Han er allerede 35 år og har hverken børn eller kone
For en uge siden var jeg på besøg hos min svigermor sammen med min søn. En gammel barndomsveninde af hende var også på besøg den dag. Hun hyggede sig hele dagen sammen med min søn.
-Det er sørgeligt, at jeg ikke har nogen børnebørn, sagde hun med et trist smil.
Min svigermors veninde havde selv fået sin søn, da hun var langt oppe i trediverne. Hun elskede det længe ventede barn ubetinget og lod ham gøre, som han ville. Hendes mand døde, da drengen stadig var ganske lille, så hun opfostrede ham alene og arbejdede to jobs for at få det hele til at løbe rundt.
Da hendes søn så fyldte 35, tog hun endelig mod til sig og spurgte forsigtigt, hvornår hun kunne forvente at blive mormor.
Han svarede helt roligt: Aldrig.
Sønnen mente, at det hele skyldtes morens opdragelse, at hun i bund og grund havde gjort ham, som han sagde, for barnlig.
Jeg er vant til et stille og roligt liv. Ingen pige ønsker at være en ekstra mor for mig, sagde han.
Han tilføjede også, at han egentlig har det fint med det og ikke vil ændre sig for andres skyld.
Jeg har ikke brug for nogen udover dig, sagde han stille.
Jeg har fejlet ved ikke at lære ham det vigtigste: at stå på egne ben som mand! indrømmede kvinden.
Tror du, at moderlig kærlighed både kan beskytte et barn og samtidig forhindre det i at udvikle sig til et selvstændigt menneske?
Jeg glæder mig til at høre din mening i kommentarerneTavsheden lagde sig tungt mellem de to, og for første gang mærkede hun en ny slags kærlighed til sin søn ikke den beskyttende omsorg, men en accept af hans valg, uanset hvad. Måske var det hendes tur til at vokse, til at lade sit barn være sig selv, uden drømme på hans vegne.
Senere samme dag sagde hun farvel til min søn med et varmt smil. Du skal vide, at du altid har din egen vej at finde, hviskede hun, mens hun kærligt strøg ham over håret. Da døren lukkede bag os, gøs jeg let i aftenens kølige luft og mærkede, hvor stærkt det var når man gav slip på sine egne ønsker for at give plads til andres lykke.
Og måske, tænkte jeg, er det dét, der gør en mor til en mor: At hun til sidst tør lade barnet gå, og stole på, at kærlighed uanset form aldrig bliver spildt.
