– Hallo… Er det dig, Villy? – Nej, det er ikke Villy. Det er Helene… – Helene? Hvem er du egentlig? – Undskyld, hvem er du? Jeg er Vilhelm’s kæreste. Ville du noget? Min mand er ikke hjemme, han arbejder sent… Mit hoved begyndte at snurre, jeg så røde dråber på gulvet. Maven krampede voldsomt – jeg kunne mærke, at barnet var lige ved at komme. Min mand Vilhelm har arbejdet i udlandet de sidste fem år, først som lastbilchauffør i Tyskland, så i Polen med renoveringsarbejde. Han tog afsted for pengenes skyld. Vi har to sønner og ville give dem den bedste fremtid – vi vidste godt, vi ikke kunne opnå noget i Danmark som almindelig familie. Og faktisk heldig var Vilhelm – hver måned sendte han madpakker hjem til os: lidt konserves, ris, olie, chokolade. Han overførte også penge til min konto, så jeg kunne lægge dem på opsparing i banken. Vi fik sparet så meget op, at vi kunne betale depositum til en lejlighed til vores ældste søn. Jeg troede, alt var godt. Men for nogle måneder siden mærkede jeg, at min krop var underlig. Første tanke var overgangsalder – men nej. Jeg tog på, var konstant træt, sulten og humøret skiftede hele tiden. Ifølge nettet var jeg gravid. Gravid som 45-årig – jeg troede ikke på det, men tog alligevel en test. Men to tydelige røde streger. Jeg fortalte ikke vores sønner eller svigerdøtre om barnet. Hvorfor skulle jeg? For at blive til grin, fordi deres mor var blevet skør med alderen? Jeg valgte at skjule min graviditet. Det var vinter, jeg gik i alt det varme og store, så ingen opdagede min mave. Men jeg ønskede faktisk ikke at føde dette lille barn. Nogen vil måske sige, jeg ikke har Gud i hjertet. Men jeg er 45, og ikke ung længere. Jeg har børn og børnebørn, og dem vil jeg hellere være sammen med, end at vende op og ned på hverdagen med endnu en baby og alle bleerne. Og vi har ikke råd til et tredje barn, Vilhelm skulle rejse igen, og jeg klarer mig dårligt uden ham. Lægerne sagde, at det var for sent og for risikabelt med en abort, så jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det nok skulle gå. Måske vil Vilhelm blive glad for endnu en lille én? Jeg ringede til ham på Skype, uden kamera – kun mikrofon. – Hallo, Villy… – Det er ikke Villy. Det er Helene. – Helene? Hvem er du? – Undskyld, hvem er du? Jeg er Vilhelms kæreste. Ville du noget? Min mand er ikke hjemme, han arbejder sent. Jeg lagde straks på og brød sammen i gråd. Sådan er livet – ens mand kan være utro hvor som helst, med hvem som helst. Jeg ville straks skilles, kaste alle Vilhelms ting ud, aldrig se eller høre ham igen. Men jeg håbede stadig, han ville komme hjem, når han hørte om det lille barn. Jeg vidste, han ville komme hjem i februar – vores sønner fylder år, og han havde fået ferie. Jeg drømte endda, at vi gik en tur i parken, alle tre – Vilhelm holdt vores lille pige i den ene hånd, jeg i den anden. Præcis d. 14. februar, Valentines dag, kom Villy hjem. Jeg lavede romantisk middag, tændte stearinlys og satte musik på – alt var hyggeligt. – Villy, jeg har en overraskelse til dig. Jeg er gravid – de siger det bliver en pige. – Din møgunge! – råbte han. Han blev rasende, smed tallerkenerne på gulvet, hamrede i bordet med næverne: – Så mens jeg knokler i udlandet, render du rundt med andre mænd? Og nu vil du hænge det her uægte barn på mig? – Villy, jeg kan forklare… – Gå væk, jeg vil ikke se dig! – Han skubbede mig så hårdt, at jeg bumpede maven ind i bordkanten og faldt. Vilhelm gik, tog sin taske og smækkede døren hårdt efter sig. Jeg blev svimmel, opdagede røde dråber på gulvet, maven krampede – jeg kunne næsten ikke finde min mobil for at ringe til ambulancen. Jeg mærkede, barnet var lige ved at komme. Da lægerne kom, sad jeg allerede med vores datter i armene. Pigen lå roligt, græd ikke, sov tungt. – Nå, mor, tager du med? – Nej. Tag barnet med jer, jeg vil ikke have hende. – Hvordan kan du sige sådan? – Bare tag hende! Det er barnet, der har ødelagt min familie! Måske vil nogen elske hende, men ikke jeg. Tag hende – jeg vil ikke se hende! Uden dårlig samvittighed gav jeg barnet til lægen. De undersøgte mig derhjemme, ingen bristninger, fødslen gik stille. Da ambulancen var kørt, ryddede jeg op, tog et bad og gik i seng. Ingen af børnene ved, jeg har givet pigen væk. Hver dag besøger jeg kirken og beder for at hun vokser op sund, og finder sin familie. Jeg ved, jeg ikke kan klare mere moderansvar – jeg ønsker bare, Vilhelm kommer hjem igen. Men nu er han taget tilbage til Tyskland, og taler kun med drengene. Måske synes I, jeg er en mærkelig kvinde – men jeg vælger min mand over barnet. Gud får dømme mig.