Han bøjede sig ned til schæferen. Hun så på ham med et opgivende blik og vendte sig væk. Håbet havde for længst forladt hende. Hun kendte menneskene for godt
De blev bare kaldt “hundeflokken” i nabolaget. Men manden, som boede i en af lejlighederne i denne del af København, rettede altid: Det er ikke en bande. Det er fem hunde, der holder sammen for at overleve.
Den ældste var en gammel schæfer, tydeligvis tidligere familiehund. Sikkert efterladt af sine gamle ejere, da de engang flyttede væk uden at se sig tilbage. Det var hende, der holdt sammen på flokken, holdt vagt, viste vej, og sørgede for, de ikke blev splittet denne lille gadefamilie.
Han fodrede dem hver dag. Om morgenen på vej til arbejde på Nørrebro, om aftenen når han vendte hjem. Og hver gang han dukkede op, begyndte fem haler at snurre som propeller, nogle krumme som kringler, andre slæbende nede ved jorden. Øjnene lyste af glæde, så hjertet blev tungt. De hoppede, skubbede snuder mod hans hænder, slikkede ham. I deres blik var alt taknemmelighed, tillid og, på trods af alt, håb.
Hvad kan en hund håbe på, når hun én gang er blevet efterladt til at dø på gaden? Alligevel håbede de. Troede. Elskede. Derfor kom han aldrig tomhændet. De ventede på ham. Og altid ventede de tålmodigt.
Men den morgen kom kun fire hunde løbende. De peb og så uroligt op mod den fjerneste ende af gaden. Han forstod straks noget forfærdeligt var sket.
Med et tungt suk ringede han til arbejdet for at sige, han blev forsinket.
Helt ude for enden af vejen i et stille kvarter på Amager lå den gamle schæfer under nogle hyldebuske. Hun var blevet kørt ned af en bil. Her tog bilister ofte svinget for hurtigt. Denne gang gik det galt.
De fire små resterende hunde hylede sørgmodigt og søgte mandens øjne han var den eneste, de stolede på.
Han bøjede sig over schæferen igen. Tårerne løb ned ad hendes kind. Hun så på ham med samme opgivende blik og vendte sig bort. At håbe havde hun for længst vænnet sig af med. Mennesker kendte hun alt for godt. Kun én ting nagede hende hvad der nu skulle ske med de fire, hun havde beholdt ansvaret for.
Nå… gør det ondt? spurgte han sagte og fandt endnu engang sin mobil frem.
Efter at have aftalt en fridag fra arbejdet, hentede han sin bil og løftede forsigtigt hunden om på bagsædet. De fire andre sprang rundt ved ham, nussede hans hænder, som om de ville sige tak.
Hos dyrlægen på Frederiksberg rystede dyrlægen på hovedet, da han undersøgte hunden:
Bedst at lade hende sove ind. For mange brud, kun lille chance for at overleve. Og en behandlingsregning på mange tusinde kroner.
Men er der et håb? afbrød manden.
Der er altid håb, medgav lægen. Men hun vil lide. Giver det nogen mening?
Det gør det, svarede manden stædigt. For mig giver det mening. Så gør det også for hende. Og fire hunde venter på hende. Hvordan skal jeg kunne se dem i øjnene bagefter?
Dyrlægen så længe på ham og nikkede til sidst.
Så går vi i gang.
En uge senere hentede han schæferen hjem fra klinikken. Hele denne tid havde de fire andre hunde ligget foran hans hoveddør, uden for hans lejlighed. Da de genså deres veninde, gøede de så glad, at selv den sårede schæfer forsøgte at logre og slikke sine kammerater.
Han bar hende ind, og bagefter gik han ud til de andre. Han holdt en hel tale om at hus og varme betød ansvar, og at nu var det ikke alt, de havde vænnet sig til ude på gaden, de længere måtte leve sådan.
Hundene sad ranke foran ham og lyttede. Pludselig stoppede han op, smilede til dem og sagde:
Nå? Hvad venter I på? Kom indenfor!
Og så åbnede han porten på vid gab.
Schæferen kom sig overraskende hurtigt. Hun forsøgte hele tiden at rejse sig og komme hen til sin flok, men han holdt hende kærligt tilbage, så hun ikke overanstrengte sig. Da bruddene var helet, og hun gik sikkert, satte han et særligt halsbånd på hende forgyldt, med en lille klokke.
Nu går han hver morgen tidligere på arbejde. Vandrer ned af den lange, stille gade, fem hunde i snor: fire små, pudsige banden med krøllede haler, og så den store gamle schæfer, stolt med sit gyldne halsbånd og klokke.
Og I skulle bare se, hvordan de ser sig omkring nu. Nu har de et hjem. Og hun har et halsbånd. Schæferen går med løftet hoved.
I kan ikke forstå det, hvis I aldrig har haft sådan et halsbånd med en klokke. Men enhver hund ved: sådanne halsbånd bærer kun dem, man respekterer.
Sådan går de nu manden, der ikke kunne vende ryggen til, og fem hunde, der stadig kunne håbe og elske trods svigt.
De går og glæder sig. Over hvad, aner jeg ikke. Måske hinanden. Måske endnu en solskinsdag. Eller bare fordi, at der stadig findes kærlighed i verden.
Og når man ser ind i deres øjne, ved man så længe de øjne findes, er intet helt tabt.
