Hej Jens Det er ikke Jens. Det er Birthe Birthe? Og hvem er du? Undskyld, hvem er du? Jeg er Jens kæreste. Ville du noget? Min mand er her ikke, han er blevet forsinket på arbejde
Mit hoved begyndte at snurre, og jeg lagde mærke til røde dråber på gulvet. Maven trak, og jeg vred mig af smerte Jeg vidste, barnet var på vej.
Min mand Jens har i fem år taget til udlandet for at arbejde. Først var han lastbilchauffør i Tyskland, senere lavede han renoveringer i Sverige. Det hele handlede om penge. Vi har to drenge, og vi ønskede at give dem den bedste fremtid. Vi forstod godt, at i Danmark var det svært at opnå noget stort for os.
Du ved, det gik ham egentlig ganske godt derovre. Hver måned sendte han pakker med mad hjem konserves, mel, olie, lidt slik. Og penge overførte han til min konto jeg satte dem ind i banken og fik lidt renter. Vi fik sparet nok op til at købe lejlighed til vores ældste søn.
Det så ud til, at vi havde det godt. Men for nogle måneder siden mærkede jeg, at noget var anderledes med min krop. Først tænkte jeg overgangsalderen, men det var det ikke. Jeg tog på, sov hele tiden, spiste meget og mit humør svingede voldsomt. Alt på nettet sagde, jeg var gravid. Men hvordan kan man være gravid som 45-årig? Jeg troede ikke på det og købte en test. Men der var tydeligt to røde streger.
Jeg sagde ikke noget til mine sønner eller svigerdøtre. Hvorfor skulle jeg det? Mine egne børn ville bare grine. Sige at deres mor var blevet skør på sine gamle dage. Så jeg skjulte graviditeten, og heldigvis var det vinter der var ingen, der lagde mærke til maven under min store uldfrakke.
Men jeg ville ikke have dette barn. Nogen vil vel sige, jeg ikke har Gud i hjertet. Men jeg er 45, ikke længere ung. Jeg har børn og børnebørn, som jeg heller vil bruge min tid på ikke skifte bleer igen. Vi har ikke råd til at tage vare på endnu et barn. Jens skal jo bare tage afsted igen, og jeg kan ikke klare mig uden ham.
Lægen sagde, det var for sent og risikabelt at få en abort. Jeg vidste ikke, om jeg ville klare det. Så i en periode prøvede jeg at overbevise mig selv om, at det nok gik. Måske ville Jens blive glad for endnu et barn? Jeg besluttede at ringe til ham på Skype og fortælle det, men jeg lod være med at tænde kameraet kun mikrofonen.
Hej, Jens
Det er ikke Jens. Det er Birthe.
Birthe? Hvem er du?
Undskyld, hvem er du? Jeg er Jens kæreste. Ville du noget? Min mand er her ikke, han er stadig på arbejde.
Jeg smed røret og begyndte at græde. Sådan går det nogle gange, at ens mand kan finde på at være utro langt væk og med hvem som helst. Jeg ville søge skilsmisse, smide alle Jens ting ud, se ham aldrig mere.
Men et eller andet i mig håbede stadig, at min mand ville komme hjem igen, når han hørte om barnet. Jeg vidste, at han kom hjem i februar, for drengene har fødselsdag og han fik fri. Jeg drømte faktisk, at vi gik tur i parken alle tre, og Jens holdt vores lille datter i sin ene hånd, og jeg i den anden.
Netop den 14. februar, på Valentinsdag, kom Jens hjem. Jeg lavede en romantisk middag, tændte stearinlys og satte musik på prøvede at skabe en rolig stemning.
Jens, jeg har en overraskelse til dig. Jeg er gravid. Lægen siger, det bliver en pige.
Er du blevet vanvittig! råbte han.
Han blev rød af vrede, væltede tallerkenerne på gulvet og bankede i bordet:
Så mens jeg slider i udlandet, render du rundt med fremmede mænd herhjemme? Og nu vil du narre mig med det barn?
Jens, lad mig forklare
Gå væk, jeg vil ikke se dig! han skubbede mig, så jeg ramte bordkanten med maven og faldt om.
Jens gik. Han tog sin taske og smækkede døren. Mit hoved snurrede, jeg så blod på gulvet, maven gjorde så ondt at jeg lå og krummede mig. Jeg fik fat i telefonen og ringede 112. Men jeg kunne mærke, at barnet kom nu.
Da ambulancen kom, havde jeg allerede min lille datter i armene. Hun lå stille, græd ikke, sov tungt.
Mor, vil du med os til hospitalet?
Nej. Tag barnet med, jeg vil ikke have hende.
Hvordan kan du sige sådan?
Bare tag hende. Det barn har ødelagt min familie! Måske vil nogen elske hende, men ikke jeg. Tag hende, jeg vil ikke se hende.
Uden dårlig samvittighed gav jeg barnet til lægen. De tjekkede mig hjemme ingen revner, fødslen var rolig. Da ambulancen kørte, gjorde jeg rent, tog et bad og gik i seng.
Ingen af mine sønner ved, at jeg gav datteren bort. Hver dag går jeg i kirke og beder om, at min lille pige får et godt liv og finder en familie. For jeg ved, jeg kan ikke klare det. Jeg orker ikke flere år som mor. Det eneste, jeg ønsker, er at Jens kommer hjem igen. Men han rejste tilbage til Tyskland og taler kun med sine sønner.
Du vil måske mene, jeg er tosset. Men jeg vælger min mand fremfor barnet. Og Gud må dømme mig.
