En halvnøgen pige stirrede ned og smilede udfordrende. Denne kalender havde irriteret mig længe. Kun min afdøde – undskyld, min eksmand – kunne hænge sådan en smagløs ting op i køkkenet.
“Farvel, skat! Du passer slet ikke ind i indretningen.”
Skatten svajede fortabt med sin lakerede sko, før den landede i skraldespanden. Væggen skinnede igen i sin bløde, urskønne grønne farve, men jeg følte mig ikke lettere. Nej, året havde ikke været godt… Det begyndte med, at min bedre halvdel løb sin vej, og nu lod det til at slutte med at miste mit job. Den lille virksomhed, der længe havde været på randen af kollaps, nærmede sig sin naturlige ende. Lønnen kom i hvert fald sjældnere og sjældnere… Så hvad var meningen med at møde op på kontoret? Netop, ingen. Jeg blev fornuftigt hjemme og forsøgte at tage mig sammen til en grundig rengøring.
Men forsøget mislykkedes. I stedet for at skrubbe ovnen med iver, lod den dovne husmor sig opsluge af en gratisavis, hvor alle mulige bedragere reklamerede for deres magiske ydelser. Hvem var der ikke? Hvide troldmænd, synske, arvelige spåkoner, kloge kvinder, kaffegrundere, helbredere… Nederst på avissiden lovede den mest kraftfulde clairvoyant, Violette, at bringe en mand tilbage, fjerne forbandelser, forbedre ens liv og meget mere – alt sammen med 100 % garanti. Jeg havde absolut intet at lave (ud over den store rengøring), min nysgerrighed var altid min bedste egenskab, og til min egen overraskelse tastede jeg nummeret…
***
I opgangen var der ingen dørtelefoner, hemmelige koder eller portnere. Indgangsdøren blev åbnet af en mand, der så ud, til livet havde været hårdt ved ham. Da han hørte, jeg kom pga. annoncen, vinkede han mig ind i entreen med en slap håndbevægelse.
“Derinde…”
“Derinde”, i et tarveligt møbleret værelse, sad en middelaldrende kvinde på en sofa iført noget meget, meget hjemligt. Hendes hals var omviklet med et gammelt uldtørklæde. Hun smilede træt.
“Goddag, du ringede? Så du vil have mig til at fjerne en mødomsspærre fra dig…”
“Jeg blev faktisk gift lige efter gymnasiet. Og var gift i næsten femten år.”
Hun så mig opmærksomt ind i øjnene med sine små, lysvippede øjne. Hvor var de dybe, sorte øjne, der gennemborede almindelige mennesker?!
“Undskyld, jeg forvekslede dig med en anden klient.”
Hun nøs.
Den velkendte mand skrævede ind i værelset uden videre ceremoniel. Uden at ænse mig, erklærede han:
“Lise, der er ikke mad i huset. Giv mig nogle penge, så jeg kan handle.”
Hun rynkede utilfreds panden, rejste sig fra sofaen, gravede i en skuffe i natbordet i lang tid og rakte så sin mand et par små sedler.
“Her. Køb et brød, pasta og leverpostej.”
“Og til øl?” protesterede manden. “Ellers går jeg ikke…”
Lise-Violette gav ham et par sedler mere, og han forsvandt.
Hun undskyldte igen og vendte sig høfligt mod mig:
“Nå, du vil have din mand tilbage?..”
Ville jeg det? Pludselig indså jeg, hvor meget min “Viggo” lignede clairvoyantens ægtemand, bortset fra at han så lidt mere præsentabel ud, og hans tændersæt endnu ikke var helt så slidt. Men hvorfor i alverden skulle jeg dog have det skatte?
“Jeg tror, jeg klarer mig,” besluttede jeg. “Men lad ham så se, hvem han har givet slip på, og komme tilbage på knæ.”
“Godt,” svarede clairvoyanten straks. “Hvad ellers?”
“Jeg vil også have mit drømmejob – noget kreativt, interessant, prestigefyldt og godt betalt… Hvis sådan noget findes, selvfølgelig.”
“Åh, det er svært at finde arbejde nu… Siden jeg blev fyret, har jeg ikke kunnet finde noget ordentligt i årevis,” sukkede Lise-Violette.
“Men for dig kommer det til at gå godt,” skyndte hun sig at forsikre.
I entreen ringede en telefon, og der lød mumlende stemmer. Husets herre dukkede op igen, nu iført en giftig grøn nedfrakke.
“Skolen ringer. Din Rasmus har limet klassebogen sammen med ‘Moment’.”
“Rasmus er lige så meget din som min! Du tager selv derud, jeg er træt af at skamme mig alene…”
Vi blev alene. Hun så en smule flov ud.
“De børn… Den yngste er okay, men den ældste… Har du tilfældigvis en bekendt, der er narkolog?”
“Desværre ikke.”
“Lad os fortsætte. Hvad vil du ellers ændre i dit liv?”
“Kan du virkelig få alt til at ske?” spurgte jeg spydigt.
Hun ignorerede min ironi og svarede roligt:
“100 % garanti.”
“Så vil jeg gerne have, at en god, klog, smuk og rig mand falder totalt for mig. Helst snart. Og ham vil jeg så giftes med.”
Clairvoyanten mumlede noget, foldede én efter én tre fingre ind mod håndfladen.
“Og jeg vil se fantastisk ud. Max tyve år ældre.”
Hun nikkede og foldede fjerde finger. Åbenbart var der ingen grænser for, hvad hun kunne love.
“Er der noget andet?”
Min fantasi var næsten udtømt. Måske bare…
“Jeg vil have en norsk skovkat!”
Lise-Violette knyttede næven, stirrede op i loftet og bevægede lydløst læberne. Jeg tænkte, det måtte være besværgelser, men hun var nok bare ved at regne, for lige efter sagde hun:
“Det bliver 1.250 kroner.”
“Vil du ikke fjerne nogen forbandelser?” spurgte jeg.
Hun kneb øjnene sammen et øjeblik.
“Der er ingen forbandelse. Du har nok bare haft uheld.”
“Så bliver det bedre nu?”
“Nu bliver det bedre.”
Hun nøs én sidste gang.
Jeg følte mig som en filantrop, da jeg tællede beløbet op og sagde farvel. På vej hjem skældte jeg mig selv godt og grundigt ud – pengene var jo på ingen måde til overs.
Jeg frøs helt igennem og trådte i en iskold vandpyt i mørket, før jeg endelig nåede hjem. Elevatoren reagerede ikke på mine tryk, pæren i opgangen var sprunget, og i postkassen lå der regninger. Jeg besluttede at forkæle mig selv med resten af kaffen – men ødelagde den fuldstændig med en generøs portion salt, der begik den uforklarlige forbrydelse at være i sukkerdåsen. JPludselig bankede det på døren, og da jeg åbnede, stod den smukke mand fra bilen der med et skævt smil og en pose kattefoder i hånden.
