Jeg lænede mig forsigtigt ned mod gamle Frida, min trofaste schæferhund. Hendes blik bar den dybe resignation, som kun de virkelig kloge dyr har lært af mennesker. Hun kiggede væk og sukkede. For længst havde hun opgivet at håbe. Jeg kunne mærke det hun kendte menneskene alt for godt.
Her i kvarteret blev hundene kaldt “hundeholdet”. Men jeg rettede altid folk: Det er ikke en bande. Det er fem hunde, der holder sammen for at overleve.”
Frida var leder af flokken. Hun havde tydeligvis engang haft et hjem; sikkert blev hun efterladt, da hendes tidligere ejere flyttede uden at se sig tilbage. Hun holdt de andre tæt på sig, beskyttede dem og samlede dem, så det lille gadefællesskab ikke faldt fra hinanden.
Hver dag fodrede jeg dem. Om morgenen, på vej til arbejde, om aftenen, når jeg kom hjem. Så snart jeg viste mig, begyndte fem haler at snurre nogle krøllede op, andre hang og viftede som propeller. Deres begejstring var så stor, at mit hjerte blev varmt. De sprang op, skubbede våde næser mod mine hænder og slikkede mig. I deres øjne lå alt: taknemmelighed, tillid og håb.
Hvilket håb kan en hund have, når den engang er blevet efterladt på gaden? Og alligevel håbede de. De troede på noget. De elskede. Derfor kom jeg aldrig tomhændet de ventede på mig. Og de blev altid, indtil jeg kom.
Men denne morgen kom kun fire løbende. De peb og kiggede bekymret mod den fjerne ende af gaden. Jeg fattede straks, at noget var galt.
Jeg sukkede tungt og ringede til mit arbejde i København for at sige, jeg kom senere.
Nede ved den lange gade, i et stille boligområde på byens udkant, lå Frida under nogle buske. Hun var blevet ramt af en bil. Hjørnet var farligt bilister kørte ofte alt for hurtigt. Denne gang var uheldet ude.
De fire små venner tudede pittoresk og søgte mine øjne jeg var deres eneste menneskelige ven.
Jeg satte mig på hug ved Frida. Tårer løb ned fra hendes øjne. Hun kiggede på mig med opgivende blik, vendte sig væk. Hun havde længe opgivet håb. Mennesker kendte hun bedre end nogen. Hendes bekymring var kun for de fire andre for dem hun havde ansvar for.
Er det slemt, Frida? hviskede jeg og fandt mobilen frem igen.
Efter at have aftalt fri, hentede jeg bilen og bar hende forsigtigt til bagsædet. De fire andre sprang op omkring mig, gned sig mod mine hænder og sagde tak på deres egen måde.
Hos dyrlægen i Frederiksberg så lægen på Frida og sukkede:
Det bedste vil nok være at lade hende sove ind. Alt for mange brud, og behandlingen koster tusindvis af kroner
Men er der en chance? afbrød jeg.
Der er altid en chance, indrømmede han. Men hun kommer til at lide. Er det værd?
Det er det, svarede jeg fast. For mig er det det. Og for hende. Og fire hunde venter på hende hvordan skal jeg kunne se dem i øjnene bagefter?
Dyrlægen betragtede mig grundigt og nikkede:
Så prøver vi.
En uge senere hentede jeg Frida hjem fra klinikken. Hele tiden havde de fire hunde ventet udenfor min lejlighed. Deres jubel, da de så os, var så stor, at selv gamle Frida blev glad og prøvede at slikke dem.
Jeg bar hende ind i huset, gik ud til resten af flokken og holdt en slags tale. Om at have et hjem ansvar hørte til. Nu måtte de lære nye regler, og gadelivet var slut.
De sad foran mig og lyttede som børn. Jeg stoppede, smilede:
Hvad venter I på? Kom ind.
Så åbnede jeg porten.
Frida kom sig overraskende hurtigt. Hun forsøgte hele tiden at rejse sig for at gå ud til sine venner, men jeg holdt øje, så hun ikke overanstrengte sig. Da bruddene var helet, gav jeg hende et særligt halsbånd gyldent, med en lille klokke.
Nu står jeg op ekstra tidligt. Trasker ned ad den lange, stille gade med alle fem på snor: fire små, skøre med krøllede haler, og én stor, gammel schæfer med guldhalsbåndet og klokken.
Hvis du så deres blikke … nu har de et hjem. Frida har et halsbånd. Hun går med løftet hoved, stolt.
Du forstår det måske ikke du har aldrig haft sådan et halsbånd med klokke. Men enhver hund ved: sådan går én, der bliver respekteret.
Sådan går vi jeg, som ikke kunne lade være, og fem hunde, der stadig håber og elsker, selv om mennesker har svigtet dem.
Vi går og glædes. Over hvad? Ved det ikke. Måske hinanden. Måske morgensolen over København. Eller måske, at der stadig findes kærlighed i verden.
Når jeg ser ind i deres øjne, forstår jeg: så længe de øjne eksisterer, er ikke alt tabt.
