunne. Han havde en dyb, behagelig stemme. Han fortalte om sin barndom, brorens to børn, og at han ville begynde forfra. – Jeg vender ikke tilbage til min by, Natasa, – sagde han, når hun lavede aftensmad. – Gamle venner trækker én ned. Jeg vil flytte et sted hen, ingen kender mig. Jeg har hænderne skruet på – kan altid få job på byggepladsen eller på et værksted. – Hvorhen så? – spurgte hun. – Jeg ville flytte nær dig. Leje et værelse eller lille lejlighed. Bare vide, du er i samme by – at vi trækker vejret samme luft. Men – ingen pres. Det er kun, hvis du vil. I maj var Natasa hovedkulds forelsket. Hun kendte hans dagsplan, vidste hvornår der var kontrol, hvornår han var i bad, og hvornår han arbejdede. Hun sendte pakker til ham: te, chokolade, varme sokker, reservedele. – Roman, vær nu forsigtig, – tryglede hun. – Ingen ballade. – For dig skal jeg nok opføre mig, grinede han. – Jeg er ude i april. – Jeg venter på dig. *** I april stod hun ved porte til fængslet. Hun havde købt ham en ny jakke, jeans og sneakers. Hjertet bankede så hurtigt, at hun næsten faldt om. Da han kom ud – lav, robust, med grå hår – blev hun stiv af overraskelse. På billeder så han anderledes ud. Men da han smilede og sagde: – Hej, chef, kastede hun sig i armene på ham. – Gud, hvor er du levende, hviskede hun og krammede ham. – Hvor skulle jeg ellers være, – han holdt hende tæt. – Du dufter, som om du har blomstret hele vinteren. De tog hjem til hende. Den første uge var ren lykke. Roman gik straks i gang: fikset dryppende vandhane, lavede døren, der havde sat sig fast et halvt år. Om aftenen sad de med vin og hans sjove historier fra ‘et andet liv’ – han skjulte de mørke sider. – Roman, – sagde hun den tiende dag. – Du ville jo leje et værelse? Skal du overhovedet det? Her er plads. Vi hygger os. Og du sparer penge til værktøj og at komme på benene. – Natasa, det føles forkert, sagde han. – Jeg er mand, jeg skal skaffe hjemmet. Nu sidder jeg jo bare og spiser af din tallerken. – Stop. Vi er ikke fremmede. Når du kommer på fode, finder vi ud af det. – Min bror ringede – hans søn er syg, skal opereres privat. Han beder om penge, men jeg har ikke en krone. Det skammer jeg mig over, Natasa. For familien. – Hvor mange? – Halv million. Men de har samlet noget ind. Jeg tænkte, måske kunne jeg tage til København og arbejde på skift, tjene hurtigt penge. Natasa blev tavs. Hun havde netop en halv million i skrinet. Hun havde sparet op i tre år. Hun drømte om at lave om, ny fliser, få et lækkert bad… – Jeg har de penge, – sagde hun stille. Roman løftede hovedet brat. – Nej! Det er dine penge. Jeg vil ikke tage dem. – Roman, det er jo for familien. Du sagde selv, det var helligt. Du betaler tilbage senere. Vi er sammen nu. Han nægtede længe. Gik mopset rundt i to dage, begyndte endda at ryge ude på altanen, selv om han havde lovet at stoppe. Til sidst lagde Natasa selv pengene på bordet. – Tag dem. Tag dem til din bror. Eller overfør dem. – Jeg kører selv. Snakker også med ham om jobmuligheder. To dage derover, og så er jeg hjemme. Jeg tager afsted om et par dage… *** Natasa sad længe på gulvet i entréen. Benene sov, men hun mærkede det ikke. Hun tænkte på aftenen før. De havde set en dum komedie, han havde holdt om hende, hun følte sig lykkelig. – Jeg tager ud tidligt i overmorgen, – sagde han før sengetid. Men han tog væk dagen før. Hun hørte ham ikke gå. Midt på dagen ringede hun til hans bror. Nummeret havde han givet hende ‘i nødstilfælde’. – Hallo? – lød en grov mandestemme. – Hvem er det? – Hej, jeg er… Romans ven. Kom han til dig i dag? Stilhed. Så et tungt suk. – Hør, hvilken Roman? Min bror hedder noget andet, og han sidder stadig inde til oktober. Natasa blev svimmel. – Hvad? Han blev jo løsladt i april! Jeg hentede ham i Horsens. – Hør, – stemmen blev hård. – Min bror, Alexej, sidder stadig i Statsfængslet. Roman… det var bare min gamle cellekammerat, han blev løsladt for to måneder siden. Han snuppede min mobil og kopierede kontakterne. Du er bare endnu en ‘fængselsveninde’ han har narret. Han er dygtig til det, teknisk funderet, veltalende. Natasa lagde røret. Hun kom i tanke om, hvordan han havde lært hende at skifte tændrør. – Stram ikke for meget – så ødelægger du gevindet, sagde han. – Det gjorde jeg, hviskede hun. – Ødelagde alt. Fik kun besvær ud af det. Hun indså, at hun intet vidste om ham. Hun havde aldrig set pas eller løsladelsespapirer. Måske hed han slet ikke Roman? *** Natasa gik selvfølgelig til politiet og anmeldte ham. Politiet viste hende billeder – hun lærte meget om sin ‘kæreste’. Han hed virkelig Roman – det var den eneste sandhed, han havde fortalt. Han sad inde for grov kriminalitet, halvdelen af sit liv bag tremmer – mødte Natasa under sin tredje dom. Natasa slog korsets tegn, skiftede lås og tænkte, hun slap billigt. Om man sammenligner med hans tidligere ofre…

14. maj

Klokken var kun lidt over ni, da jeg stadig stod midt i entréen med mobilen presset mod øret.

Hvad mener de med abonnenten er ikke på netværket? muggede jeg for mig selv. For fem minutter siden talte han jo med nogen!

Mine øjne faldt på skuffen i det gamle vitrineskab.

Smykkeskrinet, hvor jeg havde alle mine kære småting, stod på samme plads, men noget var alligevel forkert: Låget stod en anelse på klem.

Rasmus! kaldte jeg ned mod badeværelset. Er du derude?

Langsomt nærmede jeg mig skuffen. Fingrene rørte det polerede træ, og kulden løb som en bølge gennem ryggen skrinet var tomt. Helt tomt.

Selv kvitteringen fra Magasin, den jeg havde brugt som bogmærke, var væk.

Sammen med mine smykker var også kontanterne forsvundet. Sandt at sige var det jo penge, jeg selv havde givet ham

Herregud åndede jeg op, mens jeg lod mig glide ned på gulvet. Hvordan kunne det gå sådan? I går skændtes vi over tapetmønstrene Du lovede, vi skulle til Skagen sammen i august

Det hele begyndte ellers så almindeligt. Sidste juni satte min gamle Peugeot 208 ud med et fastsiddende stempel.

På værkstedet sagde de, at regningen ville blive ubetalelig, og vred gik jeg ind i Facebookgruppen AutoHjælp – Nordsjælland.

Venner, kan man selv få et stempel til at løsne sig, hvis det har sat sig fast? skrev jeg, med et billede af det snavsede hjul.

Svarene væltede hurtigt ind. De fleste sagde, jeg skulle lade fagfolk gøre det, andre foreslog nyt stempel.

Så tikkede en besked ind fra en Rasmus85:

Du, du skal ikke lytte til de andre. Køb en spray WD-40 og et repsæt til et par hundrede kroner.

Afmonter hjulet, tryk forsigtigt stemplet ud med pedalen men ikke for langt!

Rens det hele med bremsevæske og smør det op.

Er cylinderens spejl pænt, kører bilen som ny.

Hans råd var nøgternt og sagligt, uden pral.

Og hvis der er gruber i spejlet? skrev jeg tilbage.

Så skal det skiftes. Men med din bil ser det ordentligt ud. Skriv til mig privat, hvis du har flere spørgsmål jeg guider dig gerne.

Det var sådan, vi begyndte at skrive sammen.

Rasmus var enormt teknisk velfunderet.

I løbet af en uge fik han over nettet hjulpet mig med olie, tændrør og endda hvilken kølervæske, jeg burde undgå.

Jeg begyndte at glæde mig til hans beskeder.

Rasmus, du er min helt, altså, skrev jeg sent i juli. Tænkte på Skal vi ikke tage en kaffe en dag? Eller måske et lille glas, for de penge jeg har sparet?

Svaret var længe undervejs det tog tre timer før min mobil blinkede.

Astrid, jeg ville gerne, men jeg er bortrejst lige nu. Langt væk, faktisk.

Nå, hvor langt væk? undrede jeg mig.

Længere væk kommer man vist ikke. Altså jeg vil ikke lyve. Du kan godt lide dig, men jeg er ikke på forretningsrejse. Jeg afsoner en dom. Statsfængslet i Enner Mark siger det dig noget?

Jeg tabte telefonen ned i sofaen. Indeni gjorde det pludselig ondt.

En kriminel? Jeg, velfungerende regnskabsfører i et stort dansk firma, havde altså korresponderet med en straffet mand?!

For hvad? skrev jeg skælvende.

Paragraf 279. Bedrageri. Gjorde noget tåbeligt, blev selv fristet, nogen snød mig også. Mangler under et år. Hvis du vil, må du bare slette samtalen jeg forstår dig.

Jeg svarede ikke. Blokerede ham bare, og i tre døgn gik jeg rundt som et spøgelse. Kollegaer spurgte, om jeg var syg.

Men tankerne kværnede:

Hvordan? Hvordan kan sådan en klog, dygtig fyr havne dér?

Efter en uge dumpede han pludselig ind på min mail Rasmus havde åbenbart fået min adresse engang.

Astrid, jeg tager det ikke ilde op. Ærligt. Jeg vidste, det ville ende sådan. Du er for god til sådan én som mig.

Tak for snakken. Det var de bedste to uger i tre år. Alt godt fremover.

Jeg græd alene i køkkenet. Både over ham og over mig selv. Og over livet, der tit virker så uretfærdigt.

Hvorfor lykkes det alle andre? Enten er de gift eller mors drenge, og den eneste ægte, sidder bag tremmer. gentog jeg for mig selv.

Jeg svarede ham ikke

***

Jeg forsøgte mig med singlelivet igen, men der var intet der fangede mig.

Den ene bejler fortalte hele aftenen om sin frimærkesamling, en anden dukkede op med sorte negle og ville dele regningen på caféen.

Da jeg fyldte 35 i marts, følte jeg mig helt igennem alene.

Om morgenen lå der en besked på min mobil.

Tillykke med fødselsdagen, Astrid! Ved, jeg ikke burde skrive, men det kunne jeg ikke lade være. Håber, alt bliver skønt for dig.

Du fortjener at blive båret på hænder.

Lavede forresten en ting af lidt brød og ledning her Hvis jeg kunne, ville jeg give dig den.

Bare så du ved det: et sted i Jylland drikker én en kop elendigt te for dig i dag.

Tak, Rasmus. Det betyder mere end du aner, skrev jeg tilbage, da jeg bristede.

Du svarede! Hvordan går det? Hvordan har Fuglen det klarede den vinteren?

Og igen begyndte vores samtaler.

Nu skrev vi dagligt. Rasmus ringede, når han kunne slippe til en telefon.

Hans stemme var dyb og lidt hæs virkelig behagelig.

Han fortalte om opvæksten med broren, hvordan brorens drenge nu gjorde livet besværligt, og hvordan han drømte om at begynde forfra.

Jeg tager aldrig tilbage til min barndomsby igen, Astrid, sagde han i røret en dag, mens jeg lavede aftensmad. Gamle venner river mig bare ned igen.

Jeg vil ud, hvor ingen kender mig. Jeg kan altid få job som arbejdsmand hænder har jeg.

Hvor vil du så tage hen? spurgte jeg, nervøst.

Til dig, hvis jeg kunne. Leje et lille værelse eller en billig etværelses. Bare vide, du var i samme by, at vi deler luft.

Men jeg vil ikke presse dig.

I maj var jeg hovedkulds forelsket.

Jeg kendte alt til hans kontrolrunder, hvornår han havde badedag eller arbejde i værkstedet.

Jeg sendte pakker til ham te, chokolade, varme strømper og dimsede maskindele.

Rasmus, bare hold dig i skindet, ikke flere dumheder, jeg beder dig! sagde jeg.

For dig, Astrid, skal jeg være så stille som en mus! grinede han. Jeg er ude i april.

Jeg venter på dig.

***

I april stod jeg foran porten til fængslet. Havde købt ny jakke, jeans og sneakers til ham.

Mit hjerte hamrede.

Da han trådte ud lav, bredskuldret, begyndende gråt i det korte hår stivnede jeg.

Han var lidt anden end på billedet.

Men da han smilede og sagde:

Nå, hej madmor! kastede jeg mig om halsen på ham.

Du er her, du er i live! viskede jeg ind i hans stikkende kind.

Hvor skulle jeg ellers være, lo han og pressede mig tæt ind til sig. Du dufter af forårsblomster.

Vi kørte hjem til mig.

Den første uge var som et eventyr. Rasmus fik genoplivet mit utætte vandrør, ordnet dørens hasp ting jeg havde udskudt i årevis.

Om aftenen sad vi i køkkenet og drak blød rødvin, hørte hans tossede historier fra et andet liv altid med de mørke sider fortiet.

Hør Astrid, sagde han efter ti dage. Du sagde, jeg kunne bo hos dig, men er du sikker? Jeg er jo en mand, burde skaffe tag over hovedet.

Glem det dog! sagde jeg blidt og lagde min hånd over hans. Vi er jo ikke fremmede længere. Du kommer i job, tingene ordner sig.

Spar pengene til værktøj du skal jo bygge en tilværelse op.

Min bror ringede i går, tilføjede han undgående, mens han rodede i kaffekoppen. Hans søn er blevet alvorligt syg og skal opereres privat.

Han vil låne penge, men du kan jo se, hvad jeg har dårligt en femkrone i lommen. Jeg skammer mig

Hvor meget har han brug for? spurgte jeg forsigtigt.

En del måske 65.000 kroner, men familien har samlet noget ind.

Overvejer at tage til København som skiftarbejder, der kan man hurtigt tjene noget.

Jeg tav. Nøjagtig 65.000 kr. havde jeg i mit skrin opsparet over tre år.

De skulle have været brugt på nyt badeværelse ny flisevæg, et lækkert brusehjørne.

Jeg har pengene, sagde jeg sagte.

Han kiggede op.

Det kan jeg ikke tage imod! Det er dine! Ikke en krone tager jeg!

Jo, Rasmus. Familie er det vigtigste. Du betaler tilbage, vi sørger for det sammen.

Han strittede imod. Otteogfyrre timer gik han og surmulede, begyndte at ryge ude på altanen igen, selv om han havde lovet at stoppe.

Til sidst lagde jeg bare pengene på spisebordet.

Tag dem. Kør til din bror, giv ham dem. Eller overfør.

Jeg afleverer selv, sagde han og krammede mig. Så ser jeg også, om der er arbejde i provinsen.

Jeg er kun væk to dage. Kommer tilbage inden weekenden.

***

Nu havde jeg siddet i entréens kolde gulvfliser en time. Benene var følelsesløse, men jeg mærkede det nærmest ikke.

Jeg gennemgik gårsdagens billeder indeni: Vi så fjollet komedie, han lo, holdt armen om mig sjældent havde jeg været så lykkelig.

Jeg tager tidligt af sted i overmorgen, sagde han aftenen før.

Men han var væk allerede i dag, forsvundet mens jeg endnu sov.

Jeg havde hørt entredøren smække svagt i drømmen, men troede det var naboen.

Om eftermiddagen tastede jeg hans brors nummer, det, han engang havde givet mig.

Hallo? lød en grov stemme. Hvem er det?

Hej jeg er Astrid, Rasmus veninde. Kom han til jer i dag?

Stilhed. Så et dybt suk.

Dame, hvilken Rasmus? Min bror hedder noget helt andet og sidder stadig i fængsel til oktober.

Du er vidst én af mange, han har snydt. Ham, der ringede dig op han hedder ikke Rasmus og har aldrig været min bror.

Han stak af med min mobil og alle kontakter, mens jeg var i praktik.

Du er endnu en penneven, han har narret. Han er dygtig, har teknisk uddannelse.

Jeg lagde mobilen fra mig og stirrede frem for mig. Jeg havde aldrig set hans pas, hans papirer jeg kendte ham jo faktisk ikke.

Pludselig begyndte jeg at le af ren fortvivlelse.

***

Naturligvis gik jeg til politiet og anmeldte ham. De sagde, han hed Rasmus det var det eneste, der passede.

Han sad nu dritten gang bag tremmer, havde været gift flere gange før.

Jeg fik skiftet låsen og tænkte, at jeg trods alt slap billigt. Når man hørte om, hvordan det var gået hans tidligere kvinder, havde jeg lært noget:

Nogle gange skal man virkelig holde på sit, ikke give sig hen til én man reelt ikke kender uanset hvor sød han lyder over besked.

At stole på sig selv og sine grænser ja, det er den vigtigste lektie, jeg tager med.