**Dagbog**
I dag fortalte Freja, at hendes forældre kommer på besøg i weekenden. Hun sagde det så afslappet, som om det bare var en lille ting.
Jeg stod midt i at smøre hindbærmarmelade på min rugbrød, men stoppede brat. Kniven lagde jeg forsigtigt fra mig.
“Det bliver dejligt,” svarede jeg og smilede anstrengt. “Jeg glæder mig også. Virkelig.”
Men Freja kender mig for godt. Hun bemærkede straks, hvordan mine skuldre stivnede, og hvordan jeg undgik hendes blik.
“Lukke, det skal nok gå. De vil elske dig,” sagde hun blidt og tog min hånd.
Jeg grinede, men mine øjne røbede uroen.
“Freja, dine forældre er sådan nogle ordentlige, kultiverede mennesker… Og så er der mig – skægget, tatoveringerne, øreringen. For dem er jeg vel det rene mareridt.”
“For mig er du det sødeste menneske i verden,” svarede hun roligt. “Og de vil se det. Bare vent.”
Ugen flyvede af sted i en travl forberedelse. Freja pudserede lejligheden, gennemgik sine forældres yndlingsopskrifter og sørgede for, at alt var perfekt. Jeg hjalp stille: hængte nye gardiner op, købte friske blomster, men hver aften gik jeg ud på altanen og stod og røg, fortabt i mine tanker.
Så kom dagen. Freja rettede nervøst på dugen for hundredende gang, flyttede servietterne. Jeg stod foran spejlet i en hvid skjorte med opkilede ærmer og forsøgte at få mit hår til at ligge fladt.
Dørtelefonen ringede.
“Jeg åbner,” sukkede jeg og gik ud i entrén.
Der stod hendes forældre – Birthe og Erik. Hendes mor stirrede på mig med store øjne, som om hun så et spøgelse. Hendes far rynkede brynene og målte mig fra mine tatoverede underarme til øreringen.
“Hej,” sagde jeg roligt og rakte hånden frem. “Jeg hedder Lukas. Rart at møde jer.”
Faren tog efter en pause min hånd og nikkede kort. Birthe, der mærkede den spændte stemning, tog initiativet:
“Nå, skal vi ikke komme ind? Freja venter på os, ikke?”
Freja kom straks ud fra køkkenet med et anstrengt smil. Hun krammede sine forældre, tog mig i hånden og førte os ind i lejligheden.
Middagen foregik under en tyk tavshed. Moren studerede mig som et gådefuldt puslespil. Faren stillede korte, direkte spørgsmål. Hvad arbejdede jeg som? Hvor længe havde vi kendt hinanden? Hvor kom mine forældre fra?
Da jeg nævnte, at jeg var dyrlæge, løftede moren et øjenbryn:
“Dyrlæge? Det havde jeg ikke troet. Man ville ikke umiddelbart gætte det…”
Jeg nikkede bare:
“Nej, det hører jeg tit. Men tatoveringer er ikke en diagnose.”
En kort pause fulgte, indtil faren brød stilheden:
“Hvorfor netop dyr?”
Jeg trak vejret dybt:
“Som barn fandt jeg en hund, der var blevet kørt over. Den var ved at dø. Min mor og jeg tog den til klinikken. Den dag så jeg for første gang en læge kæmpe for et patients liv, der ikke kunne bede om hjælp… Det var øjeblikket, hvor jeg vidste, at det var det, jeg ville.”
Pludselig blødte Eriks ansigt op. Han begyndte at spørge ind til tilfælde fra mit arbejde og fortalte endda, hvordan han engang havde reddet en kat fra en kloak.
Da aftenen sluttede, var stemningen helt anderledes. Jeg fortalte, hvordan dyr kan mærke godhed, hvordan jeg brugte timer på at pleje de svageste, som andre havde opgivet.
Da de skulle gå, kom Birthe pludselig hen og krammede mig.
“Tak for din ærlighed,” hviskede hun. “Jeg tog… fejl.”
Erik gav mig et fast håndtryk:
“Pas godt på min pige. Hun er ener.”
Da døren lukkede sig bag dem, sukkede jeg lettet:
“Jeg troede lige, din mor ville begynde at læse bønner og fryse mig med vievand.”
Freja lo og holdt om mig:
“Jeg vidste, de ville elske dig. Fordi du er den bedste.”
Vi stod der i stilheden, mens en lille rød kat lynVi blev stående lidt endnu, mens Frejas fingre gennem min hånd, og i det fjerne kunne vi høre den lille kat spinde.
