**Dagbog**
*I dag skete der noget, jeg aldrig havde regnet med.*
“Se, hvem der dukkede opden, ingen ventede!” råbte Mogens Pedersen. “Så kan du lige så godt skride tilbage!” “Far, hvad er der dog i vejen med dig?”
“Far, hvad er der dog i vejen?” sagde Anders forvirret. “Jeg har ikke været hjemme i tyve år, og så bliver jeg mødt sådan her?”
“Havde det stået til mig, havde jeg mødt dig med bæltet!” Mogens greb fat i sit livrem. “Men det gør det ikke! Vi ordner det her lige nu!”
“Hov, rolig nu!” Anders trak sig et skridt tilbage. “Jeg er ikke fem år gammel længerejeg kan også slå tilbage!”
“Der ser man dit sande jeg!” hvæsede Mogens uden at slippe remmen. “Slå på de svage, løs fra de stærke, bedrag de gode og kryb for de onde!”
“Hvad er det egentlig, du er sur over? Og hvad beskylder du mig for?” Anders trak på skuldrene. “Hvis jeg overhovedet har gjort noget galt, er det tyve år siden! Det burde være glemt efter så lang tid!”
“Det er nemt at sige, når det er din egen skyld! Selvfølgelig vil du have alle til at tilgive dig! Men fra mig får du ingen tilgivelse!” erklærede Mogens.
“Hvad er jeg dog skyldig i? Jeg har tænkt over det i årevishvorfor skrev I mig som en forræder og forbød mig at komme hjem? I svarede ikke engang på mine breve! Og jeg skrev igen og igen!”
“Skal du virkelig lade som om, du ikke ved det?” spurgte Mogens hånligt.
“Det her er jo helt gak!”
Anders stirrede uforstående og ville netop bede om en forklaring, da hans mor, Grethe Mikkelsen, kom ud af køkkenet.
“Nej, nej, nej!” råbte hun. “Hvad bringer du over os? Kast ham ud, Mogens! Hvor er det pinligt!”
Anders stod som lammet, så chokeret var han. Men hans mor fortsatte:
“Gav mig Gud kræfter, så havde jeg jaget dig med en kost! Men jeg kan se, Gud allerede har straffet dig!” Hun pegede på det blå mærke under Anders’ øje.
“Nogen har ramt dig godt!” grinede Mogens. “Jeg burde takke dem!”
“Mor, far, hvad foregår der?” udbrød Anders. “Er I blevet helt tossede? Jeg har været væk i tyve år! Hvorfor denne modtagelse?”
“Hvem var det, der gav dig den?” spurgte Mogens. “Vi smider dig ud nu, men ham vil jeg gerne takke en dag!”
“Hvordan skal jeg vide det?” svarede Anders arrigt. “Jeg tog bussen hjem! Så genkendte naboen, Jens, mig og ville hilse! Men da bussen stoppede, sprang en eller anden fyr på mig, gav mig et blåt øje, spyttede mig og løb sin vej!”
“En sand helt!” smilte Mogens. “Jeg må lige spørge Jens, hvem det var!”
“Far, er det virkelig det eneste, der interesserer dig?” råbte Anders. “At jeg har været væk i tyve år, og I ikke engang savnede mig?”
“Hvad skulle vi bruge en forræder til?” svarede Grethe.
“Hvorfor kalder I mig forræder?”
“Fordi!” råbte en tredje stemme fra køkkenet.
“Hvem er det, der er så modig?” fnyste Anders.
En skikkelse trådte frem.
“Det var ham, der gav mig det blå øje!” pegede Anders på den unge mand.
“Godt klaret, barnebarn!” klappede Mogens ham på skulderen. “Du greb chancen!”
“Hvad i helvede mener du med ‘barnebarn’?” rykkede Anders sig væk.
“Nemlig det!” Grethe stillede sig foran den unge mand. “Din søn! Den, du forlod!”
“Jeg har ingen søn!” svarede Anders ophidset. “Og har aldrig haft! Hvis jeg havde, ville jeg være klar over det!”
“Prøv at huske, hvad der skete for tyve år siden, da du løb fra landsbyen!” sagde Mogens med knækket stemme.
* * *
Anders ville ikke kalde det at “løbe væk”han havde planlagt at rejse. Men han tog afsted lidt tidligere end forventet. Og der var flere grunde.
Rejsen var langnærmest tværs over landet. Han skulle studere, og han ville gerne have et fritidsjob, så han ikke skulle bede sine forældre om penge. De havde ikke råd til at sende ham noget, kun madog hvordan skulle de sende det?
Men der var en anden grund.
Lige før hans afrejse begyndte der en ubehagelig stemning i landsbyen. Hvis han blev bare to uger længere, kunne han måske slet ikke rejse. Pigerne var efter ham, og det var dem, han helst ville undgå.
Hvis nogen spurgte *hvorfor*, svarede han:
“Jeg vil leve mit liv til søs! At efterlade en kone derhjemme, mens jeg er på rejsenej tak! Jeg har ikke tænkt mig at blive en af de der ægtefæller, der bare venter!”
Hans kærlighed til havet kom tilfældigt.
Efter skolen aftjente han sin værnepligtpå flåden. Et år var nok til at forstå, at hans hjerte hørte til på vandet.
Da han kom hjem igen, havde han allerede papirerne klar til at studere til skibsmaskinist. Men før studiet begyndte, ville han nyde frihedenfor sidste gang.
Ung mænd, der lige er kommet hjem fra militæret, har kun én bremse: når de besvimer. Resten af tiden handler det om at bevise nogetved bordet, i slagsmål eller med kvinder.
Anders havde set nok af de typer.
De kommer hjem som stolte ørne, klar til at ændre verdenog ender som kyllinger, bundet af ægteskab, børn og pligter.
Det ville han ikke. Så selvom han også festede, holdt han altid bukserne påbogstaveligt talt. Nogle gange snoede han endda en wire om livremmen for at være sikker.
Ja, det var besværligt. Men bedre end at lide resten af livet!
Alligevel blev han populær blandt pigerne. Ung, flot, ambitiøsog ingen rygter om, at han havde været utro.
De angreb ham fra alle siderinvitationer, mad, smiger. Selv hans forældre blev kontaktet af forældre, der ville have ham som svigersøn.
Han så, at det ikke kunne blive ved. Enten ville tvivlen slå ham ned, eller hans forældre ville give efter. Så han tog afsted halvanden måned før planlagt.
Som man siger: *Den, der passer på sig selv, bliver også passet på af Gud.*
Han ankom, fik et job i havnen, et værelse på kollegiet, startede på skolen og skrev hjem, at alt var godt.
Svaret var et rasende brev, hvor hans forældre
