Jeg vil gerne fortælle en historie om, hvordan min svigerfar blev den mest betydningsfulde person i mit liv.
Nogle gange giver skæbnen os muligheden for at få det, vi altid har manglet. Jeg manglede en far. Jeg mistede ham alt for tidligt, mens jeg stadig var teenager. Hans død ændrede alt: Min barndom var slut, og livet blev en kamp. En kamp for overlevelse, for at hjælpe min mor og for at sikre en fremtid. Jeg blev voksen tidligt. Alt for tidligt. Dengang vidste jeg ikke, at jeg mange år senere ville møde en person, der ville give mig den støtte, jeg mistede med min fars død.
Jeg mødte Christine — min kommende hustru — til køreskole. Hun var beskeden, venlig og målrettet. Vi blev hurtigt tætte, og et år senere stod jeg foran deres dør, klar til at møde hendes forældre. Jeg var nervøs som en skoleelev — mit hjerte bankede, og mine hænder var svedige. Især da han kom til døren — hendes far, Nikolaj Jensen.
Han så strengt på mig, vurderende, som en far gør, når han overlader sin datter til en fremmed mand. Den første aften var som en eksamen: spørgsmål efter spørgsmål. Hvem er mine forældre, hvor arbejder jeg, hvad er mine fremtidsplaner, hvordan vil jeg forsørge hans datter. Jeg svarede ærligt på det hele, og til sidst lo han pludselig:
— Jeg fik dig der, dreng. Men du ved… nu ved jeg, hvad jeg har brug for.
Derefter blev han alvorlig, sukkede dybt og sagde:
— Jeg mistede selv min far, da jeg var barn. Tidligt. Så jeg forstår dig bedre, end du måske tror. Hvis du ikke skuffer min datter — så vil jeg være en far for dig. En rigtig én. Men husk: Christine betyder alt for mig.
Fra den dag af blev han for mig mere end bare en svigerfar. Han blev min mentor, min støtte, en person jeg altid kunne komme til for råd. Da Christine og jeg blev gift, hjalp Nikolaj Jensen os med alting: både med renovering, flytninger og småting. Vi fik et stærkt og ægte venskab. Vi tog på fisketure sammen, spillede fodbold i gården og grillede i sommerhuset. Han fortalte om sin ungdom, om hvordan han opfostrede Christine alene efter sin kones død, arbejdede på to jobs for at give hende alt det nødvendige. Hans historie mindede mig om min egen — som en fortælling om mig selv, blot 20 år tidligere.
Der gik nogle år. Christine og jeg kom godt på fode, jeg fik en forfremmelse, og hun åbnede sin egen lille forretning. Men jeg glemte aldrig, hvor meget Nikolaj Jensen havde gjort for os. Og da han skulle fylde 60 år, besluttede jeg at give ham en gave, han aldrig ville glemme.
Han havde en gammel bil, der var mindst 30 år gammel. Han kørte stadig i den, selvom den længe havde gjort sit. Jeg vidste, at han aldrig ville købe en ny til sig selv — han gav alt til børnene og børnebørnene og glemte sig selv. Jeg talte med Christine, og vi besluttede at give ham en bil. Ikke noget dyrt eller prangende, men noget nyt og pålideligt. Noget, han fortjente.
I næsten et år satte vi penge til side. Sparrede alt, hvad vi kunne. Jeg tog ekstra arbejde, Christine skar ned på udgifterne. Og endelig kom dagen. Vi ankom til hans fest i den nye bil — ren, med en fuld tank og pyntet med en stor rød sløjfe.
Da Nikolaj Jensen kom ud i gården og så den, stivnede han. Så kiggede han på os og… begyndte at græde. For første gang så jeg denne stærke, reserverede mand ude af stand til at holde følelserne tilbage.
— Er den til mig? — hviskede han. — Til mig?.. For hvad, kære børn?.. Jeg har jo ikke gjort noget særligt…
Og jeg havde trang til at råbe: “Du gav mig det, jeg manglede så meget. Du var far for mig, da min egen ikke længere var der. Du lærte mig at være en ægtemand, en ven, en rigtig mand.”
Han omfavnede mig tæt, som en far omfavner sin søn. I det øjeblik indså jeg, at jeg ikke længere var forældreløs. For jeg havde Nikolaj Jensen. Og hvis min far stadig levede, ville han helt sikkert være stolt af, at hans søn mødte en sådan person i sit liv.
Og ved I hvad, hver gang jeg sidder i bilen med ham på vej til endnu en fisketur, føler jeg: Jeg er ikke bare en svigersøn. Jeg er en søn. En rigtig én. Med taknemmelighed i hjertet.
