Han lænede sig ned til schæferen. Hun kiggede på ham med et opgivende blik og vendte sig væk. Hoffet havde hun lagt til side for længe siden. Hun vidste alt for godt, hvordan mennesker er
På gaden kaldte man dem bare hundeflokken. Men manden, som boede i et af de gamle huse på Nørrebro, insisterede altid: Det er ikke nogen bande. Det er fem hunde, der holder sammen for at overleve.
Den ældste og leder var den gamle schæfer sikkert en tidligere familiehund, der var blevet efterladt, da dens ejer flyttede væk og aldrig så sig tilbage. Hun holdt de andre samlet, passede på dem, ledte dem, og lod ikke deres lille gadefamilie falde fra hinanden.
Hver dag gav han dem mad. Morgen på vej til arbejde, aften på vej hjem. Hver gang han nærmede sig, begyndte fem haler nogen krøllede, nogen slappe at svinge som vindmøller. Der var så meget glæde i deres øjne, at det stak i hjertet. De sprang op, snusede til hans hænder, slikkede ham på fingrene. I deres blikke var alt: taknemmelighed, tillid, håb.
Hvad kan en hund håbe på, når den er blevet efterladt til at dø på gaden? Og alligevel håbede de. De troede på noget. De elskede. Derfor gik han aldrig ud til dem med tomme hænder de ventede. Og de ventede altid til han kom.
Men den morgen kom der kun fire løbende hen til hans fødder. De peb og kiggede uroligt mod enden af vejen. Han vidste straks noget var galt.
Han sukkede tungt og ringede til sit arbejde og forklarede, at han blev forsinket.
Helt nede for enden af Lersø Parkallé, ude i et lidt slidt kvarter, lå den gamle schæfer under nogle buske. Hun var blevet påkørt af en bil. Der var et sving bilisterne kørte altid hurtigt her. Denne gang var det galt.
De fire små hunde tudede, så det lød langt ind i sjælen, og kiggede bedende på ham han var den eneste de stolede på.
Han bøjede sig ned til schæferen, hendes øjne var våde af tårer. Hun kiggede på ham med det samme opgivende blik og vendte sig væk. Tiltro havde hun ikke mere hun var alt for klog på mennesker nu. Det eneste der bekymrede hende var, hvad der ville ske med de fire, hun følte ansvar for.
Sådan gør det ondt? spurgte han lavt og tog telefonen frem igen.
Han fik fri og hentede bilen, bar forsigtigt hunden ind på bagsædet. De fire små løb ved siden af, gned sig ind til hans hænder, som om de ville sige tak.
Hos dyrlægen på Frederiksberg kiggede lægen alvorligt på schæferen og sukkede.
Det bedste er nok at lade hende sove ind. Alt for mange brud. Hun har ikke store chancer, behandlingen er dyr over seks tusind kroner.
Men er der en chance? afbrød han.
Der er altid en chance, sagde lægen. Men hun vil blive ved med at have det svært. Er det rigtigt at forlænge det?
Det er det for mig, svarede han fast. For mig, og for hende og de andre fire, der venter på hende. Hvordan skulle jeg kigge dem i øjnene bagefter?
Dyrlægen så længe på ham og nikkede.
Så gør vi forsøget.
Efter en uge hentede han schæferen hjem fra klinikken. Hele tiden havde de fire andre ventet uden for hans dør. Hyllet af glæde da han, endelig, kom ud med hende var så larmende, at selv den kvæstede schæfer blev livlig og prøvede at slikke sine venner.
Han bar hende ind, gik ud til de andre og holdt næsten en tale. Om at et hjem er ansvar. At der nu var ting, de ikke kunne gøre mere, som på gaden.
Hundene satte sig foran ham og lyttede alvorligt. Han stoppede, smilte til dem:
Nå, hvad venter I på? Kom ind.
Og så åbnede han porten.
Den gamle schæfer kom sig hurtigere end nogen havde troet. Hun kæmpede for at komme ud til sine venner, og han holdt nøje øje med, at hun ikke overanstrengte sig. Da hun endelig stod sikkert på benene, lagde han en særlig halsbånd på hende forgyldt, med en lille klokke.
Nu tog han tidligere afsted om morgenen. Gik hele vejen langs den tomme gade, med fem hunde i snor: fire små, sjove med krøllede haler, og så den store gamle schæfer med sit gyldne halsbånd og klokke.
Du skulle se dem: nu har de et hjem. Og schæferen har sit halsbånd. Hun går, stolt, med løftet hoved.
Du fatter det nok ikke, for du har aldrig haft sådan et halsbånd med klokke. Men enhver hund ved det: det er sådan én, som bliver respekteret.
Sådan går de ham, der ikke gik forbi, og de fem som ikke mistede evnen til at håbe og elske, selv om mennesker havde svigtet.
De går og glæder sig. Til hvad? Måske til hinanden. Måske til solen. Eller måske bare til, at der stadig findes kærlighed i verden.
Når man ser ind i deres øjne, kan man mærke så længe den slags øjne findes, er intet helt tabt.
