Hallo, Din kone har født tvillinger! Men jeg er 52 år gammel og jeg har ingen kone! Jeg ved ikke Kom og kig, hun siger de er dine
Da jeg hørte de ord, tænkte jeg straks, at det måtte være en fejl. Mig? Børn? I min alder? Jeg er jo 52 hvad skulle det dog handle om? Alligevel blev min nysgerrighed for stærk. Jeg satte mig ind i bilen og kørte afsted.
På hospitalet gik jeg ind på stuen, og jeg var tæt på at miste balancen. Der lå min ekskone, Kirstine. Og på hver side af hende lå to små, sovende mirakler.
Kirstine, hvad er det her for børn? Hvorfor siger de, at de er mine?
De er dine, svarede hun roligt.
Jeg kunne ikke finde ord. Forsøgte at forstå, hvad hun sagde.
Du er 49 år. Og vi blev jo skilt for længe siden
Ja, for syv måneder siden. Men jeg vidste ikke, at jeg var gravid dengang.
Hvordan er det overhovedet muligt?
Jeg troede, det var overgangsalderen. Hvem skulle tro, at vores sidste farvel blev så skæbnesvangert? Men jeg forlanger ingenting. Jeg ville bare fortælle dig det.
Og så tvillinger Vi prøvede jo i så mange år, men intet lykkedes.
Helt ærligt, jeg var selv rystet. Jeg opdagede det ikke før femte måned. Troede bare, at jeg var ved at blive tosset over alt det, der skete i kroppen.
Hvis jeg skal være ærlig, så overraskede det mig egentlig ikke. Kirstine har altid været en fyldig kvinde, så ingen i omgangskredsen havde bemærket nogen forandringer.
Da vi lærte hinanden at kende, var hun allerede sådan og det har jeg altid elsket. Jeg kunne aldrig lide de helt tynde. Vi havde et godt liv, men drømte om børn. Kirstine prøvede behandlinger og stressede, men uden held.
Til sidst besluttede vi os for bare at leve livet. Vi arbejdede meget, men nød også livet. Havet, bjergene, alle de store byer i Europa. De sidste fem år voksede en form for tomhed imellem os. Måske havde vi bare affundet os med, at vi ikke fik børn. Ensomheden kommer med alderen sådan en der, hvor man frygter, at ingen engang kommer forbi ens grav en dag.
Vi begyndte at skændes. Kirstine tog yderligere femten kilo på, og en dag sagde hun til mig:
Vi gør kun hinanden ondt. Jeg tror, vi skal skilles. Måske får du muligheden for at blive far.
Egentlig ønskede jeg det ikke. Men Kirstine tog beslutningen. Det gjorde virkelig ondt. Så jeg lod hende gå.
Senere fortalte hun, at hun havde været bange for at sige, at hun var gravid. Vidste ikke, om hun kunne gennemføre, eller om børnene ville være raske. Og nu sådan en overraskelse.
Samme dag gik jeg ned til guldsmeden, købte en ring og et kæmpe bundt blomster. Jeg trådte ind på stuen igen og friede til hende. Nu er der gået to år. Vi er sammen igen. Børnene vokser og trives, og vi er lykkelige selvom vi kun er unge forældre i hjertet.
Ville du turde få børn i den alder? Tror du, der er en udløbsdato på lykken?
